Anmeldelse
Bibelhistorier af Ida Jessen
- Log ind for at skrive kommentarer
En stilsikker og indfølende fortolkning af Bibelens store fortællinger sikrer bogen en status som oplagt børnebibel med lang forældelsesfrist.
Ida Jessen bevæger sig på kendt grund i Bibelens fantastiske univers. Intet menneskeligt er Bibelen fremmed, og menneskets svagheder dominerer mange af fortællingerne. I et smukt og flydende nutidssprog fortolker Ida Jessen de store fortællinger med fin psykologisk indføling. Hun er en suveræn fortæller, hvis fortælleglæde smitter og indbyder til oplæsning. Hun tilføjer visse fortællinger et afvæbnende anstrøg af humor, men hun viger ikke tilbage for det dybsindige og nærmest ubegribelige. Hanne Bartholins fornemme akvareller er medfortolkende og blander sig organisk med teksten. Hendes farvevalg spænder fra det mørke og dystre til det blide og poetiske, helt i samklang med teksten. Der er tale om smukt boghåndværk med et originalt layout og et ualmindeligt fint samspil mellem tekst og illustrationer.
Det gamle Testamentes Gud er langt hen ad vejen streng og uransagelig, men i Ida Jessens fortolkning tilføres han undertiden visse menneskelige træk. Den ubegribelige og ubærlige fortælling om Abraham, der på Guds bud er parat til at ofre sin elskede søn Isak, er medtaget, men får heldigvis lov til at stå uden forklaring. Det er klogt, for hvordan forklarer man, at Gud kan optræde så ubarmhjertigt? Når det derimod gælder alment menneskelige følelser som misundelse og jalousi, fornægter Ida Jessens psykologiske sans sig ikke. Der er f.eks. en del søskendejalousi i Bibelen, og det forklares helt i børnehøjde, hvad enten det ender med brodermord eller forsoning. En underfundig tone sniger sig undertiden ind; f.eks. er slangens formidable overtalelsesevne i Jessens version helt uimodståelig. Man forstår virkelig godt, at Eva lader sig friste.
Det nye Testamente vrimler også med fortællinger om menneskelige svagheder og dårskaber. Ganske vist er Gud kommet tættere på menneskene gennem sin søn Jesus, men Jesus er så kontroversiel, at hans samtidige har svært ved at forstå ham, og de svigter ham igen og igen, selv disciplene. Han vender tingene på hovedet og går helt på tværs af de selvretfærdige skriftkloge. At få et barn som Jesus er ikke nemt for hans menneskeforældre, og Jessen beskriver fint deres mildest talt blandede følelser og deres sorg, da de må erkende, at Jesus aldrig for alvor har været deres barn. At gøre de forunderlige fortællinger om Jesu liv, død og genopstandelse forståelige og vedkommende for børn er ingen ringe bedrift, og det klarer Ida Jessen suverænt. Meget passende lader hun bogen slutte med det kristne kærlighedsbudskab.
Ida Jessens bog er, i lighed med Johannes Møllehaves klassiker ’Børnebibelen’ oplagt som børne- og familiebibel. De voksne kan med fordel lytte med. Den er også meget anvendelig i skolen og i kirken.
Brugernes anmeldelser