Børnene

Med voldsomhed rører menneskene hinanden i Ida Jessens 'Børnene'.

For ca. 300 år siden, da mennesket fyldte mindre og Gud mere, mente man, at følelser ikke kom indefra, men i stedet var en voldsom kraft, der udefra greb mennesket i mødet med omverden. Samme fornemmelse får man, når man læser Ida Jessens 'Børnene', på trods af at handlingen foregår mellem 1992 og 2007. Romanens personer, og ikke mindst hovedpersonen Solvej, kastes rundt i tilværelsen, forårsaget af kroppens begær og store følelserne i mødet med andre mennesker.

Det er to fremmede, mor og datter, der ankommer til huset i skoven ved byen Hvium i bogens begyndelse. Noget er galt, og Solvejs liv er gået skævt. Gennem en række tilbageblik i romanens første del får vi forhistorien. Solvej har været gennem en skilsmisse, og har sin mor med til huset, mens Solvejs egen datter Christiane er fraværende. Solvej flytter da også kun til Hvium for at kunne være nær ved Christiane, der med sin far er flyttet fra København til Hvium. Moderen rejser, og tilbage er Solvej, alene, fremmed og uden at være hægtet fast til andet end sin egen krop.

Kroppen spiller en central rolle. Da Solvej endelig finder en ro ved den stille mand Ebbe, hedder det med stor selvindsigt om ham: ”Han kendte ikke til kroppenes forbundethed og sjælens vanvittige ensomhed.” (287). Det er med kroppen, at Solvej danner forbindelser til andre mennesker. Først utroskaben med Tobias, der får Solvejs ægteskab til at gå i stykker. Siden i Hvium, hvor hun tiltrækkes af den stærke og handlekraftige Søren Martinsen, der i sit eget ægteskab invaliderer sin kone med både psykisk og fysisk vold. Da Solvej bryder med Søren Martinsen, leger Ida Jessen med thriller-træk, da Søren starter sit magtspil. Det er elementært spændende.

Bogens stil er klassisk realisme, og dramaet som skildres på siderne, er ikke nødvendigvis mere dramatisk, end de dramaer, der på forskellig vis opstår i ethvert menneskes liv, når perspektivet udvides til 16 år. Fortælleren er også traditionel med fuld adgang til alle personernes tanker, men benyttet således, at vi kun oplever historien fra én synsvinkel i hver scene. Denne fortælletekniske klarhed bruges dog kun til at lade os se, hvordan personerne farer vild i deres egne tanker. Uklarheden og usikkerheden opstår, fordi personerne ganske enkelt og helt realistisk ikke forstår sig selv. ”Sjælens vanvittige ensomhed”, som kendetegner flere personer, giver en klaustrofobisk tankerække, hvor den eneste vej ud er gennem kroppen.  Men det sker også igen og igen.

'Børnene' er delt i tre dele efter årstal. I første del følger vi Solvej, og ser hvordan hun kastes på plads i tilværelsen. Da hun kommer til Hvium, er det efter at have brudt med sin mand og svigtet sit barn ved at flytte fra dem begge. Hun har gjort det, som en mor ikke må, forladt sit barn, og det prøver hun nu at rette op på. Ro kommer der først, da hun gør det forbi med sine to kærlighedsforhold. Det gamle til Tobias, der var skyld i skilsmissen, og det nye til Søren Martinsen, som hun foragter, når han ikke er der, men begærer, når han er. Det sidste brud sker først efter en graviditet uden for livmoderen, der som en kraft hinsides Solvejs kontrol sætter hende i stand til at bryde med Søren.

I anden del bredes perspektivet ud, og vi hører om bondekonen Ragna, der som den eneste tog ordentlig imod Solvej, da hun kom til Hvium. Selv lever hun i et ulykkeligt ægteskab med ungdomskæresten Pauli, som hun ikke vil bryde med.  Også når det gælder Pauli og Ragna er det med kroppen, at to menneskers samliv begyndes og afsluttes. Ragnas livsforløb blev bestemt af en tidlig graviditet med Pauli. Først da en død pige bliver fundet på gårdens jord, kan Ragna handle. Fundet af pigen udvikler sig til et skænderi mellem Ragna og Pauli, hvor den ellers blide Pauli slår Ragna. Først da kan hun gøre sig fri.

I tredje del gentager historien sig. I denne del følger vi den nu voksne Christiane, der uden Solvej ved det, har et forhold til Jon. Jon er søn af Solvejs tidligere kæreste Søren Martinsen. Som forældrene gribes børnene af følelser, de ikke kan kontrollere. Men noget er også vendt om. Denne gang er det Christiane, der bryder med sin mor og ikke omvendt. Det sker af gammel vrede over Solvejs svigt, og manglende forståelse for Christianes kærlighed til Jon. Facit er smerteligt det samme, og Solvej er igen uden kontakt til sin datter. Igen kæmper Solvej for at se sin datter, og til sidst nærmer de sig hinanden. I epilogen møder Ragna Christiane med sit lille barn – Jon har hun brudt med.

Bogens titel er 'Børnene', som hos Ibsen er der et element af, at børnene arver forældrenes synder. Kroppe mødes og skilles igen. Slutter 'Børnene' med et håb, ligger det i, at Juliane ikke har forladt sit barn.

'Børnene' er i sin kerne en historie om menneskenes ensomhed. Nok mødes kroppene, men den voldsomme tiltrækning, krop mod krop, hindrer ikke ensomheden. Men måske er det den, der gør, at vi som mennesker mødes og danner relationer til hinanden. Kroppens vilje sætter sig blindt igennem, og menneskene bevæges. Solvejs kærlige forhold til Ebbe er 'Børnenes' eneste forhold, der varer ved. De to voksne mennesker løser ikke hinanden fra ensomheden, men indretter sig med hinandens forskellighed. Skal man tage Solvejs ord for pålydende, sker det, uden at han forstår tråden i Solvejs liv: At kroppene er forbundet, men mennesket vanvittigt ensomt.

Kilder, links og centrale værker