Mænd i min situation

Rørende, ømt og hengivent portræt af en mand i krise efter en skilsmisse. Det på én gang præcise og poetiske sprog gør bogen til en stor læseoplevelse.

Læsere af Per Pettersons romaner kender forfatterens alter ego, forfatteren Arvid Jansen, som er omdrejningspunktet i mange af hans romaner, senest i Jeg forbander tidens flod fra 2009, som indbragte Per Petterson Nordisk Råds Litteraturpris. Nu er han blevet skilt.

Arvid Jansens kone Turid har forladt ham sammen med deres tre døtre, hvorfor ved han egentlig ikke, men han accepterer tingenes tilstand. Et års tid efter skilsmissen ringer Turid til ham en tidlig morgen. Hun græder og beder ham om hjælp, men hvor hun er, og hvorfor hun er der, kan hun ikke fortælle. Arvid finder hende og kører hende hjem til den lejlighed, hun bor i sammen med pigerne, og hvor der så absolut ikke er nogen spor efter ham, han er som udslettet.

I det mellemliggende år har Arvid forsøgt at finde sig selv efter skilsmissen. Han tager tit ind til Oslo Centrum, går på barer, altid med håbet om at finde en ny eneste ene, og han har da også nemt ved at få kontakt med kvinder og ender ofte i seng med dem, men det bliver aldrig til mere. Arvid ejer ikke evnen til at give sig hen, det er ikke muligt ”for en mand i min situation”.

Arvid er rastløs, han er gået i stå med sin roman om fabrikken. Han kan ikke sove, han drikker for meget, og han forsømmer sin gamle ven. Han har det faktisk allerbedst, når han kører rundt i sin bil, en gammel Mazda, enten alene eller sammen med de tre døtre, når de skal på oplevelsestur. Arvid sover tit i bilen, iført sin fars islændertrøje og pakket godt ind i sin dyne. En nat har han sovet ved en lille sø langt fra hovedvejen, og da han vågner, ser han, at der midt på vejen står en hest. I en meget smuk og rørende scene opstår der et bånd mellem hest og menneske, hvor de begge har det til fælles, at de er uden seletøj.

Hans køreture bringer ham til mange forskellige steder, til Oslos forskellige kvarterer, til svenske Arvika, som er det eneste sted, han finder ro til at læse, til barndommens land, Veitved, og til kirkegården, hvor hans forældre og to brødre, som omkom i Scandinavian Stars branden to år tidligere, ligger begravet.

Per Pettersons sprog er noget helt for sig med en fin form for tør humor og selvironi. Der er ydre beskrivelser og indre monologer. Beskrivelserne af de forskellige landskaber og byer er meget præcise, man kan se dem for sig. Arvids tanker og følelser er beskrevet i lange sætninger og med mange opremsninger.

Jeg har ofte oplevet, at digte skal forstås med kroppen, og da jeg prøvede at læse nogle af Arvids tanker højt for mig selv, blev det til den rene poesi.

I mange af Per Pettersons romaner har Arvid ikke haft det nemt, og tristheden og tomheden er dominerende træk. Det kan synes som om, hans liv er på vej til at gå i opløsning, men heldigvis er der nogen i hans lille omgangskreds, som ser det gode i Arvid og værdsætter ham. Jeg fornemmer og håber, han er ved at komme ovenpå.