Månens skygge

Kærlighed og had balancerer på line i et fortættet mor-datter drama, der begynder med et mord. På et døgn optrevles de ulykkelige hændelser, der satte lodrette ridser i et pigesind.

En mor bliver slået ihjel af sin datter. Det sker allerede på første side, og i det næste døgn oprulles de dramatiske begivenheder, som førte datteren Helen hertil og til opdagelsen af mordet. Mens hun går og rydder op og putter liget i fryseren, hidkalder sin exmand, indleder sex med sin venindes hjemmeboende søn, går hendes tanker og associationer tilbage til et uhyre kompliceret mor-datter forhold. Moderens afvisninger, giftpile og evindelige påmindelser satte lodrette ridser i et følsomt barnesind.

Allerede som barn drømte Helen om på forskellige måder at slå sin mor ihjel. Faderen begik selvmord for mange år siden. Nu er moderen dement og afhængig af Helens hjælp. Familien bad aldrig om hjælp eller viste følelser, og først sent i barndommen gik det op for Helen at moderen var sindslidende, en diagnose som satte meget på plads.

Trods ægteskab med en kærlig mand og to døtre lykkedes det ikke Helen at komme fri af sin moders psykologiske og destruktive jerngreb. Moderens bagvendte måde at vise kærlighed på går også videre i Helens forhold til sine egne døtre.

Romanen har mange facetter af det ellers så ofte skildrede dysfunktionelle familieliv. Undervejs får vi ikke mere at vide, end Helen fortæller os, så vi er inde i hendes virkelighedshelvede og bliver vidne til et barns fortræd og konsekvenserne heraf.

Jeg har læst den både som en thriller, et intenst familiedrama og en eksistentiel roman om kærlighedens modsætninger. Forfatteren evner både helikopter- og detailperspektivet i det indelukkede forstadsliv, hvor følelser og vaner bliver et fængsel, ingen magter at bryde ud af.

Sproget gør romanen til en uforglemmelig læseoplevelse, poetisk, rå, knivskarp og alligevel medrivende. Alice Sebold er sprogligt på højde med den engelske forfatter Margaret Drabble, men hun er mere ond og indelukket.