Tre kvinder

Familien Blume består kun af kvinder - Mormoderen Beverly, der hele sit liv har været aktiv inden for fagforeningen, som aldrig har låst sig fast til én mand, men har elsket og levet, som hun ville, uden hensyntagen til andres opfattelser.

Suzanne, som i protest mod moderens omfarende liv har skabt sig en karriere som succesrig advokat og underviser på universitetet, hvor hele hendes dag kan indlægges i et skema. Og Elena, som er resultatet af Suzannes ungdommelige betagelse af den guatemalanske Victor. Hun har siden teenageårene gået sine egne veje, var tidligt seksuelt aktiv, har hele sit liv levet i nuet. Alle moderens krav om at studere og skabe sig en karriere har Elena overhørt.

De tre kvinder lever hvert sit liv, da de pludseligt tvinges til at involvere sig i hinanden. Beverly får en hjerneblødning, og efter genoptræningen flytter hun ind hos Suzanne. Elena er blevet smidt ud fra både job og lejlighed og er også flyttet ind, og det er under disse forhold, bogens handling udspiller sig.

Piercy fortæller først og fremmest en god historie om tre kvinder på forskellige stadier i deres liv. Der er kærlighed, lidenskab og fornuft, og hun skriver, så man får sympati for personerne trods deres fejl og manglende evne til at kommunikere med hinanden. 

Vi hører om Suzannes tvivlen på sit eget værd trods hendes tilsyneladende åbenlyse succes. Om Beverlys kamp, da hun rammes af hjerneblødningen, og hendes følelse af, at kroppen pludseligt bliver et fængsel. Og om Elenas søgen efter kærlighed og bekræftelse, som hun alligevel bliver ved med at afvise. Derudover vil Piercy fortælle os noget om det amerikanske samfund. Et land hvor sygdom kan ruinere en familie i løbet af kort tid, fordi den offentlige sygesikring ikke fungerer. Piercy langer også ud efter retssystemet, og hun kommer - naturligvis fristes man til at sige - også ind på kvinders stilling i samfundet. Et emne hun jo også har været inde på i sine tidligere romaner.

Piercy er feminist, og enten kan man lide hende, eller også kan man ikke. Jeg synes personligt, at hun kan skrive underholdende og medlevende, og så må man bære over med, at hun måske ind i mellem bliver lidt kvindechauvinistisk i sine beskrivelser af mænd. Men det er nok også nemmere, når man ikke selv er en mand ...