Hestenes øjne

Hans Otto Jørgensen beskriver i 'Hestenes øjne' sin opvækst på landet i 1950-60’erne. Det bliver en fortælling om tab, om død og om at blive sig selv – på godt og ondt.

Hans Otto Jørgensens roman 'Hestenes øjne' fra 2008 tilhører den voksende mængde af bøger, der befinder sig i grænsefeltet mellem biografi og fiktion, den såkaldte autofiktion. Imidlertid er det uproduktivt for den enkelte læser at spørge, hvilke dele af romanen der er sand, og hvilke der er fiktion. Romanen er nemlig ingen nøgleroman, der beskriver kendte mennesker og historisk betydningsfulde begivenheder i fiktionaliseret form; tværtimod er romanen et kunstprodukt, der udsiger en almengyldig sandhed om barndommen og barndommens betydning for resten af livet. Godt nok tager romanen afsæt i en specifik barndom, forfatterens opvækst på landet nær Limfjorden i 1950-60’erne, men netop i kraft af dens kunstneriske form, dens struktur og dens eksistentielle indsigter bliver den relevant for os alle, også som andet end en selvudlevering. Romanens enkle pointe er, at barndommen påvirker os resten af livet, at vi simpelthen formes af visse ydre omstændigheder, der ”danner personen”. Det er romanens illustration af denne pointe, der gør den almen og vedkommende, idet den uvilkårligt sætter tanker i gang hos læseren om dennes egen opvækst.

Et tematisk væv
'Hestenes øjne' er som et væv af tematiske tråde, der godt kan udskilles og forstås enkeltvis; det er imidlertid netop i sammenhængen, den gensidige afhængighed i vævet, at romanen hæver sig op og bliver mere end summen af enkeltdelene.  

Grundlæggende handler 'Hestenes øjne' som døden og dødens betydning for livet. Dette tema kobles i romanen sammen med barndommen, idet barndommen (for fortælleren i hvert fald) slutter, da døden erkendes. Erkendelsen skaber et brud mellem et før og et efter, der ikke kan gøres om. Bruddet gør, at barnet bliver sig selv bevidst som et selvstændigt individ med sin egen endelige historie. Det er denne individualiseringsproces, som 'Hestenes øjne' skildrer, denne ”rystende oplevelse, det er at opdage sig selv”.

For fortælleren er det oplevelse af, hvordan familiens elskede arbejdsheste en dag forsvinder fra stalden, kørt bort for at dø, der afslutter barndommen. Denne oplevelse af døden udvikler sig til en række af tilbagevendende mareridt og et traume, der afbryder den umiddelbare kontakt mellem barn og omverden. Hermed bliver barnets øjne også til hestenes øjne, der skal forstås symbolsk som dét at se verden med den erkendelse, at du skal dø – heraf romanens titel.

Denne oplevelse mellem før og efter falder i øvrigt sammen med den industrielle mekanisering af bondesamfundet, som træder helt igennem i denne periode. Hestene erstattes af traktorer. Det er et motiv, som kan genfindes i mange andre af Hans Otto Jørgensens romaner, der ofte foregår blandt landmænd, og som illustrerer væsensforskellene mellem by og land, blandt andet 'Exodus' fra 2010 for at nævne en enkelt titel. Således stikker 'Hestenes øjne' ikke ud fra Jørgensens øvrige forfatterskab, tværtimod.

Ud over denne udvikling hos fortælleren er døden til stede overalt i 'Hestenes øjne'. Den begynder med farmorens død, fortsætter med hestenes død og slutter ved søsterens dødsleje, hvor fortælleren formulerer romanens pointe om omstændighedernes indflydelse på vores personlighed.

Et tredje tema, ud over barndommen og døden, er religionen og dens betydning for fortællerens liv. Han vokser op som en del af en indremissionsk familie med strenge kristne idealer. Det medfører, at familien isolerer sig fra andre familier, der ikke tilhører missionen. Denne isolering resulterer hos fortælleren i en følelse af ensomhed, bl.a. fordi han aldrig får klassekammerater på besøg og kun må deltage i de missionske ungdomsmøder. Dette kobles sammen med de mange gøremål, som han er pålagt i forbindelse med familiens landbrug: Han føler sig anderledes end sine jævnaldrende. Han får ikke tid til at hænge ud med dem, slappe af, ”snakke og grine og ingenting skulle”.

Ydermere betyder religionen, at den splittelse mellem subjekt og objekt, mellem mig og verden, som fortælleren føler, fortolkes som synd. Han vil noget andet end de missionske og ”kan ikke knæle ned foran stolen som de andre og bekende”, og derfor føler han sig som ”den største synder, som en hykler, en paria, der ikke er værdig til livet”. Splittelsesproblematikken bliver på den måde understreget af den religiøse opvækst. 

Denne følelse af at være anderledes i forhold til sine jævnaldrende indser fortælleren først, da han bliver sig selv bevidst og ser verden med hestenes øjne. Individualiseringen medfører nemlig også, at individet distancerer sig fra barndomsverdenen, der netop bliver taget for givet af barnet. Dette åbner for en kritik af barndomsmiljøet, hvilket vi også ser i 'Hestenes øjne'. Det er ikke en kold, fordømmende kritik, snarere en melankolsk, trist vurdering af opvækstmiljøet og dets afgørende virkning på fortællerens personlighed.

I forlængelse af den robuste bibeltro har fortællerens familie heller ikke en nuanceret forståelse af det menneskelige sind. Det ser vi bl.a. i den manglende bearbejdning af fortællerens følelser over for de døde arbejdsheste. Der er ingen forståelse for psykologiske mekanismer, ingen forståelse for, at en sådan begivenhed kan have en afgørende virkning på barnesindet. Det samme ser vi hos fortællerens far. Fortælleren formoder som voksen, at faderen længe har lidt af en depression, men familien godtager ikke den slags forklaringer. Freud er med andre ord endnu ikke nået til Limfjorden i 1950-60’erne.

Men dette er kun en del af et større problem i familien, nemlig den manglende kommunikation. Man taler ikke sammen. I stedet flyder hverdagen af sted med hårdt arbejde i en velkendt, slidsom trummerum. Problemer fortrænges og forties. Alt vendes indad – hvilket især er et problem, hvis man ikke passer ind i de givne rammer. I denne skildring er 'Hestenes øjne' beslægtet med megen nyere dansk litteratur, der ofte tematiserer denne mangelfulde kommunikation i parforhold, i familier og mellem venner.   

Tidsmæssige perspektivskift og plotløs ophobning af beskrivelse
I 'Hestenes øjne' skiftes der løbende mellem to forskellige tidsmæssige fortællerpositioner. I den ene position ses verden gennem barnets øjne, i den anden ses barndomsverdenen gennem den voksnes. Disse tidsmæssige skift mellem det nærværende medsyn og det distancerede bagudsyn giver romanen en interessant dobbelthed mellem umiddelbar oplevelse og efterrationaliserende forklaring.

Et eksempel på denne dobbelthed ser vi i skildringen af fortællerens faster, der optager en stor del af romanens første halvdel. I kapitlet 'Hjertemor slikker fløde' bliver fasteren skildret varmt og indgående i en plotløs beskrivelse af barnets sanseindtryk og den daglige gentagelse af oplevelser, den faste rutine. Dette giver tilsammen et følelsesfyldt billede af fortælleren og fasterens forhold. Denne effekt opstår grammatisk ved brug af iterativ nutid, dvs. vi får ikke en bestemt begivenhed beskrevet, men snarere en kondenseret beskrivelse af alle deres eftermiddage sammen, selve dagligdagen i sammenfatning. Det er samtidig interessant, at fortælleren ikke umiddelbart er hovedpersonen i første del af romanen. Det skyldes netop, at barnet endnu ikke forstår sig selv som et individ. Dette sker først med den beskrevne individualisering, der bryder den naturlige sammenhæng mellem barn og verden. På dette tidspunkt føler barnet: ”verden er vores (…) derfor kan vi være i den med denne selvfølgelighed, så fuldstændige som vi er, med hele vores sjæl.” Det er den ubrudte harmoni.

I det følgende kapitel skifter synsvinklen. Barnets sansende tilgang til verden erstattes af en nøgternt beskrivelse af fasterens ensomme hverdag fra måltid til måltid, væk er den varme tone, for til sidst i et senere kapitel at skifte over i den distancerede fortæller, der forklarer fasteren således: ”Fasters liv er i en vis forstand et begivenhedsløst liv, det er en tragedie.” Her er barnet og barnets oplevelse af sammenhængende verden væk, erstattet af den voksnes refleksion. Barndommens ubrudte harmoni erfares først, når den er tabt for altid.

Denne betydningsforskydning, der opstår som følge af de tidsmæssige skift, er kendetegnende for hele romanen. Det er jo netop i dette dobbelte perspektiv, romanens pointe træder frem. Kendetegnende for romanen er også den umiddelbare mangel på plot. Romanen drives ikke frem af elementær spænding og følger ingen spændingskurve; den er derimod struktureret af samspillet mellem de nævnte tematikker og den glidende, kronologiske overgang fra barn til ung til voksen. Her kan det i øvrigt bemærkes, at barndommen fylder mere end ungdommen, der fylder mere end det voksne liv; det illustrerer romanens pointe og understreger samtidig den voksnes følelse af, at tiden accelererer, at årene går hurtigere og hurtigere.

I stedet for plot og spænding bæres romanen også af fortællerens umiddelbare indlevelse og detaljerigdom i de passager, der fortælles gennem barnets øjne. Stilistisk består disse mange passager af ophobninger af indtryk, der følger hurtigt efter hinanden, ofte kun adskilt af komma. Det har den effekt, at indtrykkene ikke prioriteres, men synes at blive formidlet ligeværdigt i en jævn, nivellerende strøm, og netop derfor fungerer det som et barns opremsning af oplevede kendsgerninger. Samtidig udgør hvert indtryk, hvert lille billede, et fragment af en helhed. Denne helhed kan ikke beskrives på andre måder end som et kludetæppe af enkeltheder. Det kan samtidig ses som en parallel til romanens komposition og påstanden om, at vi som individet formes af ydre omstændigheder, idet selve romanen består af kondenserende beskrivelser af de ydre omstændigheder, dagligdagens trædemølle og enkelte, markante begivenheder, der er med til at forme fortælleren for resten af hans liv.

Kilder, links og centrale værker