Resten af sommeren

Lotte Kirkeby lodder stemningen i en skilsmisseramt familie og tegner et sørgmodigt og indsigtsfuldt billede af ensomhed, forvirring og nye ståsteder.

Hvad sker der, når skilsmissen rammer og kernefamilien går i stykker? I denne lavmælte og rørende familiefortælling undersøger Lotte Kirkeby, hvordan relationerne i en familie påvirkes i en svær livsomvæltning. Hverken børn eller forældre er i stand til at navigere i deres egne følelser eller være sammen i tabet og ensomheden. Gennem 10-årige Sofie skildres tabet af barndommens uskyld, og gennem faren Jens, der nu kun skal se børnene hver anden weekend, mærkes magtesløsheden og sorgen over ikke at kunne finde ind til børnene.

Sommerferien er lige begyndt, og 10-årige Sofie, storebror Thomas og faren er fløjet til København for at tage i Tivoli og Hurlumhejhuset. Moren Gro er blevet hjemme. Begge børn fornemmer, at der er noget under opsejling, men endnu ved de ikke hvad. Da de kommer hjem sent om aftenen, har forældrene noget, de skal fortælle dem. De skal skilles.

”Deres mor havde prøvet at forklare, hvad der ville møde dem. Men de havde ikke forstået det, og de forlod den verden, de kendte, uden at være forberedt, og trådte ind i en anden. De ville bruge lang tid på at lære at finde rundt i den, og de havde svært ved at se hinanden i det dunkle. De kiggede på sig selv, mens de forandrede sig, og deres far kiggede på dem, mere end han kiggede på sig selv, som om det var første gang, han så dem udefra, som da de kom gående hen mod ham i restauranten uden at opdage, at han var der, og de opdagede heller ikke, at han gik og lod dem blive stående alene tilbage foran spejlene i deres forvrængede form, der gjorde dem til nogle andre, end dem de var.”

Sommerens tivolitur med faren, en sommerhustur med moren og resten af sommeren som delebørn i farens nye hjem på landet danner de ydre rammer om den situation, den splittede familie befinder sig i. Romanen udspiller sig i 1970-80’erne i en typisk middelklassefamilie og et miljø, hvor skilsmisser ikke fylder i statistikkerne. Ovenstående citat indfanger følelserne af at være på gyngende grund og at have mistet retningssansen i en familiekonstellation i opbrud og indfanger samtidig den grundtone, der løber gennem hele romanen.

Sofie og Jens er de centrale figurer, hvorigennem krisen opleves på de indre linjer. Gennem Sofie skildres barnet, der forstår og ikke forstår på samme tid. Blikket er ikke rettet mod moren Gro, som på overfladen forsøger at virke stålsat: ”Vi er jo sådan nogle, der altid finder ud af det, ikke?” og teenagebroren Thomas, som går sine egne veje. Fordi man ikke oplever Gro og Thomas indefra, træder fremmedgørelsen og ensomheden stærkere frem i Sofie og Jens. Forældrene udlægger det som en fælles beslutning, men det kommer senere frem, at faren ikke er afklaret med beslutningen og har svært ved at finde sig til rette i sin nye rolle som alenefar: ”Det var Gro, der definerede hvem de var”.

Lotte Kirkeby ser ned i forvirringen og sorgens dybe afgrund og lykkes flot med at fremskrive de flygtige følelser og diffuse sindsstemninger under kernefamiliens opbrud og nyorientering. Hun gør det usynlige nærværende, så man mærker det. Det er indsigtsfuld læsning, uanset om man er skilsmisseramt eller ej.