Kærlighedens rum

"Jeg kan ikke fordrage den gode historie", siger Anne Marie Løn i et interview i anledning af udgivelsen af sin seneste roman, "Kærlighedens rum" (Politiken Bøger, 19.08.2000).

Historien i "Kærlighedens rum" er da også næsten fortalt, før den kommer i gang, og alligevel lægger læseren ikke bogen fra sig. Efter de to store, bredt fortalte salgssucceser "Prinsesserne" og "Dværgenes dans" vender Anne Marie Løn i sin nye roman tilbage til den knappe stil, hun anvendte i flere af de tidligere romaner som "Sent bryllup" og ikke mindst "Willums veje".

En ung kvinde (forfatteren selv) møder i begyndelsen af 70'erne et fransk par, Edith på 37 og Jean-Luc på 48, som hun sejler en lang tur på Seinen med. De to er tydeligvis meget forelskede, men der er et eller andet …

25 år senere møder forfatteren atter Edith, denne gang alene, på en parisisk café. De genkender hinanden, og Edith fortæller nu sin historie. Tidligt i romanen afsløres det, at Jean-Luc, der netop er død, var gift indtil få år før sin død, og at han og Edith har holdt deres kærlighed ved live i al hemmelighed i alle årene. Hvorfor? spørger man uvilkårligt som læser, og svaret på dette kommer da også til allersidst i romanen.

Ganske vist kan Anne Marie Løn ikke fordrage den gode historie, men denne roman ville have vundet, hvis hun på et tidligere tidspunkt havde røbet, at der er et eller andet slemt i Ediths fortid. Dette ville have pirret læserens nysgerrighed og læselyst.

"Kærlighedens rum" er en smuk kærlighedshistorie, skrevet i et godt sprog, der dog et par steder er lige ved at tage magten fra forfatteren. Det er befriende at læse en roman om en kærlighed, der trods den enes ægteskab alligevel er et lykkeligt forhold.
Ikke Anne Marie Løns bedste roman, men absolut en fortælling, der kan anbefales.

Anne Marie Løn fik i 2001 De gyldene Laurbær for sit forfatterskab.

Gad, 2000. 212 sider.