Bog

En dråbe i havet

Af (
2008
)

Anmeldelse

En dråbe i havet af Kirsten Hammann

08 sep.08

Kirsten Hammann suger sin læser ind i et fiktivt eller virkeligt spændingsfelt mellem det bekvemme og lykkelige overfladeliv i København og sulten og elendigheden i ulandene.

Mette lever et behageligt og ubekymret liv med nok af alting. Hun er forfatter og har en hverdag med masser af tid til stort og især småt. Den 5-årige datter går i skovbørnehave, og ægtemanden arbejder på andet år i Århus, men til gengæld indhenter den lille overskudsagtige familie det forsømte i weekenden.

Mette har sat sig for at skrive en bog om ulandene. I sin research kommer hun i kontakt med en nødhjælpsorganisation, der på et hotelværelse har etableret en slags avanceret virtuel reality, hvor Mette gang på gang kommer rundt til fattige og usle steder på jorden. Besøgene på hotelværelset er grænseoverskridende for Mette - og for læseren - og virkelighed og fiktion begynder at blive blandet sammen på den mest ubehagelige måde. Oplever Mette, hvad hun tror, eller er hun ved at blive gal?

Gennem romanen udvikler Mette sig fra at være sniksnakkende og selvoptaget til at være oprigtigt indigneret over de vilkår, som en stor del af verdens befolkning må tåle. Men da den hjemlige lykke så krakelerer fra den ene dag til den næste, ændrer romanen karakter og bliver til en hjerteskærende skilsmisseberetning og et portræt af en udsat og sårbar kvinde.

Kirsten Hammann (f. 1965) er velskrivende og har efter ganske få sider læseren i sin hule hånd. Efter endt læsning kan man forundres over, hvor behændigt hun (for)fører læseren til at indtage hovedpersonen, Mettes synsvinkel, for ret beset viser hun sig at være selvbedragerisk og naiv som få. Mette kendes i øvrigt fra Kirsten Hammanns forrige roman, "I smørhullet" (2004), hvor hun også var en ensom og forladt eksistens.

Analyse

Hammann, Kirsten - En dråbe i havet

Med 'En dråbe i havet' har Kirsten Hammann skrevet en roman, der for et kort øjeblik kaster ringe i det hav af problemer, der omgiver lille Danmark.

Vi kender hende godt, Mette. Ikke alene deler hun navn med hovedpersonen i Kirsten Hammanns forrige roman 'Fra smørhullet', men samtidig er hovedpersonen, Mette, i Hammanns seneste roman også prototypen på en gennemsnitsdansker med alt, hvad det indebærer af hverdagsbanaliteter, dårlig samvittighed over den vestlige overflod og en pinlig ligegyldighed i forhold til alle de små børn, der sulter i Afrika.

Mette er 40 år og gift med Martin. Sammen har de søde, kloge Sofie på fem år. Mette spiser, bager boller, hygger, har weekendsex, shopper, sover og kværner løs med tanker om stort og småt. Alt i alt minder Mette altså umådeligt meget om den Mette, som lå på sofaen og proppede slik i munden i 'Fra smørhullet'. Men der er forskelle. Mette havde tilnavnet Normal i 'Fra smørhullet'. I 'En dråbe i havet' har hun skiftet tilnavnet ud og kalder sig i stedet for Mette Mæt. Og samtidig har hun rejst sig fra sofaen. Hun har sat sig for, at hun vil skrive en bog om ulandene for på den måde lave et opråb eller et bidrag, der kan gøre opmærksom på problemerne ude i verden. Men samtidig fungerer bogen som et påskud for at slette hendes egen kronisk dårlige samvittighed over at leve i en tryg og beskyttet del af verden, mens børn sulter, dør af aids og mister forældre.

Mettes problem er dog, at hun ikke selv vil rejse ud i virkeligheden og opleve elendighederne, for hvad så med Martin - og Sofie, som skal hentes i børnehaven! I starten går det derfor også ret skidt med at få skrevet bogen; hun når lige at blive klar til at arbejde, men så overmander sulten hende. Og så når hun ikke mere den dag. I stedet fortsætter hun med at kværne løs og skiftevis have dårlig samvittighed og være fuldkommen ligeglad med andre end sig selv og sin lykkelige lille familie.

Ligegyldigheden og dobbeltmoralen i Mettes moralske stemningsskift har Kirsten Hammann placeret på kunstfærdig vis i romanens fortællerstemme. På den ene side ligger fortællerstemmen utrolig tæt op ad Mette selv og gengiver hendes tanker og handlinger. Men på den anden side er det hele fortalt i tredje person og dermed får fortællerstemmen lejlighed til at skyde en hvislende ironi og svag misbilligelse ind i forhold til Mettes tanker og handlinger. Og det er samtidig netop i kraft af disse små sprækker i fortællerstemmen, at læseren får plads til selv at tænke, at krumme tæer over at genkende sig selv i Mette og ikke mindst at lade sig forarge.

Det er også i disse sprækker, at man som læser får øje på Mettes selvbedrag. For alene det faktum, at hun kalder sig selv for Mæt, men alligevel konstant overmandes af sult og spiser i stride strømme påpeger, at hendes selvbillede måske er en smule fordrejet eller indbildt. Som læser stiller man sig derfor også det spørgsmål, om den absolutte familielykke, som Mette gang på gang refereret til virkelig er så rosenrød, som alt lader til.

Romanens andet tekniske greb, som skal hjælpe læseren med at forstå Mette og hendes projekt, er genrebestemt. For midt i alle hverdagsbanaliteterne griber Hammann til science fiction-genrens stærkeste våben. Hun sætter tingene på spidsen og giver Mette adgang til en virtual reality, som på én og samme gang er aldeles uvirkelig, og så alligevel mere virkelig end virkelig. Mette får allerede i romanens begyndelse kontakt til Stig, som skaffer hende adgang til Sesam. Og Sesam kender vi godt. Sesam er i familie med klædeskabet, som gav fire engelske børn adgang til Narnia, kaninhullet, som gav Alice adgang til Undreland og hulen i Bergen, som gav Niles Klim adgang til den underjordiske verden. Det er dog ikke en anden eventyrlig verden, som Mette får adgang til gennem Sesam, men derimod alle denne verdens fattige, sultne og katastroferamte. Ved at gå ind at dør nummer 516 på Hotel Astor i København står hun pludselig i Indien, i Afrika eller Rumænien.

Det er særdeles urealistisk og godt nok undrer man sig sammen med Mette over, hvordan det da lader sig gøre. Men alligevel er det ikke noget, der forstyrrer handlingen og troværdigheden – tværtimod virker det som en effektiv spændingsopbyggende faktor i bogen og som et virkelighedsnært eksperimentarium, hvor moralske og etiske problemstillinger, får plads til at boltre sig. Verdenen bag hoteldøren bliver et spejl for den verden, der bliver gengivet i medierne dag efter dag.

Jo mere Mette bliver viklet ind i Sesam, jo mere synes hendes egen virkelighed dog at blive inficeret af virkeligheden bag hoteldør nummer 516. Den tredje verden er ved at krybe ind på hende både mentalt og fysisk. Hun får feber, hun plages af en underlig knude i låret og hun bytter plads med en fattig afrikansk familie for en dag, alt imens Sofie, bollebagning og aftensmad glider mere og mere i baggrunden.

Men så med ét bliver Mette revet tilbage til sig egen lille virkelighed. Pludselig er alt, hvad der hedder Afrika, sultne børn og stinkende fattigdom glemt. Martin elsker hende ikke mere – så enkelt og brutalt lyder kendsgerningen og dermed kommer mistanken om Mettes selvbedrag pludselig læseren til gode. Verden styrter sammen for Mette og den krakelerede familieidyl kan ikke længere lulles ind i selvbedrag og ydre problemer.

Hele projektet med at skrive en bog om ulandene åbenbarer sig derfor også som noget andet og mere end et halvkvalt forsøg på at gøre noget godt for andre, for overskuddet er der ikke og i virkeligheden skifter hele projektet karakter til i stedet at fremstå som et personligt udviklingsprojekt for Mette.

Med 'En dråbe i havet' har Kirsten Hammann dermed ikke alene skrevet en historie, der for et kort øjeblik kaster ringe i det hav af problemer, fattigdom og sygdom, der omgiver lille Danmark – også selv om det måske ikke nytter noget. Romanen sætter samtidig fokus på, at den umiddelbare lykke og tryghed, der omgærer gennemsnitsdanskeren, er en skrøbelig ting, for alle mennesker er sårbare. På trods af, at man bilder sig selv og hinanden ind, at ulykken ikke kan ramme hér, så gør den det hele tiden – måske nok i et lille format set i sammenhæng med verdens store problemer. Men alligevel gør det ondt, når den sniger sig ind og river sikkerhedsnettet i stykker og Mette er i virkeligheden ikke værre eller bedre, end at hun blot viser os verden, som den er: enhver er sig selv nærmest og når ulykken rammer, er det svært at finde overskud til andre end sig selv. Ingen er usårlig eller fejlfri – heller ikke Mette.

Kilder, links og centrale værker

10 mar.09

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27373917
ISBN
9788702067712
Antal sider
324

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer