Moloch : en fortælling om mit raseri

Det er hårdt at læse sig igennem en djævleuddrivelse, men flere ting gør det muligt; Fauths eminente sprog-kommando og hans sans for at sætte de rette ord i den rette rækkefølge og give rum til refleksionen over fortællerens magt over det fortalte. 

"Jeg håber ikke, du kløjs i teksten", skrev min redaktør til mig, da deadline var overskredet for denne anmeldelse, "det er barske sager". Man skulle tro, hun var synsk. Jeg var ikke bare ved at kløjs i teksten, jeg sad flere gange med tårer i øjnene og skulle lige trække vejret. Dels fordi Søren Fauth skriver så forbandet godt, dels fordi det, han har skrevet om i 'Moloch - en fortælling om mit raseri', som et Dickensk spøgelse tager læseren med til et sted, hvor det gør rigtig ondt at være.

Langdigtet har et format, der minder om forfatterens tidligere og mindst lige så eminente bog Digt om døden - en bog om min far og opfylder alt det, indledningen lover:

"Jeg har sat mig for at skrive om alt det/der hænder/(…)/jeg har sat mig for at skrive om det værste/om alt det frastødende tiltrækkende kedelige/angsten/livet//om døden vil jeg skrive/kærligheden/kærligheden til mine børn/angsten frem for alt/angsten for at blive forladt/frygten for at dø/kærligheden/mørket/sorgen//kulden/frem for alt//raseriet/jalousien/først og fremmest den/adskillelsen/ikke mindst/ensomheden//"

I en marathon-tekst eller, for nu at forholde sig til poetens drug-of-choise, i et seksdagesløb af en tekst, skriver Fauth sig igennem en livskrise, der har en udenomsægteskabelig affære som afsæt, og forsøget på at finde op og ned igen i en knust verden.

Det er drøj læsning - måske især for en nybagt far som mig - for forfatteren skriver helt tilbage til forholdets lykkelige begyndelse, og man lever med i de små glimt af hverdagsligt solskin og hver enkelt barnefødsel. Det ville ikke gøre ondt, hvis det stod alene, men når de små dråber af forgangen lykke bliver dryppet ned i så meget malurt, understreger de blot den bitre smag af livskrisen, og man bliver suget ind og lever med i fortællerens fortvivlelse.

Det er hårdt at læse sig igennem en djævleuddrivelse, men der er to ting, der gør det muligt i 'Moloch'. Den ene er Fauths eminente sprog-kommando og sans for at sætte de rette ord i den rette rækkefølge på papiret. Den anden er måden hvorpå, han giver rum til refleksionen over fortællerens magt over det fortalte - noget der ikke mindst er værd at overveje, når fortællingen også handler om en dyb konflikt med flere parter.

Det første er tydeligt fra side ét. Det andet er en underliggende eftertanke, som først bliver helt tydelig, da "Den Andens" breve og kærlighedserklæringer dukker op i teksten. Ved siden af poetens langdigt fremstår disse kærestebreve som rent alfabetmisbrug; en overfladisk skygge af ægte poesi, som er noget, der kræver mestring og dedikation. Trykningen af disse tekster i en så stærk samling får en smuk dobbeltsidet effekt: Dels understreger de, at poesi ikke bare er at kaste om sig med florale metaforer og floskler, men deres tilstedeværelse i teksten udstiller også digterens behov for at vise sin overlegenhed.

Det gør ondt, men det er mesterligt formidlet smerte. Læs selv efter.