Som om

Virkeligheden har ikke ét, men to overlappende lag i Stoltz’ roman om skilsmisse, synsforstyrrelse, seksualitet og svigt.

Kristina Stoltz’ roman 'Som om' er en fortælling om en families opløsning. I to tæt sammenvævede lag fortælles historien om Fannys nutid og fortid. I nutiden rammes Fanny af en eksistentiel krise, da hendes ægteskab er ved at gå i opløsning, og hun mister synet på det ene øje. I den parallelle barndomsfortælling skildres Fannys opvækst på Christianshavn i 1980'erne i en familie præget af frisind, politisk engagement og kærlighed, der dog også rummer psykisk sygdom, misbrug og skilsmisse. Mens Fanny på nutidsplanet rammes af angst over sit svigtende syn og må ligge på øjenafdelingen og vente på resultatet af en hjernescanning, bliver barnet Fanny båret rundt mellem barer og elskerinder af en far, der aldrig tiltales som far, men slet og ret hedder Charlie. Og hvor nutids-Fanny overraskes af sin lettere maniske ægtefælle, historiens ikke navngivne ’du’, der impulsivt indkøber bistader og biavlerdragt og har store planer for om at avle bybier, går fortids-Fanny rundt i gaderne og leder efter Charlie, som er forsvundet fra jordens overflade, efter det er gået op for ham, at Fannys mor vil skilles.

Titlen 'Som om' peger på kernefamilien som projekt. Igennem en række sideportrætter af personer og familier, som Fanny og hendes forældre kommer i berøring med gennem hendes barndom, fremvises den familiemæssige pluralitet, og det uopnåelige ideal om en lykkelig kernefamilie får aldrig lov at indfinde sig som en reel og mulig familiekonstellation. Vi hører om forældre, der er døde, forældre, der er psykisk syge, forældre, der er fraværende, forældre, der sidder på værtshuse, enlige forældre osv.  Og vi hører om svigt, men også om den kærlighed og omsorg, der findes og eksisterer på sine egne præmisser, også når stabiliteten skrider.      

I bredere forstand er titlen en karakteristik af hovedpersonen Fannys omgang med livet. Læseren møder hende på et tidspunkt, hvor hun gransker og ransager sig selv forud for beslutningen om en skilsmisse, hvor alt ses igennem et særligt filter af sorgfuld fortrydelse og selvbetvivlelse, og hvor ægteskabet ikke længere ses som det ægteskab, hun har ønsket, det skulle være. Og midt i denne kamp for at se tingene, som de virkelig er, får hun et problem med det ene øje, som pludseligt begynder at skele kraftigt, og hun mister evnen til at fokusere. I stedet kan hun se virkeligheden i to lag som to overlappende virkeligheder. Denne fysiske manifestation af hendes indre tilstand fremkalder undren i den medicinske verden, hvor Fannys egen tolkning af begivenheden som en psykosomatisk reaktion ikke bliver godtaget, men hvor ingen undersøgelser alligevel fører til noget resultat.

Især i  beskrivelserne af seksualiteten viser Stoltz’ skrift et særligt præcist og følsomt register. Hos Stoltz er seksualiteten på én gang klar og skrøbelig, overrumplende og ustyrlig, og pirrende og ubehagelig. Der er i romanen både den endnu uerkendte seksualitet og den pludselige og overraskende lyst knyttet til det mindre barns kropslige leg med et større barn, den fraværende og forsøgsvist viljefremkaldte lyst i et uddøende ægteskab, og så er der ubehaget ved at blive manipuleret ind i en erotisk situation, hvor romanens du lægger op til en seksuel firkant med en kollega og hans ægtefælle. Lægger man dertil en kropsnær beskrivelse af den unge Fannys første gynækologiske undersøgelse efter første samleje, så får man en roman, der etablerer et særligt intimt rum mellem teksten og læseren, et rum, hvor betroelserne kan vokse, og hvor lægen mimer den fortrolige stemning før den gynækologiske undersøgelse med ordene: ”Alt, hvad vi taler om herinde, bliver mellem dig og mig”.

Der er klare autofiktive spor i romanen. Fanny ernærer sig som forfatter, og har som Kristina Stoltz selv skrevet om afghanske flygtninge. Knausgård er en eksplicit reference, der omtales flere steder i romanen. Dog ikke uden distance. Charlie omtaler Knausgårds bøger som usmagelige, fordi de udleverer hans familie. Og så kan han, Charlie, alligevel ikke lade være med at læse dem, fordi de er så fascinerende og detaljerede. Charlie, som i øvrigt ikke interesserer sig for Fannys forfatterskab, får ved samme lejlighed sagt, at hun i det mindste ikke hænger sine forældre ud. Den lader Fanny stå uimodsagt, men hun har tidligere udtalt, at ”hver en sætning er gift med hendes liv”, og at hvis Knausgaards bøger er autofiktion, så er hendes også.

Stoltz’ realisme bliver aldrig hverken kynisk eller blødsøden, men fortæller med nerve, intimitet og råhed i et ukunstlet og upyntet sprog, der ind imellem nærmer sig det poetiske. Hun debuterede i 2000 med digtsamlingen 'Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse' og har siden skrevet  noveller, romaner og erotiske fortællinger. Med 'Som om' lægger Stoltz sig i Tove Ditlevsens spor med beskrivelser af opvækst, ægteskab og moderskab. Romanen knytter sig dermed til de nye fremstillinger af mødre i samtidslitteraturen, et tema som også bl.a. Maja Lucas, Hanne Højgaard Viemose og Kirsten Thorup behandler i deres værker.

KIlder, links og centrale værker