Mit navn er Lucy Barton

Er du glad for forfattere som Alice Munro, Marilyn Robinson og Siri Hustvedt, bliver du ikke skuffet over denne litterære perle af et kvindeportræt.

”Men det her er min historie. Det her. Og mit navn er Lucy Barton”. Forfatteren Lucy Barton får at vide, at man kun har én historie i sig, sin egen, og at det er den, man skal fortælle. Ved at skrive finder hun en ventil til at åbne op for forståelsen af sig selv og sit ophav, for ”Ingen i verden kommer fra det rene ingenting”, selvom omgivelserne kan få dig til at føle sådan, og Lucy vil skrive, for at andre mennesker ikke skal føle sig ensomme, som hun selv har gjort. ’Mit navn er Lucy Barton’ er en nøgtern og menneskeklog historie om et almindeligt kvindeliv, de svære relationer mellem mor og datter og refleksioner over livet. Her er virkelig tale om amerikansk litteratur af fineste karakter!

Lucy er engang i 1980’erne indlagt på et hospital i New York efter en operation, som tager hende lang tid at komme over. Hun vågner en dag i hospitalssengen ved at hendes mor, som hun ikke har set siden hun forlod sit barndomshjem som ung kvinde, pludselig sidder ved fodenden af sengen. Moren bliver der i fem dage, og de snakker mestendels om folk fra Lucys barndom eller diskuterer de kendte fra sladderbladene. Men det, der især trænger sig på imellem mor og datter, er alt det usagte og smertefulde fra fortiden.

Lucys barndom i Midtvesten med forældrene og to søskende har været præget af ensomhed og fattigdom. Man snakkede ikke med hinanden, og Lucy har mange ubearbejdede følelser omkring opvæksten, hvor hun blandt andet blev låst inde som lille, når forældrene skulle på arbejde eller ville straffe hende. Det er måske ikke så meget fysisk som psykisk vanrøgt, der var tale om, og Lucy dvæler da heller ikke ved alt det rædselsfulde, men forsøger i stedet at forstå og nærme sig sin mor i en desperat higen efter kærlighed.

Romanen krydsklipper mellem hospitalsindlæggelsen, erindringer fra barndommen og senere hendes ægteskab og forhold til sine døtre. En workshop med en anerkendt og meget privat forfatterinde sætter for alvor gang i Lucys egen historie og forståelse af sig selv. Tilsammen danner de fragmenterede indblik i Lucys liv historien om et almindeligt kvindeliv præget af ensomhed og svære relationer til moren.

Det her er sådan en roman, der sætter ord på det skjulte og det usagte mellem mennesker fortalt på en ydmyg og afdæmpet måde. Den er ganske enkelt menneskeklog, og Strout udviser en udsøgt iagttagelsesevne overfor de små detaljer, der former os og vores relationer til andre mennesker. Man efterlades med en følelse af genkendelse og refleksion omkring noget alment menneskeligt, som er svært at præcisere nærmere. Det er sådan en bog, man bliver klogere på andre mennesker af at læse. En udsøgt fornøjelse!