Forførernes klub

Forførernes klub er en velskrevet roman om at miste sit eksistentielle ståsted efter en skilsmisse - og om at finde det igen.

Forfatteren Thomas Rydahl er især kendt for den anmelderroste og prisvindende Erhard-trilogi, krimiserien om eneboeren og antihelten Erhard Jørgensen. I 'Forførernes klub' tager Rydahl atter temaet om ensomhed og social deroute op. Menneskets længsler, håb, sorger, fejltrin, tilhørsforhold og drømme tematiseres vedkommende og fint i fortællingen om den midaldrende Flemming, der må genopfinde sig selv, efter hans kone har fundet en anden.

Flemming må sige farvel til det trygge liv med to børn i luksusvillaen i Roskilde og flytter til et forfaldent baghus, der hører til en pragtvilla på Østerbro. Da han bliver fyret fra jobbet, brister hans allersidste tråd til den socialt anerkendte verden med villa, vovse og Volvo. Nu er han både fraskilt, fattig og forladt. Og oven i købet er han tidligere ludoman med en problematisk barndom i bagagen. Det kan næsten ikke blive værre. Det eneste, han drømmer om, er at vende tilbage til sit gamle liv.

Da alt håb synes at være ude, kommer Flemming i kontakt med en hemmelig klub, der dyrker og diskuterer Søren Kierkegaard og den berømte forfatters holdninger til især forførelsens kunst. Bogens titel “Forførernes klub” er naturligvis en reference til Kierkegaards 'Forførerens dagbog', som er del af det berømte værk 'Enten - eller' fra 1843. Her møder vi den udspekulerede forfører Jonas, som Rydahls Flemming-figur spejles i. Det er interessant, for er Jonas’ kyniske adfærd også vejen frem for Flemming? Er forførelsen virkelig vejen til et lykkeligt liv?

I modsætning til Kierkegaard, der lader det stå åbent om Jonas er et forbillede eller skræmmebillede for læseren, tager Rydahl aka Flemming til en vis grad stilling. For forførelsen har sin pris, og kan - måske - være alt for dyrt købt. Den konstante drift mod ny nydelse bliver, ligesom hos Kierkegaard, ubehagelig, hvis den fastholdes. Og hvis man prøver at fastholde det flygtige, overfladiske liv, som synes at være normen i det moderne materialistiske samfund, når vi aldrig frem til, at der findes både dybde og medmenneskelighed - og endda kærlighed.

Læseren følger Flemmings intense udvikling fra at være den forsmåede mand til at beherske forførelsens kunst uhyggeligt godt. Men det eksistentielle spørgsmål stilles hele tiden mellem linjerne. Hvad sker der, når man mister sig selv? Og ikke mindst - hvad sker der, når man finder sig selv igen? Kan man leve videre som hidtil? Kan man leve et liv på overfladen, eller skal der mere til? Kan vi leve uden at nå til Kirkegaards etiske stadie, hvor der findes højere hensyn at tage end blot forførelsen?

Der er mange virkelig gode anslag i denne meget velskrevne og stærkt underholdende roman. Vi møder stribevis af skønne og sanselige karakterer, og beskrivelserne af et sommerhedt København og et dekadent Berlin fungerer godt. Det samme gør til romanens epik, som følger en klassisk episk spændingskurve.

Derudover er der mange dagligdags situationer, som de fleste kan nikke genkendende til, og det er derfor nemt at spejle sig i både handlingen og personerne. Lidt for nemt desværre - for de alvorlige emner til trods er bogen bygget op om et hult damebladsunivers, lidt for flade karakterer og for mange politisk korrekte holdninger. Vi forføres til at gyse, græde og smile - men følelserne forankres desværre aldrig rigtigt i kroppen, og en dybtliggende Kierkegaardsk reflektion udebliver. For nok er der nedtur og smerte af både psykisk og fysisk karakter. Der er moralske overvejelser. Og nok manes vi også til at tænke over forførelsens karakter. Men i bedste feel-good stil efterlader ulykkerne og handlingerne ikke altødelæggende ar eller konsekvenser - kun lidt urealistisk lette skrammer på overfladen.

Hvis man kan bære over med det og holder af en veldrejet fortælling, som aldrig gør rigtig ondt, så kan man roligt kaste sig over 'Forførernes klub'. Om ikke andet, så evner den at forføre sin læser. Og det er ikke så ringe endda.

Anmeldt af Anne Wehner