Bog

Mærkedage

Af (
2007
)

Anmeldelse

Mærkedage af Jens Smærup Sørensen

23 apr.07

En konfirmation, et sølvbryllup og en 60-års fødselsdag i landsbyen Staun i Nordjylland – over 70 år og tre store fester følger vi i denne indlevede hjemstavnsroman bondekulturens opløsning i den moderne verden.

De seneste dage har jeg fået en ny familie: Søren, Emma, Axel og alle de andre har levet i mig i en sådan grad, at jeg har drømt om dem om natten. Som forfatteren selv kommer de fra landsbyen Staun ved Limfjorden, og 4-5 generationer fra to overlappende gårdmandsslægter befolker bogen.

Fortællingen springer frem og tilbage i tiden, men konstruktionen er suverænt bygget op omkring tre store fester, i 1934, 1967 og 2003. Her samles bogens personer, man møder dem i forskellige aldre og får indtryk af tidens forandringer. Samtidig er det naturligt at tænke tilbage og mindes, således at selve tiden bliver hovedperson i denne mosaik af menneskeskæbner.

Den milde og respekterede patriark oplever til sin sorg, at sønnen ikke vil overtage gården. Børnebørnene bliver forretningsfolk eller akademikere, landbosamfundet affolkes, og de få tilbageværende gårde får volumensyge og bliver til industrier. Mange rejser ud i verden, og globaliseringen rækker i glimt helt ind til Staun.

I løbet af dette spand af år er det gamle bondesamfunds normer gået helt i opløsning. F.eks. var absolut nøjsomhed tidligere af afgørende betydning, mens forbrug er hele grundlaget for det moderne samfund. Desuden betyder flere valgmuligheder for de nye generationer, at der sker et skred i den enkeltes eksistentielle projekt fra at forlige sig med sin plads her i verden og til at finde sin plads.

Fortællingen består hovedsageligt af lange indre monologer, hvor den alvidende fortæller ubesværet bevæger sig fra den ene person til den anden. Også de ellers tavse – og dem er der en del af på de kanter – gives mæle på denne måde. Personerne beskrives ikke, men skrives frem. Der forekommer underfundig humor i bogen, når den viser afstanden mellem tankerne og så det, der til sidst kommer ud som replikker. Ubarmhjertigt afsløres alle former for selvfedme, som det hedder på nudansk – eller enhver skidtvigtig narrøv, som vi ville sige det på godt gammeldags jysk.

Her gives en overbevisende mentalhistorisk skildring af vores nærmeste fortid. De fleste af os skal ikke mere end et par generationer tilbage, før vi rammer bønder – og derfor er det også vores familie, der levendegøres.

Analyse

Smærup Sørensen, Jens - Mærkedage

'Mærkedage' er en historie om to slægters historie og samtidig en demonstration af, hvad litteratur også kan bruges til: at drille, udfordre og holde et spejl op for læseren.

Jens Smærup Sørensens nyeste roman 'Mærkedage' fra 2007 er en drillende og fascinerende størrelse. Bedst, som læseren tror, hun har regnet den ud, slår bogen med halen og springer i en ganske anden retning end forventet. Allerede indholdsfortegnelsen giver hint om romanens spændvidde og balstyrighed: Kapitler som ”En lørdag aften” og ”Litteraturhistorie” antyder, at der er intertekstualitet og skriftbevidsthed på spil, ”1960” og ”1934” signalerer tids- og sædeskildring, mens personnavne som ”Peder” eller ”Emma” synes at love detaljerede karaktertegninger. Og ganske rigtigt. Alt dette og mere til bliver rullet op i denne 400 sider lange, fyndige og fyldige fortælling om de to bondeslægter Lundbæk og Godiksen fra Staun, der gennem romanens spænd på knap halvfjerds år bliver vævet godt og grundigt ind i hinanden. Som læser må man så forsøge at holde tungen lige i munden og nyde det vilde ridt op gennem århundredet, mens man følger de mange spring i tid, sted, sprog og synsvinkel.

'Mærkedage' beskriver i punktnedslag en række skelsættende øjeblikke i de to slægters historie. En konfirmation, et sølvbryllup, en tresårsdag og en begravelse udgør bogens kompositoriske skelet, men det er de udefra set mindre markante begivenheder, der udgør kittet i fortællingen. Smærup Sørensen viser os med streng konsekvens, hvordan alt det usagte og skjulte kan blive det, der høres og synes allertydeligst i et langt liv – som en ung kvindes illegale abort under krigen, der bliver det smertelige omdrejningspunkt for hendes senere ægteskab, men som aldrig bliver nævnt med ét ord. I stedet væver ægtefællerne sig ind i forestillinger om sig selv og hinanden, som effektivt blokerer for enhver mulig forløsning.

Bogens titel peger dermed på et gennemgående tema: Mærkedage er nok de dage, hvor vi sætter mærke i kalenderen, men nok så vigtigt også de dage, hvor vi på godt og ondt kan mærke os selv, som vi er eller gerne ville have været, eller som vi forestiller os, vi ser ud i de andres øjne. Dette gælder for hele det farverige og mangfoldige persongalleri, som spænder over fem generationer. Her er retsindede patriarker og falkeøjede madmødre, her er oprørske, livslystne sønner og døtre, her er bønder, akademikere, bogholdere og bumser. Alle disse mennesker må forstås som moderne i betydningen reflekterede, tvivlende og søgende, uanset om de er født i århundredets begyndelse eller dets slutning. I 'Mærkedage' sammenvæves nemlig den store og den lille historie til en broget og mangefacetteret fortælling om 1900-tallet som det århundrede, hvor moderniteten og dermed tvivlen sejrede. Her blev de absolutte sandheder og traditionens fundament erstattet af gråzoner og famlende navigeren i kaos. Denne udvikling udtrykkes paradigmatisk via forholdet mellem storbonden Søren Godiksen og hans eneste søn Peder, der forlader slægtsgården for at blive jagerpilot og siden, som en anden Ikaros, mister livet under en flyveopvisning. Søren Godiksen, indtil da noget nær garanten for et ordnet kosmos, mister til gengæld troen på sin Gud, sin konge og såmænd også sit fædreland, da sønnen drager afsted. Og frem for alt mister han troen på, at der er en mening med tilværelsen: ”Han var kommet til at tvivle om, hvorfor han selv var der. Om der var en grund til det”, som det hedder i bogen.

Det afgørende er ikke, at sønnen rejser hjemmefra, men at han vælger at søge mod himlen frem for mod jorden og således, som den første i slægten, viser vejen for den nye grænseløshed, hvor ingen længere kender de gamle navne, overleveringer og myter. I stedet har alle hæsblæsende travlt med at udleve illusionen om, at når bare man når til den næste destination, det næste forhold, den næste bil, så kommer lykken nok af sig selv. Den forestilling skyder bogen i sænk. Uden moraliseren fastholdes det, at det er relationerne, der giver os retning, næring og mening med livet. Relationerne til familie, til venner og – ikke mindst – til steder, og i denne bog et ganske bestemt sted.

Frem for nogen anden må fortællingens arena, landsbyen Staun, siges at være romanens egentlige hovedperson. Der kan spindes mangen en ende over de to forhold, at navnet dels rimer på hjemstavn, dels er forfatterens egen fødeby. På tekstens eget niveau er det vigtigste imidlertid, at også Staun eroderes i takt med modernitetens fremmarch og mister sin givne plads i kosmos for i stedet, som det hedder, ”at blive til en afsides og forhutlet lille bebyggelse i den globale metropol”. Fra at være et sted, som er ladet med hverdagslig fortrolighed, forskydes landsbyens betydning for romanpersonerne efterhånden som den forlades, forurenes og forvitrer. Staun bliver dermed frem for alt en mental tilstand, et billede på drømmen om at høre til, om det tabte paradis.

'Mærkedage' er et studium i opløsningens anatomi, ingen tvivl om det. Men det er forfatterens store force, at han ikke lader sig nøje med simpel forfaldsromantik, der begræder tidens gang. Tværtimod spilles der fermt på alle litterære tangenter. Bogen bugner af intertekstualitet, som når første kapitel hedder ”En lørdag aften” og sidste ”En tirsdag formiddag”. Effekten er mangetydig: Dels forfægter bogen den pointe, at ingen tekster kan forstås isoleret, men altid må ses i forhold til tidligere fortællinger, forståelser og overleveringer, dels gives muntre associationer til mærkedagenes haltende festsange, og endelig får bogen peget på sin egen blanding af højtidelighed og nede-på-jorden-beskrivelser af hverdagens diskrete fylde. Skriftbevidstheden bliver accentueret i kapitlet ”Litteraturhistorie”, hvor fortælleren fingerer at træde uden for fiktionens ramme og påvise romanens sandhedsværdi ved at opregne alt, der gennem tiderne er skrevet om Staun. Dette kneb, som giver mindelser om Kierkegaards og Blichers litterære praksis, river effektivt læseren ud af sin trygge plads i lænestolen: Ved at insistere på, at romanen præsenterer den rene og skære sandhed, forsøger fortælleren at udviske grænserne mellem litteratur og liv, for øjeblikket efter at kaste sig ud i stokkonservativ og ustyrligt morsom harceleren over moderne kunst af næsten rindalistiske dimensioner. Derved rammer fortælleren lige i solar plexus på romanen selv, hvilket får det til at svimle for læseren. Denne type modernistiske drilskheder viser tydeligt, at nok skriver Smærup Sørensen kritisk om moderniteten, men han gør det med pennen dyppet langt ned i selv samme.

Som antydet er bogen rent fortælleteknisk en markant og interessant størrelse. Genrebetegnelsen på omslaget lover os ”En historie”, hvilket fra første færd henleder opmærksomheden på fortællingens mundtlige islæt: En historie fortælles af nogen til nogen, en simpel konstatering, som Jens Smærup Sørensen udnytter til fulde. Han lader fermt og konsekvent fortælleren skifte klang og farve alt efter emne, synsvinkel og tidslig placering, uden at lade sig nøje med at snige et par dialektale brokker med ind, når en bonde er i søgelyset, eller et par fremmedord, når det er en opblæst professor, der fører ordet. I 'Mærkedage' er der langt mere drilske forskydninger på spil. Fortællerstemmen vibrerer og unddrager sig at blive fanget, fortæller langsomt og underspillet om en sommeraften på marken i 1934 og hurtigt og stakåndet om murens fald og de uheldige økonomiske konsekvenser, det kan få for en dansk svineavler i 1989. Ved hjælp af denne mangetydige fortællerinstans inkorporeres en lang række diskussioner om kunst, politik og samfundsudvikling.

'Mærkedage' er nok en god historie, men den bliver samtidig en demonstration af, hvad litteratur også kan bruges til: at drille, udfordre og holde et spejl op for læseren, som tvinges til at reflektere over sine egne vedtagne sandheder. Det kan ganske vist være udmattende, men frem for alt er det stærkt oplivende.

Kilder, links og centrale værker

27 sep.07

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26684307
ISBN
9788702058062
Antal sider
408

Tema

Tendenser i 00'ernes litteratur

I 00'ernes litteratur er 90'ernes ironi og minimalisme svundet ind til fordel for en genvunden realisme og alvor. I et årti hvor globaliseringen bliver mere og mere fremherskende, kredses der særligt om det lokale i dansk litteratur.
Læs mere

Tema

Tema

Maden mellem os

Litteratursiden stiller skarpt på måltidets betydning og viser hvor stor en rolle mad og drikke spiller i litteraturen. Vi går i temaet på opdagelse i maden som kulturfænomen og som samlingspunkt.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer