Oh, Romeo

Merete Pryds Helles roman 'Oh, Romeo' er en moderne genskrivning af Shakespeares klassiker Romeo og Julie. Og tro mod sit forlæg skorter det ikke på dramatikken.

Lad mig fortælle om en roman. Det er en roman om to mennesker, der mødes, om kærlighed og sød musik. Men det også en roman om modsætninger, der mødes og mangel på forståelse fra omverdenen. Merete Pryds Helles roman 'Oh, Romeo' er en moderne genskrivning af Shakespeares klassiker Romeo og Julie. Og tro mod sit forlæg skorter det ikke på hverken de store følelser eller på dramatikken. Til gengæld lader hun handlingen udspille sig i en moderne virkelighed med direkte referencer til København og den danske hverdag anno 2005 med alt, hvad det indebærer af fremmedfjendskhed, iPods og blogs på internettet.

Den verden, som romanen udspiller sig i, er på mange måder sort/hvid. Det er en verden, der er opsplittet i en os versus dem-mentalitet. Det er en verden med en hårfin grænse mellem liv og død. Og det er en verden, hvor Romeo, der er iransk flygtning, kører rundt i sin taxa i de københavnske gader og drømmer om et bedre liv. Samtidig sidder Julie, der er datter af borgmesterkandidaten for Dansk Flagparti, og føler sig uendelig ensom i sin lejlighed på Sankt Hans Torv, når hun om aftenen vender hjem fra sine phd.-studier i retsmedicin. De to unge menneskers verdener er på mange måder fjerne fra hinanden. Men da de mødes midt i den grå hverdags trivialitet, øjner de begge en mulighed for, at de sorte og hvide nuancer kan blande sig og afføde en lang række farver, der gør livet mere farvestrålende for dem end tidligere.

Merete Pryds Helle har i romanens første halvdel fremskrevet en tilnærmelsesvis socialrealistisk skildring af danskernes hverdagsliv. I en minimalistisk og nøgtern tone forholder hun sig jordnært til tanker om akvariefisk, cykelture til og fra arbejde og til ensomme måltider foran fjernsynet. Julies ensomhed fylder siderne som en susende fornemmelse for ørene. Hun længes efter et liv med mand og børn, men må tilbringe den ene aften efter den anden i sin fint pyntede lejlighed med telefonen håbefuldt knyttet i hånden. På samme måde fornemmes Romeos indholdsløse taxature som et fortvivlende og frustreret suk over alle de drømme, han længes efter, men som han ikke kan finde plads til. Begge lever de i familier, der ikke levner megen plads til forståelse for det liv, som ”de andre” lever – og det på trods af, at de to liv på mange måder minder om hinanden, hvilket Merete Pryds Helle bl.a. gør klart med følgende eksempel: ”To mænd står og betragter hver deres 3000 liters saltvandsakvarium(…). En af mændene indstiller termostaten en anelse. Den anden nuldrer lidt fiskefoder mellem fingrene. Det ene akvarium står i en fireværelses lejlighed i Sydhavnen, det andet i en murermestervilla i Søborg”. Problemet er bare, at personerne i lejligheden i Sydhavnen og personerne bag murermestervillaens vinduer aldrig får øjnene op for disse ligheder, hvorfor fordommene og skrækken for det ”fremmede” i stedet hober sig op.

Romeo og Julie mødes tilfældigt en sen nattetime i Romeos taxa. Hurtigt og voldsomt udvikler dette møde sig til en intens og sansemættet affære, der tager dem begge med storm. I denne sidste del af romanen udskiftes den jordnære hverdagsbeskrivelse til en hjertebankende og hæsblæsende forelskelse, der rækker ud over trivialiteten. Forpustet af begær, tankeløshed og blodets lystige rullen lader læseren sig rive med af de to elskendes lykke. Men samtidig sidder man også forbandet hjælpeløs og kan intet gøre for at stoppe den katastrofe, som man ved, vil komme, og som på et splitsekund splintrer den lykke og den mulighed for forsoning mellem de to verdener, som de to elskende repræsenterer. Den død, som Julie gennem sit arbejde er vant til at forholde sig kynisk og nøgternt til, bliver den eneste sørgelige udvej ud af den lavine af tilfældigheder, som har bragt de to turtelduers lykke på kollisionskurs.

Merete Pryds Helle har i mange af sine øvrige romaner beskæftiget sig med skæbnens vilje og livets eksistentielle gåder. Og også i 'Oh, Romeo' får disse store spørgsmål lov at trænge sig på. Lykkens skrøbelighed, livets tilfældigheder og tilværelsens uudgrundelige veje fylder romanen som et udsagn om nogle fællesmenneskelige betingelser, der gør os alle ens. Disse udsagn bliver dog samtidig også formuleret som en indirekte politisk kommentar til de problemstillinger, som det danske samfund hver dag konfronteres med i forbindelse med indvandrerdebatten. Merete Pryds Helle forsøger at lade os få øjnene op for de grundlæggende betingelser, som vi mennesker har til fælles, i stedet for at fokusere på de ting, der gør os forskellige.

Kilder, links og centrale værker