Bog

Ned til hundene

Af (
2008
)

Anmeldelse

Ned til hundene af Helle Helle

05 maj.08

Helle Helle har gjort det igen igen! Mesterlig, minimalistisk hverdagsprosa om en kvindes møde med venlige fremmede i en provinsudørk som kragerne har opgivet at flyve ud til.

"Nå, men hvad handlede den så om?" Et ubehageligt spørgsmål at blive stillet når man har læst en Helle Helle-roman. Karakteristisk for hendes bøger er nemlig at der tilsyneladende næsten ingenting sker, og at det der sker, mestendels udspiller sig mellem linierne, i bisætningerne og i de vigtige, velplacerede punktummer. 

Hvis man alligevel skulle forsøge at besvare det frygtede, indledende spørgsmål, kunne man sige, at "Ned til hundene" handler om en kvinde der minder ikke så lidt om Helle Helle selv. Romanens fortæller, den 42-årige forfatter, har forladt sin hudlægemand og sidder ved et busstoppested i hjertet af ingenting med sin rullekuffert og "leder efter et godt sted at græde". Hun er på alle måder strandet og befinder sig ved et nulpunkt i tilværelsen. Hun bliver samlet op af det unge piskesmældsramte par, John og Putte, der tager hende tillidsfuldt til sig og indlogerer hende først i deres hjørnesofa, senere i deres hverdag.

John og Putte lever et stille liv hvor dagens højdepunkt kan være en tur til tanken efter linser og lottokuponer. De er beskrevet suverænt og med så meget kærlighed at man ikke kan undgå at holde af dem. Hvis man kender det mindste til provinsen, kan man virkelig genkende dem. Se fx denne passage: "Det er Putte (...) hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De synes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene."

'Bente', som Putte navngiver hovedpersonen, begynder langsomt at finde tilbage til sig selv, under opholdet hos de venlige fremmede. Hun hjælper til med små dagligdags gøremål, bl.a. passer hun de hunde som romanens titel henviser til. Herved får hun en funktion som man erfarer at hun har manglet.

Sidst i romanen modtager Putte et telefonopkald fra hudlægemanden, der spørger efter sin kone.
I ét smukt og dobbelttydigt spørgsmål til 'Bente' samles de tråde der spindes som et usynligt net mellem linierne romanen igennem: "Vil du gerne findes?"

Hvad svaret på dette eksistentielle spørgsmål er, afsløres ikke her. Men gør dig selv den tjeneste at nyde turen ned til hundene og få svaret.

Analyse

Helle, Helle - Ned til hundene

Det bliver slået fast allerede i romanens titel. Der er noget umådeligt trygt og dog udefinerligt foruroligende ved at læse Helle Helles romaner. Det gælder i særdeleshed for Ned til hundene, som med sin titel på én og samme gang henviser til en almindelig, konkret dagligdags handling og til det foruroligende begreb ’at gå i hundene’, som bliver brugt om personer, der giver op og giver slip. Og det er i dette paradoks mellem netop at have en funktion i tilværelsen og at forsvinde ind i meningsløsheden, at Helle Helle standser op i sin seneste roman.

Vanen tro tager Helle Helle sine læsere med til provinsens yderste afkrog; der hvor alle kender alle, hvor fremmede på egnen vækker opsigt, og hvor kragerne for længst er vendt om. Alene stedets karakter er således med til at opbygge en form for intethed og en tyngende monoton stemning. Denne stemning bidrager til at understrege det absolutte nulpunkt, som romanens handling tager udgangspunkt i. På romanens første side møder vi den kvindelige, 42-årige hovedperson. Hun har pakket kufferten og sidder på en bænk midt ude i ingenting, mens hun venter på den næste bus, som viser sig først at komme næste dag. Hun leder efter et godt sted at græde, for hun er flygtet fra et skrantende ægteskab og fra en skrivekrise, som i den grad har taget modet fra hende. Mens hun hjælpeløst kæmper med en croissant fyldt med hønsesalat, trækker det mere og mere sammen til storm.

Til alt held bliver hovedpersonen samlet op af det kærlige og omsorgsfulde ægtepar John og Putte. De tager sig af hende, lader hende flytte ind på deres sofa og stiller ikke mange spørgsmål. Den store gæstfrihed forklarer Putte selv med, at de alligevel ikke andet at tage sig til, for de ”går bare der med deres piskesmæld”. Hjemme hos John og Putte føles tiden som om, den går i stå. Almindelighed, dagligdag og trummerum flyder sammen i en bedøvende stilstand, og man har hele tiden en fornemmelse af at vide, hvad der skal siges, inden det bliver sagt. Småkager, pizza og ristet toast skylles ned med spandevis af kaffe, og små kommentarer om hinandens gøren og laden udveksles i sofaen foran det konstant kværnende tv. Tonen er dagligdags, nøgtern og frem for alt genkendelig.

Alligevel er alt dog ikke så lige til, som man umiddelbart skulle synes. For alt det, der netop ikke bliver sagt, skaber en foruroligende spænding, som hele tiden truer med at bryde den umiddelbare forudsigelighed. Mellem linjerne og i flakkende erindringsglimt hører man om fortællerens liv hjemme bag de tildækkede vinduer i parcelhuset sammen med manden Bjørnvig, der arbejder som hudlæge og fryser vorter. Man hører om fortællerens depression, om et ægteskab, der kører mere og mere af sporet og om hendes forfatterskab, som ingen veje kommer. Hun tynges af en følelse af meningsløshed og en manglende evne til at sætte ord på verden.

Hos John og Putte får hun lov til bare at være. Her affinder hun sig med at blive kaldt ”Bente”, og hun nyder den befriende anonymitet. I begyndelsen lader hun sig stort set glide i et med strukturerne i sofaen uden at foretage sig meget andet end at lytte, se, spise og sove. Senere, da John kommer på hospitalet og Putte tager med ham, overlades fortælleren ikke alene til sig selv, men også til John og Puttes daglige gøremål. Hun går ned til hundene og fodrer dem. Hun skovler kul og kører til tanken med faster Ellys ugentlige lottoseddel. Hun får dermed en funktion, og hun får samtidig en betydning for andre mennesker – og ganske ubemærket får hun også en langt større betydning end umiddelbart antaget.

John og Puttes gæstfrihed vidner om et stort uopfyldt kontaktbehov og måske et manglende indhold i tilværelsen. Ligesom fortælleren har de også spøgelser fra fortiden, som hjemsøger dem. Men fortællerens pludselige indtrængen i deres liv får dem for en kort stund til at glemme. Hun udfylder for et øjeblik deres behov for menneskelig kontakt og adspredelse. Der skal ikke så meget til, og netop derfor er det så rørende at læse.

Også Helle Helles beskrivelse af romanens karakterer er på sin vis rørende. De er beskrevet med en stor grad af indlevelse og medfølelse, dog uden på nogen måde at virke kvalmende. Personerne får lov til at tale for sig selv gennem deres replikker og deres nøje registrerede handlinger. John, Putte, Elly og Puttes bror er alle personer, som man allerede kender på forhånd, og som man føler sig fortrolige med. De er eksempler på tilværelsens stille eksistenser, som Helle Helle efterhånden har gjort til sit varemærke at give en stemme. Man kan genkende dem som typer, og den kærlige ironi, som gennemstrømmer beskrivelserne af dem, skaber et præcist tegnet og til tider komisk genkendeligt portræt.

Fortællingens 42-årige, kvindelige hovedperson, som er forfatter og skriver om ”almindelige mennesker, der drikker kaffe og snakker og sådan noget”, får dog også genkendelsens glæde frem hos læseren. For netop disse karaktertræk minder en hel del om nogle af Helle Helles egne træk. På den måde tilføjer hun et metafiktiv lag til romanen, som sætter hele handlingen i perspektiv og bidrager til at lovliggøre den blide ironi, som gennemstrømmer beskrivelsen af fortællingens øvrige persongalleri.

Helle Helle foretager ingen metaforiske krumspring eller disker op med uforklarlige symboler. I stedet registrerer, observerer og gengiver hun livet, som vi kender det, og som det er. Hun sætter de små ting i perspektiv og stiller dermed nogle af tilværelsens store spørgsmål. I romanens slutning bliver Putte ringet op af fortællerens mand, og Putte spørger åbent fortælleren: ”Vil du gerne findes?” Og det er netop det, der er spørgsmålet – hvad vil det sige at findes, og hvad er et liv i det hele taget for noget?

Helle Helle stiller kun spørgsmålene, hun leverer ingen svar. De får lov til at ligge og rumle i maven sammen med den evindelige strøm af småkager, kaffe og toast, som vi bliver ved med at køre ned i en uendelig strøm.

Kilder, links og centrale værker

 

06 nov.08

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
27190731
ISBN
9788763808545
Antal sider
157

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer