Bog

Mange sære ting for

Af (
2009
)

Anmeldelse

Mange sære ting for af Svend Åge Madsen

07 dec.09

Svend Åge Madsen har mange underholdende ting for i sin seneste bog.

Det vækker undren hos de forbipasserende fodgængere, at der en morgen sidder et eller andet fast på spiret af Århus domkirke.

En turist ved tårnets fod får en dråbe blod på tøjet, og det bliver klart, at et lig er blevet spiddet på tårnets spir.

Liget viser sig at være den verdenskendte astronom Adam d’Eden. d’Eden var i sandhed banebrydende inden for sit felt, for mens han var i live, opdagede han to spejlplaneter. En spejlplanet er en planet som reflekterer lys i en sådan grad, at man kan monitorere tidligere begivenheder. Særligt en bestemt hændelse for omkring 2000 år siden vakte astronomernes interesse, og den har at gøre med omstændighederne omkring Jesu’ fødsel.

’Mange sære ting’ for har det til fælles med den traditionelle kriminalroman, at der indledningsvis begås et mord som skal opklares. Men her hører ligheden næsten også op. For hos Madsen er der ikke tale om opklaringsarbejde i gængs forstand. Efterforskningen varetages af politikvinden Felia, som har en evne til at se ind i fremtiden. Denne evne er udsædvanlig, men den er samtidig med til at gøre hende menneskelig, idet den besværliggør hendes kærlighedsliv. Og dette er som bekendt et af kriminalromanens mest udtalte karaktertræk.

Sideløbende opklaringsarbejdet drager en række videnskabsfolk til Århus for at forvalte d’Edens videnskabelige eftermæle bestående af en række vigtige videooptagelser. Blandt disse er astrologen Dja'far Khan, sprogforskeren Devala Chakravarty og ikke mindst teologen Klaus von Eberhard og dennes sekretær Martine.

Alle disse meget sære ting foregår i virkelighedens Århus, men når byen bliver oplevet gennem fremmede øjne, tilføjes den et element af noget drømmende eller nærmest mytisk. Et eksempel er, da Devala ankommer til byen: ”Da hun kom væk fra hotellet, slog tystheden i den fremmede by hende. Cykler der kom lydløst glidende forbi hende, bilerne, selvfølgelig med det lavmælte sviisj fra dækkene, men næsten ikke hørbar motor.”

Man er godt underholdt med ’Mange sære ting for’, men det anbefales at læse bogen forholdsvis hurtigt, så man ikke farer vild i handling og persongalleri.

Analyse

Madsen, Svend Åge - Mange sære ting for

Mange sære ting for er en sprudlende filosofisk kriminalroman om at jagte sandheden, og om at turde se sandheden i øjnene, når man måske møder den.

Sandheden genspejlet

Svend Åge Madsen (f. 1939) er kendt for sine fabulerende, knopskydende og mangestemmige fortællinger, der foruden deres viltre sprog og sprogspil også er båret frem af en tænkning, som igennem efterhånden mange år har udviklet sig til at være udtryk for en egentlig livsfilosofi. Der er tale om en relativistisk eksistentialisme, hvor troen på mennesket, på det dennesidige og på fortællingen står helt centralt.

Og den nye roman, Mange sære ting for, som udkom på Madsens 70-års fødselsdag d. 2. november 2009, rokker bestemt ikke ved dette signalement. Romanen griber direkte ind i selve begrebet skabelse, stiller spørgsmålstegn ved hele vores kristne forestillingsverden og krydrer det hele med et grumt kriminalistisk plot, der bl.a. inkluderer en række gådefulde mord og selveste Grauballemandens genopstandelse!

Svend Åge Madsens forfatterskab
Det lå bestemt ikke i kortene, at århusianeren Svend Åge Madsen skulle gå hen og blive en af Danmarks mest læste forfattere, da han i 1963 som bare 23-årig debuterede med den ekstremt modernistiske – og ret så morsomme – roman Besøget, der af dele af pressen (og publikum!) blev opfattet som nærmest uforståelig. Madsen fortsatte dog ufortrødent sine eksperimenterende skriverier, men fra og med romanen Liget og lysten (1968) åbnede Madsen dog lidt op for det hermetisk lukkede og lettere vanvittige univers, hans bøger indtil da havde udfoldet sig i. Det var dog med den stort anlagte ”århushistorie” Tugt og utugt i mellemtiden fra 1976, at Madsen for alvor cementerede sig som en af Danmarks helt store fortællere. Og det var også her i midten af 70’erne, at Madsen én gang for alle gjorde Århus til omdrejningspunktet for sine fantastiske fortællinger – senest altså i Mange sære ting for, hvor Smilets By igen-igen er det svimlende centrum for de mest utrolige begivenheder!

Verdens mange væremåder. Om Mange sære ting for
Hvordan ville du reagere, hvis du pludselig opdagede, at det dryppede med blod fra himlen over Århus? Og hvis du derpå – når du forskrækket kiggede op – så, at blodet stammede fra en mand, der hang spiddet på domkirkens spir? Med bestyrtelse, velsagtens! Og det er præcis, hvad en kvindelig turist gør i begyndelsen af Svend Åge Madsens seneste roman Mange sære ting for, da det går op for hende, at dråberne, der rammer hendes mand, rent faktisk er blod og stammer fra et menneske (og altså ikke fra en ballon, hvad den mærkværdige tingest ellers godt kunne ligne på lang afstand). Der er med andre ord ikke tale om en grovkornet spøg som afslutning på den netop overståede festuge i byen – men om en moderne korsfæstelse!

Det er denne grusomme, groteske og stærkt symbolske hændelse, der åbner romanen, og som bliver startskuddet for det yderst hæsblæsende forløb i Mange sære ting for. Begivenheden bliver nemlig lynhurtigt et tilløbsstykke – ikke alene fordi en mand faktisk er blevet spiddet, men også fordi der er tale om den verdensberømte danske astronom (med det typisk madsenske navn) Adam d’Eden, opdageren af to såkaldte ”spejlplaneter”. Til Århus valfarter bl.a. den tyske religionsforsker Klaus von Eberhard og hans elev Martine, den indiske sprogforsker Devala samt den iranske astronom Dja’far Khan. Disse fire personer udgør kernen i det store persongalleri, som af forskellige årsager sættes i sving ved nyheden om Adam d’Edens mystiske død.

Adam d’Eden blev i sin tid berømt for sin opdagelse af de to spejlplaneter Mnemosyne og Aletheia – en opdagelse, der vakte interesse verden over, fordi planeternes særlige overflade reflekterer lyset fra Jorden og dermed på sin vis genudsender fortidige begivenheder herfra. Det betyder, at vi på Jorden så at sige lever et forsinket liv. Eller mere præcist: Spejlingen betyder, at man med det rette teleskop og den rette teknik kan se, hvad der foregik her på jorden for år tilbage – og da Aletheia (gr. ”sandhed”) eksempelvis befinder sig 1000 lysår fra Jorden, betyder det, at det reflekterede lys har været 2 x 1000 år undervejs. Det er med andre ord begivenheder fra Jesu tid, vi er vidne til ved at betragte Aletheia! Og dét vækker naturligvis interesse – og en interesse, der bestemt ikke bliver mindre, fordi E’den med hjælp fra avanceret teknologi har optaget det hele på video, dvs. selveste Jesu fødsel og barndom! Hvad mere – og værre – er, så viser det sig snart, at Aletheias afsløringer bringer overraskende, chokerende og mildest talt ukristelige sandheder om Jesus for dagen. Kristendommens grundlag synes truet!

Der udvikler sig snart et nærmest babylonisk kaos og en afsindig og blodig kamp imellem en lang række aktører for at få fat i båndene – koste, hvad det vil. Men derudover bliver optagelserne også det, der forlener romanen med et ganske tankevækkende og perspektivrigt filosofisk lag. 

At de afslørende sandheder fra Aletheia i sin tid blev optaget på video af Adam d’Eden betyder, at de nu kan blive udsendt til hele verdens befolkning som tv-programmet "Sandheden fra himlen." Denne kommende afdækning af sandheder og løgne om kristendommens grundlag foruroliger naturligvis mange – men de faktiske reaktioner på og konsekvenser af "Sandheden fra himlen" skal vise sig at blive endnu mere utrolige, end nogen i deres vildeste fantasi kunne have forudset! Udover dette i sandhed ”religions-dekonstruerende” plot, så må kristendommen i romanen se sig yderligere gransket i og med en gruppe forskeres forsøg på at afdække Guds genom – Guds gener! Der er altså i romanen blæst til angreb på både faderen, sønnen og Helligånden!

Mange sære ting for strækker sig over 96 korte kapitler, og for hvert nyt kapitel er der tale om et skift i synsvinkel. Romanen er med andre ord bygget op som en flerstemmig og flerperspektivisk fortælling fortalt af et par håndfulde (tredjepersons)fortællere med hver deres synsvinkel. Fortælleteknikken underbygger og forstærker dermed romanens relativistiske budskaber: At sandheden – hvad den så end er for en størrelse – har mange ansigter, og at virkelighed og illusion (herunder fiktion) ikke altid er så let at adskille fra hinanden.

De knap 100 kapitler brydes op af fem passager med kursiverede udsagn fra rammefortælleren (og mon ikke det er et af Madsens mange alter egoer, vi her har med at gøre!?). I disse passager får vi så at sige baggrunden for, at romanen overhovedet er blevet skrevet: Den er skrevet på foranledning af – ja, nærmest på ordre fra – Gud! Romanen skal simpelthen være et forsvarsskrift for Gud og hans eksistens! Det paradoksale er dog, at ”fortælleren” ikke selv er troende, men snarere en decideret gudsfornægter – altså lige indtil Gud åbenbarer sig for ham: ”Nej, Gud. Det kan du ikke mene. Det må rable for dig. Og hvorfor så lige mig, som ikke tror på dig, ikke troede på dig lige indtil for to minutter siden da du kom væltende i al din magt og vælde.”

Hvad dækker begreber som sandhed, virkelighed og illusion egentlig over? Kristendommen på sin side hævder at sidde inde med sandheden, og samtidig er videnskaben på evig jagt efter at afdække og kortlægge hele menneskets – samt naturens og universets – oprindelse, sammenhæng og ”mening”. Til at belyse denne tematik yderligere griber Svend Åge Madsen tilbage til modismens fader Böethius de Dacia (Bo af Danmark), der i 1200-tallet ligeledes var særdeles optaget af sin tids konflikt imellem tro og videnskab. Tankegangen i modismen er, at den ydre verdens ting og hændelser altid har mange måder at være på, dvs. et givent problem rummer altid et hav af årsager – og dermed også løsninger og forklaringer. Der vil derfor altid være mere end én sandhed, og i romanen overføres denne tænkning også til mennesket, sproget og verden. For det er med sproget, at mennesket forstår sin verden, og alt efter hvad vi begriber, vil vi sprogliggøre vores forståelse derfra. Der er derfor ikke noget at sige til, at det i Mange sære ting for myldrer med udlægninger, teorier og fortolkninger, for der er ikke kun én måde at forstå verden på, men mange, for verden har umådeligt mange måder at være på, hvilket den polyfone struktur og mylderet af fortællere og fortællinger i Mange sære ting for også viser. Og samtidig sker det igen og igen i romanen, at forskellige måder at forstå og fortælle verden på krydser hinanden og indimellem – på god gammel Madsen-manér – beriger og befrugter hinanden. 

Mange sære ting for er en sprudlende filosofisk kriminalroman om at jagte sandheden, og om at turde se sandheden i øjnene, når man – måske – møder den.

Svend Åge Madsen og samtiden
Svend Åge Madsen er ikke nem at sammenligne med andre nutidige forfattere. Hans stemme, hans univers og hans tankegang er så madsensk, at en sammenstilling hurtigt kan komme til at virke søgt. Vil man alligevel gerne forsøge at drage paralleller til samtidige forfattere, er det især navne som Per Højholt, Paul Auster, Jan Kjærstad og yngre danske forfattere som Christian Haun og Peter Adolphsen, der dukker op, og det er her især et grundlæggende syn på litteraturens uanede muligheder, disse forfattere kan siges at være fælles om.  

Som vi også ser i Mange sære ting for, er det helt grundlæggende i Svend Åge Madsens livssyn, at mennesket selv i høj grad er med til at skabe sin egen verden. Så ikke alene Guds enestående position udfordres, det gør den alvidende fortællers også. Vi er nemlig alle medskabere af både værk og verden, og derfor munder Mange sære ting for heller ikke blot ud i endnu en sandhed, men forholder sig åben, og i helt vanlig stil stilles der flere spørgsmål, end der gives svar. Læseren må også selv træde til, for at enderne kan mødes. Der er mange stemmer til stede, og selv er vi også en lille verden, hvor nye fortællinger hele tiden knopskyder. Denne livsanskuelse er en naturlig konsekvens af det relativistiske livssyn, som ikke i sig selv er nyt, men også ses fuldt udfoldet hos store modernistiske forfattere som Luigi Pirandello, James Joyce og Samuel Beckett fra det 20. århundrede – forfattere Svend Åge Madsen også selv skriver på skuldrene af. 

Det relativistiske livssyn betyder imidlertid ikke, at der slet ikke længere er nogen værdier, eller at alt er lige gyldigt. Derimod gælder det om at gøre sig meningsfri – som det også hedder et sted i Mange sære ting for – fri af mening, sådan at man selv kan være med til at reflektere og skabe mening på ny.

Kilder, links og centrale værker

25 jan.10

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27976158
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702082548
Antal sider
410

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer