Hvad er en mor? Om Ida Jessens Hvium-trilogi

Forældres skyldfølelse over for deres børn er et genkommende tema hos Ida Jessen (f. 1964), og i hendes roman, Børnene (2009), der vandt boghandlerprisen De Gyldne Laurbær, bliver dette tema undersøgt i forholdet mellem mor og datter. Som hovedpersonen, sundhedsplejersken Solvej, spørger ganske tidligt i romanen: Hvad er egentlig en mor?

Børnene er den tredje af Jessens bøger, der foregår i lilleby-samfundet omkring den fiktive by Hvium, der er placeret et sted ved Limfjorden; sammen med romanen Den der lyver (2001) og Det første jeg tænker på (2006) udgør de en interessant trilogi, der undersøger forholdet mellem forældre og børn.

Død som følge af forglemmelse
I 'Den der lyver' blev vi introduceret for lægen Christian, der sammen med sin kone, organisten Nina, flytter til Hvium, hvor Christian kan overtage halvdelen af den lokale lægepraksis. Med i parforholdsbagagen har Nina og Christian den traumatiske dødfødsel af deres fælles barn, og romanen, der fortælles af Christians søster, er et portræt og en undersøgelse af Christians måde at forholde sig til den sorg på.

Et påfaldende træk i 'Den der lyver' er beskrivelserne af børn; filtreret gennem Christians følelse af sorg og svigt over for sin døde søn – han lyttede ikke til Nina, da hun mente, at noget var galt med barnet – bliver børn og børnerelationer potentielt betændte og farlige. De børneskikkelser, der optræder, er ret besynderlige. Der er mongolen Polle, som er en fuldvoksen mand, der ikke var højere end en elleve-tolv-års dreng(s. 24) og som stadig skal passes på og sørges for af sin aldrende far,og så er der lægesekretærens søn Christian, der er bleg og sygelig og ligefrem fosterlignende.

Disse børneskikkelser føles inderligt truende og forstyrrende for Christian, og han bliver voldsomt provokeret af deres hjælpeløshed; det går op for ham, at de børn og mennesker, han har med at gøre, kan dø, hvis han glemmer at passe på dem. Sammen med den underliggende landlige provins-gotik bliver der et tydeligt spor, hvor børn i sig selv er uhyggelige og uforståelige og kan styrte både ens ægteskab og liv i grus.

Pludselig barnedød i provinsen
Hvor der i 'Den der lyver' var en tidslig afstand til den traumatiske barnedød i familien, og hvor barnet døde, allerede inden det blev født, så er selve dødsmomentet det afgørende i trilogiens anden del, Det første jeg tænker på. Her bliver Hvium-præstefamiliens livsglade og strålende yndlingsbarn Gustav kørt ned af en flugtbilist på sin syvårs fødselsdag.

I sit sted efterlader Gustav den umeddelsomme og vegeterende lillesøster Marie, der ikke rigtigt vil tale eller udvikle sig. Også her kommer moderkærligheden på prøve – for hvorfor skulle netop smukke og kvikke Gustav dø? Som moren, Lisa, udtrykker det på hospitalet med Gustav: En mor elsker altid sine børn lige meget. Men der er altid en, hun elsker mere alligevel (s. 88).

Bogens mest gennemgående skyldkompleks er dog mere i tråd med traumet i Den der lyver og handler om forældres ansvar over for deres børn. Sideløbende med præstefamiliens sorgarbejde bliver en lille og fint orkestreret kriminalgåde opklaret, nemlig mysteriet om, hvem af Hviums indbyggere, der har kørt Gustav ihjel.

Hjerteskærende viser den værste forudanelse SIG at holde stik: Det er barnepigen Manne, der har ført den bil, som slog Gustav ihjel. Den frygt og det svigt, man som forælder kan føle ved at overlade sit barn til andre, bliver her ført ud i yderste konsekvens, og det gør bogen til en effektiv og uhyggelig.

En mor, der svigter sit barn
I tredje bind af Hvium-historien peger Jessen allerede med titlen på, hvad det centrale tema er: Børnene. Som i Den der lyver er hovedpersonen en betroet ansat i sundhedssektoren, i dette tilfælde en sundhedsplejerske, og ligesom det også var tilfældet for Christian ogNina, så starter bogen med ankomsten til et nyt liv ien gammel, ensomt beliggende skovarbejderbolig uden for Hvium.

Men modsat Christian og Nina flygter Solvej ikke fra noget: Hun prøver tværtimod at indhente noget, nemlig forholdet til sin femårige datter, Christiane, som Solvej forlod efter en udenomsægteskabelig affære. Solvejs eksmand har forældremyndigheden og har indrettet sig med en ny kæreste i Hvium; nu dukker Solvej op for at gøre det forsømte godt igen.

"Hvorfor kan man ikke få dem, man elsker? tænkte hun, og tanken satte sig så fast, at hun gentog den igen og igen. Lige i det øjeblik følte hun sig meget forurettet, både på sine egne og på deres vegne. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke? Og forurettelsen var en sorg og en smerte, der var langt større end forurettelsen selv. Den allerbitreste kerne var hendes skyld og hendes fejl og hendes skam. Hun var en mor, der havde svigtet sit barn." (s. 40)

Hor rimer ikke på mor
Den centrale konflikt står mellem Solvejs erotiske selvrealisering og hendes rolle som mor; de to er uforenelige. Romanhandlingen udspiller sig over en lang årrække, fra 1992 til 2007, og sent i bogen reflekterer Solvej over, hvordan en graviditet uden for livmoderen – resultatet af en voldsomt erotisk affære kort efter hendes ankomst til Hvium–er det, der har forhindret hende i at få børn med sin nye mand. Seksuel tilfredsstillelse og moderskab kan ikke følges ad, er budskabet.

I 'Børnene' får vi for første gang historien om Gustavs død fra Mannes synspunkt, og den underbygger kun hovedkonflikten mellem sex og børn. Den sommer, hvor Gustav døde, havde Manne en lidenskabelig affære med Albin, en gift mand, og på Gustavs fødselsdag er hun hjemme og besøge Albin for første gang. De beslutter sig for at køre en tur i Albins bil, som Manne måske vil købe, og på en af de mindre landeveje er de så optagede af at røre ved hinanden, at Manne overser Gustav på vejen. I den forstand er realiseringen af den kvindelige seksualitet ligefrem dræbende.

Selvom Solvej gør, hvad hun kan for at genopbygge sit forhold til Christiane, så er det ikke uproblematisk; Solvejs svigt bliver ved med at stå imellem dem. På ironisk vis får Solvej job som sundhedsplejerske, hvor hun skal vejlede andre mødre i, hvordan man bedst passer og plejer sit barn, mens hendes eget forhold til Christiane bliver mere besværligt. Og konstant trænger spørgsmålet sig på: Hvad er en mor? Hvad er en god mor?

Hvium-trilogien er også interessant på den måde, at den reflekterer nullernes navlepilleri; de gotisk-kriminalistiske anslag hos Jessen kommer ikke af politiske spil eller særlige samfundsdagsordener, men fødes derimod af det nære og kære, af menneskers normale og intime relationer og af landsbysladder. Et menneskes – og særligt en mors – succes eller fiasko måles ikke på idealistisk handling, men på hvor godt hun eller han udfylder sin rolle som forælder; det er tilværelsens egentlige målestok.

Det geniale ved Jessens trilogi er konstruktionen af Hvium-miljøet og dets indbyggere, hvis forhold til hinanden bliver varieret og genfortalt på nye måder i de tre romaner, og dét er elegant, interessant og spændende gjort.

Af stud. mag. Anne Kirstine Munk