Fire dage i marts

'Fire dage i marts' er et rammende kvindeportræt, hvor Jens Christian Grøndahl stiller skarpt på de mønstre, som kendetegner forholdet mellem tre generationer af kvinder.

Med 'Fire dage i marts' har Jens Christian Grøndahl skabt en grundig analyse af, hvordan vi mennesker ubemærkede bliver et produkt af de vilkår og den ramme, som vores familie skaber omkring os. Men med romanens mange labyrintiske erindringsspor tematiserer Grøndahl samtidig også forholdet mellem sandhed og løgn; mellem erindringer og fiktion. Både i Ingrids rejse tilbage gennem familiens historier og i hendes nuværende livssituation viser det sig gang på gang, at alle historier har mere end én side, og at erindringer såvel som egne forestillinger om os selv og det liv vi lever, altid er selektive.    

Jens Christian Grøndahl har tidligere duperet sine læsere med stærke kvindeportrætter, der tematiserer kærlighedens veje og vildveje. Med 'Fire dage i marts' følger han op med endnu et rammende kvindeportræt, hvor han stiller skarpt på de mønstre, som går igen og kendetegner forholdet mellem tre generationer af kvinder i den samme familie. Samtidig klarlægger Grøndahl også, hvordan sandhed og løgn, erindring og fiktion blander sig skødesløst sammen i den historie, som vi mennesker fortæller både andre og os selv om vores liv.  

I 'Fire dage i marts' trænger Jens Christian Grøndahl ind under huden på en kvinde af tiden og følger hende i fire intense og afgørende dage af hendes liv. Kvinden er den 48-årige karrierekvinde Ingrid Dreyer og tiden, som hun en del af, er globaliseringens tidsalder anno 2008 med alt hvad det indebærer af forretningsrejser til udlandet, kultur- og racekonflikter og forældre fordelt i to forskellige lande.  

Ingrid Dreyer fremstår umiddelbart som en kvinde, der har en jernvilje til at leve sit liv fuldt ud. Hun har sagt farvel til sit første ægteskab for at leve lykkeligt og frit sammen med den nye mand i sit liv. Hun haster op af karrierestigen som arkitekt, og alt i alt synes hun at være en kvinde med ben i næsen og stor succes.  

Dette stærke selvbillede og den ufejlbare facade krakelerer dog med ét, da hun på en forretningsrejse i Sverige modtager et uventet og chokerende telefonopkald fra Station City, som fortæller, at hendes teenagesøn er anhold for et voldsovergreb på en indvandrerdreng. Vreden, skammen og skyldfølelsen vælder frem i hende, og i de fire dage, der følger, trænger det ene spørgsmål efter det andet sig på: Hvad har hun gjort galt som mor? Har hun være lige så egoistisk og selvoptaget som sin egen mor og mormor, og kender hun overhovedet sig selv, sin søn og den mand, hun elsker?  

Romanens fortsatte handling følger Ingrid tilbage til København, hvor hun forsøger at redde de sørgelige rester af sit forhold til sin søn. Hendes ekssvigerfar er dog kommet hende i forkøbet ved at tage drengen til sig, og alt i alt synes sønnen at være tilfreds med at have skaffet sig en mulighed for at komme væk fra livet med sin fraværende og travle mor. Den håbløse situation får minderne om en barndom med svigt, ensomhed og en evig kamp for anerkendelse til at trænge op til overfladen. I en form for selvransagelse og tilgivelse af sig selv og sit eget svigt mod sin søn graver Ingrid sig derfor igennem et væld af erindringer og fortællinger fra sit eget, sin mors og sin mormors liv.  

Det billede, som erindringsrejsen tegner af Ingrid Dreyers liv, beretter om et kosmopolitisk og kulturradikalt familieliv. Hun voksede op med en familie med forfattere, en forlagsdirektør, journalister og en feteret litteraturanmelder. Der blev læst romaner i stakkevis, diskuteret smal lyrik og rejst flittigt til både Paris og Rom.  

Udefra set var det et liv, som havde et eksotisk og glamourøst skær over sig. Men bag de lukkede døre skjulte der sig en barndom, hvor betegnelserne ’mor’ og ’far’ klingede underligt hule og i stedet blev erstattet med forældrenes fornavne. I det hele taget var det en overfladisk venskabelig omgangstone, der dominerede frem for nærhed og kærlighed.

En af de mange historier fra fortiden, der bekræfter dette er, da Ingrids Karen Blixen-agtige mormor i en fortælling fra sine ungdomsår mindes, at hun følte kærligheden til sit barn stærkere, når hun stod i klitterne og så sit barn lege på stranden på afstand, end når hun selv var til stede med barnet på stranden. Og netop denne kærlighed med distance går igen gennem familiens forskellige generationer og karakteriserer således også Ingrids mors forhold til sin datter.  

Historierne og erindringerne fra familiens store album fletter sig ind og ud af hinanden, men uanset erindringernes mange vildveje og fortrængninger tegner de således gang på gang et mønster, som går igen gennem de tre generationer af kvinder og deres forhold til hinanden. Det gælder ikke alene for den distancerede kærlighed, men også for forældrenes egoisme, der er forklædt som selvrealisering og for barnets evindelige higen efter kærlighed, opmærksomhed og nærhed. Med denne indsigt kan Ingrid Dreyer derfor heller ikke undvige at stille sig selv det nærliggende spørgsmål, om hun selv er med til at gentage de smertefulde mønstre endnu engang i forhold til sin søn.

Kilder, links og centrale værker