Anmeldelse
de af Helle Helle
- Log ind for at skrive kommentarer
Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle Helle samtidig med, at det er den mest sorgfulde bog i forfatterskabet. Helle Helle overgår sig selv.
I Helle Helles nye roman, ’de’, møder vi en 16-årig pige og hendes mor. Moderen er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt mulig andet, de griner rigtig meget og lever videre næsten som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab, som er stærkere end i forfatterens tidligere bøger:
”Hendes mor vil i gang med aftensmaden og går i køkkenet. Radioen kører derude, hendes mor synger med. Så ringer telefonen, det er sygeplejersken () Patienten udviser stærk forundring over sygdommens alvor. Hendes mor springer ind i stuen med to kartofler. Hun opdager at en telefonsamtale finder sted og lister bort. Nu skifter musikken, hendes mor synger med igen derude. Man kan lindre, men ikke helbrede. () Der kan gå et halvt år, måske et helt. Så skal de spise. Så spiser de.”
Romanen foregår angiveligt i Rødby og fortælles af datteren gennem 51 korte kapitler og udstrækker sig over et års tid. Bortset fra replikkerne er romanen skrevet i nutid. Den rene nutid udsætter på sin vis den død, der er i vente. Der er noget på spil med et før og efter datterens viden om sygdommen, nærmest et syndefald. De mange æbler, som hun spiser i løbet af bogen, kan derfor pege på den uskyld, hun mister da hendes mor bliver syg.
Både datteren og hendes mor er navnløse, og det gør, at de af og til flyder sammen i skriften, og man kan blive i tvivl, om der refereres til mor eller datter. Den beskedne titel ’de’ henviser til de to, en enhed som er, men som også skal forsvinde. Samtidig henviser titlen ’de’ også til alle de andre i byen. Venner, kærester, fester og gymnasiet beskrives konkret og detaljeret, som Helle Helle kan, så vi kan se det for os. Der er også vældig meget mad i bogen, og maden peger i den grad på starten af 80’erne, hvor romanen finder sted.
Forholdet mellem mor og datter er varmt og omsorgsfuldt, men også skrøbeligt i sin udsathed, og netop det taler de ikke om. I de rammende replikker toner det usagte mellem moderen og datteren frem. Helle Helle er ligesom tidligere i forfatterskabet en mester i at skrive replikker, så man kan høre det, der netop ikke bliver sagt, og hvordan personerne taler forbi hinanden. Det er et kærligt portræt af en mor, som taler om kaffe, mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom:
På tredjedagen slår et duepar sig ned oppe på taget() Da hendes mor kommer hjem fra forretningen, ligger hun under den uldne plaid og sitrer. Hun ser tennis uden lyd, hendes mor ordrer vindueskarmen: Nej, hvor de kurrer deroppe. Er der kaffe? Siger hun.”
Den rene nutid henviser også til skriften som fiktion, når det om spisebordet hedder ”de flytter det i forgårs”. Fiktionen markeres også af bogens egen cirkelbevægelse: På sidste side mangler datteren et blomkål til sin gratin. En ven ” tilbyder at stikke forbi med det, men hun ryster på hovedet: Ellers tak, jeg går bare over markerne”. Og det peger direkte på bogens første linjer: ” Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje.” På den måde starter romanen, hvor den slutter, og henviser måske også til, at datteren er i færd med at skrive en bog om sit liv. Og som læser må man bare læse bogen igen!
Ud over datteren er der også mere implicit fortæller på spil. Det ses ikke mindst ved de mange elegante spor til forfatternes tidligere bøger, blandt andre ’Ned til hundene’ og ’Dette burde skrives i nutid’, men især ’Rødby-Puttgarden’, som også foregår i Rødby i 80’erne, hvor to søstre har mistet deres mor kort tid forinden. På et tidspunkt ringer datteren til en ekskæreste og siger ”Hallo”. Han siger: ”Er det dig, Tine?” Og det er næppe tilfældigt, da Tine er navnet på den ene søster i 'Rødby-Puttgarden'.
Helle Helle har skrevet en skarp og aldeles blændende roman, som er sjov og uendelig trist på samme tid. Med ’de’ skriver Helle Helle om forholdet mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død på en både original, smuk og rørende måde, og jeg vil ikke tøve et øjeblik med at kalde romanen for et højdepunkt i forfatterskabet - og i årets danske litteratur.
Analyse
Helle, Helle - de
I centrum for Helle Helles 'de' står en langsomt udfoldet katastrofe, et sygdomsforløb, som står tilbage i hovedpersonens erindring som brudstykker og små episoder.
Romanen skildrer forholdet mellem den 16-årige hovedperson og hendes mor, som bliver alvorligt syg. Det er oplevelsen af denne slow motion katastrofe, som danner det unævnelige tyngdepunkt, som alle små og tilsyneladende banale hverdagsepisoder kredser rundt om.
Moren begynder at blive syg, da hovedpersonen afslutter sin skole, og det fortælles som små fragmenter, der indgår i de dagligdags episoder: ”Den tredje april siger hendes mor: ” - Jeg har nok slugt en sten” og får ondt i brystet, og senere hedder det ”I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast”. Umiddelbart banale hverdagsepisoder, men fordi de er sat ind i et tidsforløb, ved man, at noget er under udvikling, og at det er vigtigt, fordi tidsangivelsen er så præcis. Samme præcise tidsangivelse findes første gang, det bliver tydeligt, at morens sygdom er alvorlig: ”Hendes mor bliver indlagt en onsdag, mens hun er i skole”.
Gentagelsen er monoton, og det dramatiske indhold rammer først for alvor set i bakspejlet, når man får at vide at moren er så syg, at hun indlægges. Så folder indholdet sig ud, nemlig at de tidligere episoder har handlet om sygdomssymptomer og ikke blot en syltetøjsmad.
Forholdet mellem mor og datter får Helle Helle frem gennem de eminente replikker. Man kan høre det, der netop ikke bliver sagt. Det bliver på den måde et kærligt portræt af en mor, som taler om kaffe, mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom.
Utydelig identitet i flertal
Hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn på noget tidspunkt, men er der udelukkende som et ”hun”, ”hendes mor” og meget tit som ”de”. Vi introduceres til den fælles identitet ”de” som gentages mange gange i indledningen, inden det bliver klart, at den anden del består af hendes mor: ”De har altid væg til væg”, ”de tænder ikke lyset”, ”de befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Gentagelsen er så massiv, at det næsten virker som et absurd tæt forhold, en symbiose hvor datteren og moren gør alting i samme takt hele tiden, og hvor grænsen mellem de to individer bliver utydelig.
Den fælles identitet uden navn er i skarp kontrast til romanens andre personer, vennen Palle og hovedpersonens jævnaldrende venner som Tove Dunk og Kasper Hjorth. Her skal efternavnet med, vi er i et provinssamfund, hvor man ved, hvem folks forældre er. Men hovedpersonens egne familieforhold begrænser sig til moren, som er alene med hende. Der nævnes ingen far, heller ikke i et af de små flashbacks, og morens forhold til sin søster eller bror er holdt op med at eksistere: Hovedpersonen har på et tidspunkt en erindring om en fødselsdag, ”Der afholdes fødselsdag for hende med ganske få lys. Det er, mens der findes fætre”.
Heller ikke da moren er døende, taler hun eller datteren om – eller med – resten af familien, og det er udelukkende Palle som hjælper til, da moren bliver indlagt.
Erindringer i små skarpe brudstykker
I små brudstykker placeres historien for os i tid og sted. Der er kinasko, ørkenstøvler, en Fidji-parfume, et koboltblåt sæt med et par år på bagen, etagehår og ”ørkenstøvlerne” Steffen skal på studietur til Moskva, og siger ”der er så mange myter om Sovjet”. Vi må være i slutningen af 1980’erne, inden murens fald i ’89 ødelægger ethvert sværmeri for Sovjetunionen. Den samme teknik gør sig gældende, når vi får at vide, at historien foregår på Lolland.
Romanens fortælleteknik i sig selv gør det indimellem svært at identificere ting og begivenheder med det samme. Der zoomes meget tæt ind på dele eller aspekter af en helhed, som man selv skal regne ud, eller ting får ingen hjælpende beskrivelser.
Det hedder f.eks. ”De bor over Klippehulen, derfra stammer det ufrivillige etagehår”. Indholdet er en lille episode som er komprimeret i ”det ufrivillige etagehår”, et lille fragment som fortæller en hel lille historie om en ny frisure, som hovedpersonen fik i den lokale salon, og som hun hverken kan lide eller selv har bestemt.
Fordi fortælleteknikken ofte består af brudstykker, som ikke sættes ind i den overordnede fortælling med forklaringer eller refleksioner, så får det en effekt af pludselig overraskelse og tab af overblik. Da hovedpersonen skal ud med skrald, overraskes læseren sammen med hende: ”Værelset vender ud mod gården, hun iagttager skræpperne gro langs baghuset. Skraldespanden dernede er fuld af hår. På et tidspunkt et helt sæt fletninger. Hun bliver så overrasket, at hun knalder skraldespandslåget i, hun træder i noget kaffegrums, der er altid så meget kaffegrums”. Et pludseligt klip fra skræpper til hår og fletninger i skraldespanden kommer bag på en, indtil man husker, at det jo er en frisør. Hovedpersonen bliver forskrækket over fletningerne og vil hellere tænke på kaffegrums.
På samme måde i et af de små, enkeltstående tilbageblik i romanen, hvor hovedpersonen tænker tilbage på, hvor effektivt moren rydder op i sine ting: ”… tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever”. Episoden er sat ind lige efter en situation, hvor hovedpersonen bliver vækket om natten af moren, som har stærke smerter på grund af sin sygdom.
Den lille oprydningsepisode er det eneste sted i romanen, hvor ord som ”overlever” og ”død” forekommer, og fordi det pludselig handler om ting som ryddes op, så bliver det tydeligt, at det handler om noget andet. Tørklædet overlever, ikke moren. Sandsynligvis har hun også brug for det fordi hun har tabt sit eget hår, og ikke fordi det er en fin mærkevare: ”hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden”. Navnet Sans Souci er sørgeligt ironisk i sammenhængen, det betyder ”uden bekymringer”.
Romanens fragmenterede måde at fortælle på er meget langt fra klassiske erindringsromaner, hvor en dramatisk livsbegivenhed sættes i perspektiv til hovedpersonens udvikling og sted i verden.
En erindringsroman i nutid
Allerede i romanens første kapitel bliver det tydeligt, at der faktisk er tale om en erindringsroman, og at episoderne er flashbacks, som hovedpersonen tænker tilbage på fra et andet sted og en senere tid. Hun steger fisk, og det lugter: ”Hendes mor slår hænderne sammen. Det er sidste år. Der er ingen erindring om emhætter”. Erindringen står så stærkt for hende, at den fortælles i nutid, men hovedpersonen må bo et andet sted, siden hun undrer sig over, om der var en emhætte eller ej. Men læseren får ikke mange informationer om, hvor hun er henne, og det upersonlige ”der” erstatter også et ”hun” i ”der er ingen erindring om emhætter”, så hun nærmest forsvinder som person.
Helt overordnet er der tale om en person, som forsøger at genkalde sig erindringer: Igennem romanen er der f.eks. indsat små flashbacks til de mange andre steder, hvor hovedpersonen og hendes mor har boet. Hovedpersonen afsøger sine erindringer, hun sammenligner de steder de har boet: ”De bor også i en toværelses ved byskoven” og forsøger at huske præcist, rosen ved husmuren er ”gul eller gullig”.
Alle erindringer fortælles i nutid, og derfor er erindringerne om tiden før morens sygdomsforløb på samme niveau som den, der handler om det: Alle episoder er erindringsfragmenter, som finder sted i hovedpersonens bevidsthed. De huskede episoder om hendes og morens liv fylder alt, og vi ser aldrig hvor hovedpersonen er i sin nutid, hvor moren er død.
En cirkulær fortælling
Allerede ved romanens begyndelse ved vi, at vi er kommet ind midt i et forløb: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Ordet ”senere” viser hen til en episode som vi først møder i romanens slutning, nemlig at moren ikke rigtig kan spise noget men alligevel gerne vil have blomkålsgratin. Derfor er blomkålshovedet vigtigt, men læseren kender først den betydning, det har for hovedpersonen, når man når til den første del af episoden, som er den, der afslutter romanen. Tidsforløbet af begivenheder er præsenteret sådan, at romanens begyndelse er en del af slutningen, og at afslutningen stopper, der hvor begyndelsen så fortæller videre på episoden.
Romanen rummer mange spor til forfatterskabet, navnlig ’Rødby-Puttgarden’, som også foregår i Rødby i 80’erne, hvor to søstre har mistet deres mor kort tid forinden. Samtidig synes 'de' at have en stærkere undertone af sorg og tab end forfatterens tidligere bøger.
Deltag i debatten