De måske egnede

Peter Høeg har opnået en for en dansk forfatter sjælden succes. 'De måske egnede' handler om et socialt eksperiment på en københavnsk privatskole.

Peter Høeg debuterede i 1988 med romanen 'Forestilling om det tyvende århundrede', men kendes nok bedst for romanen 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' fra 1992, som også blev hans internationale gennembrud.

'De måske egnede' handler om de tre børn, Peter, Katarina og August, som af forskellige årsager anbringes på den samme københavnske privatskole i begyndelsen af 70-erne. Det viser sig hurtigt, at børnene er med i et eksperiment; et forsøg fra skolens side på at redde tabte institutionsbørn ud af mørket, få dem ”op i lyset” og omdanne dem til ”pæne” borgere. Derfor skal den forskel, der eksisterer mellem de skadede og de normale børn, ophæves, og det står da klart for Biehls, at der må en sammenføring til, for at den danske friskole én gang for alle kan samles. Udgangspunktet for denne proces er disciplin, intens læring og overvågning. Alt sammen manifesteret i en meget stram tidsplan for alle elevernes aktiviteter. Det er denne tidsplan, som Peter, Katarina og August gør oprør imod.

Eksperimentet om at bringe de ellers tabte og fortabte institutionsbørn ”op i lyset” er da heller ikke kun for børnenes skyld, tværtimod. Det bliver samtidig en måde, hvorpå skolen kan blive husket for eftertiden; de vil fremstå som de, der tager evolutionen i egen hånd og bidrager til udviklingen af de allersvageste i samfundet. Det bliver samtidig også en måde, hvorpå skolen kan opnå at være det apparat for forædling, de har drømt om; de står for, at de skadede bliver omdannet og omformet til normale, begavede unge klar til at ”indføres” i samfundet igen – eller måske endda for første gang i deres liv. Det kan da virke som et ædelt og nobelt foretagende, men fungerer som noget ganske andet. Med denne skildring får Peter Høeg rettet en skarp kritik mod et skolesystem, hvor streng disciplin, læring og overvågning var en del af elevernes hverdag og en del af virkeligheden i Danmark.

Skolen frygter det mørke, visse af børnene befinder sig i, og de ønsker derfor at skrabe mørket af med en læringens og dannelsens kniv, lyset skal sejre og herske overalt. En udvælgelse sker, viden og dannelse implementeres og de skadede børn ændres langsomt. Transformationen af de måske egnede til de egnede er i fuld gang.

Streng disciplin, intens læring og overvågning danner tilsammen gitteret rundt om eleverne. Det bevirker, at eleverne flyder sammen på gangene og transporterer sig fra det ene sted til det andet, og de kan ikke på noget tidspunkt forlades. Derfor bliver de også af Peter, Katarina og til dels August set som glastunneller, de alle endeløst og blindt vandrer igennem.

Lærerne lægger ikke skjul på, at de har en helt klar plan med tiden, hvilket får Peter og Katarina til at vågne op af dvalen og holde øje med tiden, skemaerne og ’uregelmæssighederne’ som pludselig indtræffer. Det står hurtigt klart for dem, at de er i stand til at afkode alt dette og oprøret bliver muligt. Selvom Peter, Katarina og sidenhen August anses for at være svage, tunge og skadede børn er de stærkere end som så, de står stærkt forenet – som en familie, den eneste familie de har tilbage. Peter er den ansvarsbevidste, omsorgsfulde og velafrettede far, der sammen med den oprørske, undersøgende og planlæggende mor Katarina forsøger at passe på og værne om det fortabte, passiv-aggressive og lettere kaotiske barn August.

Ligeså snart Peter, Katarina og August bryder reglerne og skemaerne, da bryder strukturen på Biehls langsomt sammen. Det går også op for de tre, hvor vigtig en faktor tiden har været, i det de meget få lærere har kunnet styre de mange elever alene ved, at de havde tiden – i virkeligheden er tiden den eneste dominerende kraft. Det går samtidig også op for dem, hvor stærke de er og altid har været; de har turdet tænke tanken om at bryde ud, de har modet og viljen til at gøre det til virkelighed.

Udover at følge disse tre unge elever og deres oprør mod en undertrykkende skole med alt for mange idealer, principper og med alt for meget ensretning og kontrol, følger man også de tanker, de gør sig om tiden og især oplevelsen af tiden, og særligt hvordan oplevelsen og følelsen af tiden kan variere fra menneske til menneske, alt efter hvilken situation de befinder sig i.

Tiden på Biehls opleves både lineært og cyklisk; der er som sådan ingen tvivl om, at tiden går, da det på en skole som Biehls næsten kan ses med det blotte øje. Morgensamlingen afløses af timerne, dernæst kommer spisepausen, frikvarteret, dagens sidste timer, lektielæsningen, ”fri”tiden, og den næste dag kan da langsomt skimtes ude bag horisonten. Der er heller ingen tvivl om, at eleverne vokser og bliver ældre; et klart og håndgribeligt tegn på at tiden fortsat går sin vante gang. Når det er sagt, kan dagene dog ikke skelnes fra hinanden, de glider sammen og bliver til en grå masse af rutiner, skemaer, vaner og tankeløshed.

Det ender derfor med at være en mærkelig selvmodsigende virkelighed, som eleverne på Biehls befinder sig i – for hvordan kan noget både være lineært og cyklisk på samme tid? Og hvordan kan det være, at man kan se tiden gå, men ikke direkte mærke det? ”Det er allerede i gang nu. Det er midt i en time, vi er et andet sted end efter planen, vi er gået uden for glastunnelen. Eksperimentet er allerede i gang. Der er ved at ske noget med os, kan I mærke det, hvad er det der sker? Der sker det at man begynder at blive urolig, man vil tilbage, man mærker at tiden går.”

I slutningen af romanen erindrer den nu voksne hovedperson sig barndommens oplevelser af tid: ”Man kunne falde i staver foran en dugdråbe, og tiden stoppede op. Man kunne vente på at få hovedet ført ned i toilettet, og tiden gik for hurtigt og samtidigt ikke hurtigt nok. Man kunne huske ting fra sidste år som om det var nu, og frygte noget fra i morgen som om det også var nu.” Peter Høeg er som forfatter meget optaget af netop diskussionen omkring tidsfænomenet. Det er da også et tema, som behandles i flere af hans romaner.

Det er da værd også at bemærke, at hovedpersonen i 'De måske egnede' deler navn med forfatteren selv. Det faktum har i tiden efter affødt en lang række diskussioner om romanens karakter. Peter Høeg udtalte, at romanen, på trods af dens mange lighedspunkter med virkeligheden, ikke var en selvbiografisk skildring, men at selve handlingen, der udspiller sig på Biehls, dog bygger på virkelige hændelser. Det er derfor vigtigt, at man som læser på forhånd gør sig det klart, at romanen kan indtage en dobbeltrolle.

Peter Høeg betragter sig selv som en art medium for fortællinger, der melder sig i en strøm. Derfor ser han det som sin særlige kunstneriske opgave at give fortællingerne form. Stilistisk sammenlignes han ofte med Karen Blixen, ligesom han også ofte benævnes ”magisk realist” på grund af sine fantasifulde fortællinger. Og i forlængelse af hans opfattelse af forfatterrollen giver begrebet god mening. Peter Høeg har opnået en for en dansk forfatter sjælden succes: I dag sælges hans bøger i 33 lande med et oplag på over 20 millioner.

Kilder, links og centrale værker