Fugleflugt

I et billedrigt og dvælende sprog fortælles om kvinden Thea, der flytter ind i sin mormors gamle hus på den forblæste marsk for at komme overens med både fortiden og fremtiden.

Kender I det der med, at man ind imellem læser en roman, som på besynderlig vis bliver hængende i kroppen på én? Eller i hovedet, måske nærmere. Sådan har jeg det med ’fugleflugt’ af Christine Tjalve, som i første omgang ”bare” var en fin roman, men som med tiden er blevet ensbetydende med en stemning, jeg af og til vender tilbage til. Og det skal forstås som en stor kompliment.

Thea er vendt tilbage til Danmark efter flere år og skiftende parforhold i USA. Hendes far er død, og det samme er hendes mormor – dog for nogle år siden. Mormoren boede i et ensomt beliggende hus på den forblæste og ubarmhjertige marsk, og det hus rykker Thea nu ind i, mens hun overvejer, om hun skal gå så vidt som til ligefrem at købe det. Hun har god tid, for hun er ikke bundet af noget eller nogen og har arvet en sum penge fra sin far, så arbejde behøver hun ikke at spekulere på foreløbig. Til gengæld har hun så meget andet i sine tanker, som får lov at vandre – også tilbage i tiden – ved gensynet med mormorens hus, Ribe, Vadehavet og marsken.

Tidligt bliver det klart, at Thea har nogle lig i lasten, der tilmed har fået selskab af nogle af de berømte skeletter fra de lige så berømte skabe. Hendes barndom er præget af forældrenes skilsmisse og det belastede og klaustrofobiske forhold til moren. Samtidig er Thea usikker omkring sig selv, sit liv, sin fremtid og sine følelser, og gradvist afdækkes det, hvorfor Thea måske er blevet, som hun er: … [hun] tog sig sammen og satte sig hen og holdt om moren, hun strøg hendes hår og gjorde sig så lille som muligt for at give plads til morens store sorg og ulykke.

Ved Vadehavscentret møder Thea manden Arild, som måske kan blive en både praktisk og følelsesmæssig hjælp i det arbejde, hun har kastet sig ud i. Dels skal der ryddes op i mormorens hus, og dels ville det jo være vidunderligt, hvis han kunne vise hende, hvor meget hun er værd i sig selv.

Naturen og vejrforholdene på marsken er i høj grad med til at skabe den stemning, jeg omtalte indledningsvis. Kombineret med den dvælende tone og det smukke billedrige sprog Christine Tjalve benytter, når hun folder historien om Thea og hendes fortid ud, bliver det samlet set en enormt besnærende læseoplevelse. Selvom Thea langt hen ad vejen ikke er at misunde for sin situation, skimter jeg noget håb forude, som netop knytter an til dels den barske natur, men også til det rent praktiske, næsten terapeutiske, arbejde hun har med mormorens hus. Måske kan huset – der både indeholder en masse fortid, men også en masse fremtid – blive Theas vej til sig selv. Ved at konfrontere fortiden kan hun måske komme overens med fremtiden.

Jeg får sådan en lyst til at arve et ensomt beliggende hus på den forblæste marsk, iføre mig gummestøvler og skovmandsskjorte og smøge ærmerne op. Det er dén (positive) effekt, romanen har på mig.