Bog

Historie om et ægteskab

Af (
2017
)

Anmeldelse

Historie om et ægteskab af Geir Gulliksen

06 mar.17

Det smertelige fravalg. Et intenst og gribende kærligheds- og skilsmissedrama, skildret i en original form, der kommer tæt på magtforhold og kønsroller i et moderne parforhold.

Jon og Timmy har et velfungerende ægteskab og sexliv. De har to sønner sammen og gode jobs, men Timmy bliver forelsket i en anden mand, og pludselig er de på vej ud i en skilsmisse. Jon sætter sig for at fortælle om det skete, og han gør det i en unik form, nemlig ved at se forløbet igennem Timmys øjne, tanker og sind. Ved hjælp af hans forestillinger og en lang række indirekte spørgsmål, kommer vi tæt på det centrale i, hvad kærlighed er, hvad et moderne samliv er, og på hvor smerteligt det er at blive valgt fra.

Jon er journalist, børnebogsforfatter, arbejder hjemme, og han er den primære omsorgsperson for børnene og tager sig af de praktiske gøremål i hjemmet. Timmy er læge og forsker, glad for løb og motion. Hun møder en skitræner, som hun deler mere og mere tid med. Jon har tidligere været gift og har et barn fra første ægteskab. Da han forlod hende siger hun: ”..jeg håber du selv kommer til at opleve det en dag. Jeg håber af hele mit hjerte at du bliver forladt på præcis samme måde, som du har forladt mig.”

Dette varsel går så desværre i opfyldelse i hans nye ægteskab. Og han tager det på sig at undersøge hvordan og hvorfor, for de var jo stolte af deres ægteskab, og de hørte sammen på alle måder. De havde et velfungerende sexliv, de var fri og satte hinanden fri. Han fantaserede om hende med en anden mand og delagtiggjorde hende i det. En vigtig del af deres sexliv. Satte han selv dermed kimen til at blive forladt? Der bliver refereret til Simone de Beauvoir, og hvordan hun praktiserede det åbne ægteskab. Her siger følelserne noget andet, når jalousien rammer.

Det er bogens styrke, at den kommer så tæt på det smertefulde, på kønsrollerne og på magtforholdet, der vugger frem og tilbage, mellem ægtefællerne. Der er ikke langt fra fangerollen til vogterrollen, som et citat foran i bogen beskriver. Børnene er også nærværende i en sjælden grad, både når forældrene har sex og til sidst, da faderen er ved at falde sammen. Det er fantastisk at se en så stærk indlevelse og intens beskrivelse af kærligheden til et andet menneske. I det hele taget er der mange fine iagttagelser af relationer og stemninger. Formen er spændende, men den tenderer også et klaustrofobisk rum, hvilket forsiden så genialt viser: en plantegning over en bolig. Indholdet må vi selv fylde ud.

Geir Gulliksen er forfatter og en betydningsfuld forlagsredaktør i Norge. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016. Den har skabt stor medieomtale både i Sverige og Norge pga. dens autofiktive elementer, ligesom den svenske forfatter Ebba Witt-Brattström gjorde det med 'Århundredets kærlighedskrig' (2016 ), hvor hun skildrede den kærlighed, der blev til en utålelig kamp i et langvarigt ægteskab med Horace Engdahl.

Bogdetaljer

Forlag
C&K
Oversætter
Sara Koch
Faustnummer
52911567
ISBN
9788793368101
Antal sider
183

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer