Du som er i himlen

Med 'Du som er i himlen' forener Morten Sabroe det navlepillende, selvsmagende og patetiske med en opløftende selvironi og kærlighed til livet.

Den smukke, unge tårnspringerske, Ingrid, smiler skævt fra bogens forside, mens en næserynkende barndomsudgave af selv samme bogs forfatter, Morten Sabroe, titter ud på sin læser fra forsidens nederste hjørne. Morten Sabroe er tårnspringerskens søn og med hende som blind passager, rejste han for godt et år siden over Atlanten for at skrive en bog om Hillary Clinton. USA's måske kommende præsident blev dog efter blot få dages ophold i New York langsomt skubbet i baggrunden af Morten Sabroes egen mor, og i stedet skrev han en både selvransagende og selvudleverende bog om sin egen kamp med sin stærke og viljefaste mor.

Morten Sabroe har i mange år været kendt som manden med den fandenivoldske pen, en mand, der slår ud med arme og ben og som ikke er bange for at lade en bidende ironi ramme både sine omgivelser og ikke mindst sig selv. Han har derfor også efterhånden vist, at han tør bruge sig selv og sin egen historie som afsæt for både sit virke som forfatter og som journalist. Dette kendemærke udfolder han til fulde i sin seneste selvbiografiske roman 'Du som er i himlen', som på mange måder kan betragtes som en selvstændig fortsættelse af hans gennembrudsroman 'Sidste tog' fra 1996. I 'Du som er i himlen' slipper han en ustyrlig insektmand løs i sin sjæls dybeste afkroge og lader dette væsen gå nådesløst amok med et skarpladt paintballgevær.

Han blev sendt til New York for at gennemskue Hillary Clinton. Men det viser sig hurtigt, at hun ikke er til at komme i nærheden af. Alligevel mener Sabroe at kunne konkludere, at hun er af den slags kvinder, der ikke ønsker at være hverken mor, elskerinde eller hustru. Hun burde have været en mand, og derfor er hun også en kvinde, som mænd bliver bange for og som de ikke kan begære. Denne indsigt leder dog Sabroes tanker i en helt anden retning, for det går op for ham, at Hillary er den samme kvindetype, som hans mor var. Sabroes mor var som Hillary en kvinde, der ikke lod sig kue, koste hvad det koste ville. Hun var direktør i sin mands cirkusrevy, hun var olympisk deltager i tårnspring og hun bekæmpede med næb og klør alt, hvad der ligger i den traditionelle kvinderolle – og det på bekostning af sin søn, som higede krampagtigt efter sin mors kærlighed, og sin mand, som nat efter nat lystfyldt måtte falde i søvn med en tom plads ved sin side.

Mens Sabroe vandrer omkring i New Yorks gader toner spejlet mellem Hillary og Sabroes mor sig op, og da først denne lighed er gået op for ham, synes der ingen vej tilbage. Langsomt begynder Morten Sabroe at åbne ”den grønne dør” ind til sin sjæls indre, og til sidst må han kapitulere og falde stortudende sammen på sin seng i New York. Herfra tager bogen en ny retning, hvor Morten Sabroe tager et afgørende livtag med sin mor og den ensomhed og kulde, hun har påført ham gennem livet.

'Du som er i himlen' er, som titlen antyder, en bøn rettet mod himlen. Men det er ikke Gud, der står for skud i denne omgang. Det er derimod Sabroes irreligiøse mor, der mod sit eget ønske om at blive til ingenting efter sin død, bliver ”dømt til i al evighed at sidde på en sky og læse med”. Sabroes henvendelse mod de højere himmellag er derfor heller ikke en traditionel bøn om syndsforladelse, som vi kender det fra ’Fader vor’. Det er derimod en skøn blanding af en bøn om tilgivelse og frihed, men samtidig er det også en bøn i trods. Og denne splittelse går igen gennem hele bogen. På én gang vil han sin mor det bedste og det værste: Han både elsker og hader, tilbeder og foragter og afskyr og respekterer hende.

'Du som er i himlen' udvikler sig til en beskrivelse af Sabroes mor, men noget egentligt og sigende billede får man ikke af hende. Nok bliver hun grundigt skildret og han tager oven i købet læseren med til hendes allersidste private øjeblik, til hendes dødsleje. Sabroe fortæller om, hvordan han som barn måtte kæmpe en opslidende kamp for at få bare en flig af sin mors kærlighed at føle, og efter utallige kampe modtog han som voksen et brev, hvori hun underskrev sig som ”Din forhenværende mor”. Hadet, vreden og længslen efter kærligheden fylder således også beskrivelsen af hende, og den kvinde han gengiver, er mest af alt hans eget subjektivt farvede billede af sin mor. På én gang forsøger han at forstå hende, men samtidig er der også noget, der holder ham tilbage. Efter endt læsning kan man derfor stadig spørge sig selv: Hvem er den unge kvinde, tårnspringersken, der på bogens forside kniber øjnene sammen og smiler skævt til os? For på en eller anden måde synes billedet af hende uforeneligt med Sabroes mor.

Til gengæld får man som læser et skarpere optegnet billede af, hvem drengen fra bogens forside og manden bag de mange ord er. For gennem de mange beskrivelser af Sabroes mor får vi lov til at komme ind bag ”den grønne dør”, hvor Sabroes egne dæmoner huserer. Her går angsten for døden hånd i hånd med had, bebrejdelser og en ukuelig frihedstrang. Og det er her, bag denne dør, at bogens egentlige hovedperson sidder skræmt og titter frem. Derfor konkluderer Sabroe også selv hen mod bogens slutning: ”Jeg gik igennem et billede af en anden, Hillary Clinton, for at finde min mor, men måske var det konturerne af mig selv, jeg fandt”.

'Du som er i himlen' er skrevet i en hybridform mellem dagbog, essay, selvbiografi, biografi, politisk litteratur og fiktion. Tilsammen giver det en overrumplende og modig bog, hvor Sabroe ikke alene giver afkald på det projekt, som han i første omgang var blevet betalt for at fuldføre, men hvor han også lader alle facader og formler for, hvordan en søn, en forfatter og bog bør være, falde.

Morten Sabroe har med denne bog skrevet som en art memento mori i kølvandet på, at han blev ramt af en blodprop i hjernen og på baggrund af det, kan bogen betragtes som en erkendelse af, at det er vigtigt at få sagt, hvad man virkelig føler, inden det er for sent. Sabroe ytrer et ønske om at slutte fred både med sig selv og med sin mor. Du som er i himlen er derfor også en trods mod døden, og han slutter således også med at hylde livet og ikke mindst kærligheden til sin kone, Do.

Med 'Du som er i himlen' forener Morten Sabroe det navlepillende, selvsmagende og patetiske med en opløftende selvironi og kærlighed til livet. Hans fandenivoldske pen behandler nogle af livets største spørgsmål med lige præcis den mængde ømhed og distance der skal til, for at det bliver nærværende og kan føles, mens man læser det.

Kilder, links og centrale værker