Anmeldelse
En ny tid af Ida Jessen
- Log ind for at skrive kommentarer
Ida Jessens nye roman er et lavmælt og indsigtsfuldt portræt af en kvinde og samtidig et lille stykke Danmarkshistorie.
”3. januar 1904.
Jeg er på vej nu. Alt er pakket. Jeg har ikke engang tid til at skrive det her. Jeg fortsætter senere.”
Sådan starter frøken Høy sin dagbog som nyuddannet lærer på vej til sit første job på Thyregod friskole. Der kommer dog til at gå 23 år, før hun genoptager skriveriet. Nu er hun Fru Bagge, en moden kvinde på 50 år og gift med distrikslægen Vigand, som ligger på det sidste. Dagbogen ér romanen og erindringer over et levet liv: ungdomsårene under uddannelse på Ringe Uddannelsesskole, tiden som lærer på Thyregod friskole og ægteskabet med Vigand.
Frøken Høy har ikke været lærer ret længe, før hun møder den noget ældre Vigand, som er byens nye læge. Efter kun to møder meddeler han hende, at de bør gifte sig. Vigand, et ganske selvtilstrækkeligt, praktisk og usentimental menneske, sætter dagsordenen for deres samliv. Ved hans dødsleje tænker hun: ”Hvad skal jeg gøre, når han ikke er her mere? Hvem skal minde mig om, hvad jeg skal mene? Hvem skal holde mig på plads? Så må jeg finde min plads.” Da hun kommer hjem fra begravelsen, gennemsøger hun alt og ryster hans bøger i håb om at finde et eller andet tegn på, at han elskede hende, men hun må igen sande, at: ”Vi har aldrig talt om det. Mellem ham og mig har sproget været lille. Sådan har vi levet. Sådan skal vi dø”.
Hendes nye tilværelse som enke er præget en spirende glæde ved den nyvundne frihed og en knugende ensomhed: ”Jeg har det som et menneske, der står i så fuldkommen åbent et landskab, at det kan være ligegyldigt, hvilken retning det bevæger sig i. Der er ingen forskel, om det bliver mod nord, mod syd, mod øst eller vest, det vil alligevel være det samme overalt”. Langsomt begynder hun at orientere sig mod en ny tilværelse og bitterheden omkring ægteskabet afløses af refleksioner om, hvem hun i grunden er og hvad hun ønsker. Hun køber en bil (et særsyn på den tid), flytter til et andet hus og starter også et bibliotek op. Mere skal ikke afsløres her.
Dagbogsstilen giver mulighed for at komme så tæt på, som hovedpersonen nu tillader det. Til en start var jeg meget bevidst om dagbogsformen og at Ida Jessens hovedperson havde skrevet dialoger ind i sin dagbog, medtaget et uddrag fra et foredrag med Johannes V. Jensen og en sygehistorie om tuberkulose, hvilket stod i kunstig kontrast til dagbogsformen, men det glemte jeg heldigvis snart igen. Slutningen vil nok dele vandene, da den står i varmblodig kontrast til resten af den afdæmpede fortælling. Men måske det netop er hovedpersonens markering af at det er en ny tid, hun går i møde?
Ida Jessens nye roman er et lavmælt og indsigtsfuldt portræt af en kvinde af sin tid. Et levet liv, som ikke skiller sig nævneværdigt ud fra mængden. Hovedpersonen har ellers ideerne og lysten, men hun vælger alligevel at lade sig føre af sin mand. Da hun må stå på egne ben og lærer sig selv at kende, begynder hun dog at vende tilbage til den, hun var engang. Denne tematik omkring hvordan mennesker agerer og reagerer, når de gennemlever en krise og mister fodfæstet, er også set i flere af Ida Jessens tidligere romaner. Det handler om at turde se sig selv i øjnene og stræbe efter det man ønsker. Og det gør Fru Bagge i høj grad!
Romanen er samtidig et portræt af en tid og en egn, hvor kulturen og samfundet så småt vender sig mod nye tider. Det er som altid en fornøjelse at opleve Ida Jessens indsigt i det menneskelige sind og høste hendes livserfaringer om hverdagslivet. Fx fik jeg personligt svar på noget, der længe har optaget mig: ”Rigtig gamle mennesker siger ikke ret meget, og det er ikke fordi de ikke kan. De gider ikke”.
Analyse
Jessen, Ida - En ny tid
Et underspillet portræt af en kvindeskæbne og en provinsby i begyndelsen af det tyvende århundrede, der kalder på stilfærdig eftertanke. - det giver Ida Jessen læseren med 'En ny tid'.
Dansk litteratur har en stolt tradition for følsomme kvindeportrætter. Der begyndte med Herman Bangs fokus på stille eksistenser og er i nyere litteratur blandt andet blevet videreført af Helle Helle. Ida Jessen skriver sig med 'En ny tid' ind i denne tradition, uden at hun på nogen måde kan siges at være et plagiat af Bang.
Romanen er udformet som friskolelærerinden Lilly Bagges dagbog og begynder med et par optegnelser fra 1904 og 1905, hvor Lilly ankommer til sit nye job i Thyregod, Ida Jessens fødeby. Allerede på side fem springes der dog til 1927, hvor Lillys dominerende mand, lægen Vigand Bagge, ligger for døden. Herfra følger man Lillys vej ind i enkestanden, hendes problemer med at favne den nye frihed, succesen med at finde sig selv og forløsningen, da hun møder sin nye (og første rigtige) kærlighed.
Samtidig får man et unikt portræt af et lille jysk samfund – en beskrivelse, der på den ene side kan stå alene som et billede på et sted og en livsform, der hører en svunden tid til, men som samtidig underbygger historien om en kvinde og hendes kamp for at frigøre sig fra den rolle, hun har fået af en mand, hun ikke levede ved siden af, men under.
Thyregods vej ind i moderniteten, der i 'En ny tid' beskrives som en positiv faktor, ekkoer Lillys vej fra at være ”lægens hustru,” til at eksistere i sin egen ret.
Hjælpeløst menneskelig
'En ny tid' italesætter datidens kønsdiskurs, idet modsætningen mellem Lilly og hendes mand netop beskrives som forskellen på logik og følelse. Som Lilly selv skriver. ”Han mente om mig, at jeg var udannet. Det har han ret i. Han mente også, at jeg var primitiv, i mine følelsers vold. I alle de år vi var gift, bestræbte jeg mig på at tale sådan, at han ikke ville finde det alt for dumt. Nu kan dumheden vælde ind over mig.”
Det er interessant, at Lilly selv bruger betegnelsen "dumheden". I ordvalget ligger et tegn på, at Lilly på nogle områder har overtaget sin mands syn på sig, men samtidig aner læseren en snert af ironisk afstandstagen til mandens rationalisme.
I slutningen af romanen taler Lilly om at være hjælpeløst menneskelig, ikke som noget negativt, men som en usynlig styrke. Følelserne, dumheden, er nemlig det, der for Lilly – Og Ida Jessen – karakteriserer det menneskelige.
Det er menneskeligt at føle noget, der er umuligt at kategorisere eller sætte ord på, at skabe et liv ud fra valg, man ikke altid selv forstår. Lilly er ikke stærk, fordi hun efter Vigands død får kørekort, skifter bopæl eller bliver en værdifuld spiller i lokalsamfundet. Disse ting er kun symptomer på hendes virkelige styrke, nemlig at hun i den rådvilde ensomhed, enkestanden efterlader hende i, formår at give plads til sig selv og de dumheder, hun har undertrykt i sit lange ægteskab.
Slutningen på bogen er interessant i denne sammenhæng. Efter at Lilly i flere år har levet som enke og har skabt sig et liv i Thyregod, møder hun ungdomsvennen Erland, som hun signifikant nok engang tænkte på som hjælpeløst nøgen. Lilly og Erland forelsker sig, og ved romanens slutning lever de i følelsesmæssig og kropslig samhørighed. For at opnå denne lykke, der i høj grad adskiller sig fra Bangs evigt ulykkelige afslutninger, forlader Lilly Thyregod og flytter til Himmerland, hvor Erland driver en friskole. At dette er det rette for Lilly lades læseren ikke i tvivl om, men efterlades dog med en følelse af dissonans. Den by, som gennem størstedelen af bogen fylder alt for Lilly, reduceres med ét til noget næsten ligegyldigt. Skal Thyregod læses som en form for kompensation i forhold til dét Lilly egentligt savner, eller svigter Lilly sit eget liv i jagten på tosomhedens lykke?
Dagbogen - det nærværende og det fortænkte
Som allerede anført er 'En ny tid' skrevet i dagbogsform – en metode som er ny for Jessen, om end den 67 sider lange 'Ramt af ingenting' (2012) har mindelser til netop denne udsigelsesmåde.
Dagbogsformen tillader, at en kort historie får en tidsmæssig dybde – fra 1904 til 1932 på kun to hundrede sider.
Endvidere giver dagbogsoptegnelser læseren muligheden for at komme ind under huden på Lilly. Dette udnytter Jessen eksemplarisk, idet den underspillede skrivestil understreger Lillys personlighed. Som da hun, efter mødet med sin fremtidige mand, skriver: ”Jeg lå i min seng i syv timer, men jeg sov ikke.” Her aner man den kakafoni af tanker, håb og drømme, der holder hovedpersonen vågen, men får ikke direkte adgang til dem, fordi Lilly på den ene side er et blufærdigt menneske og på den anden anerkender, at visse ting ligger uden for skriftens rækkevidde.
Imidlertid er brugen af dagbogsformatet ikke uproblematisk. En så markant udsigelsesform som dagbogen låser teksten og tvinger læseren til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man virkelig ville nedskrive et foredrag med Johannes V. Jensen eller en fortælling om kartoflens ankomst til Danmark i en dagbog tyve år efter, man havde fortalt den til sine elever. Disse passager minder læseren om, at formen er fiktiv, og at der bag Lilly gemmer sig en forfatter med et eksplicit budskab.
Det problematiske ved dagbogsformen ændrer dog ikke på, at kombinationen af Lillys sigende historie og forfatterens gennemtænkte og samtidig letflydende sprog skaber en helstøbt historie om et menneskes møde med den yderste kant – både hvad angår lokalitet og sindstilstand.
Brugernes anmeldelser