Havet er en scene

Ursula Andkjær Olsens digtsamling 'Havet er en scene' er på én gang tidstypisk og tidløs og stiller radikale spørgsmål til forståelsen af den moderne identitet.

Titlen på den sjette digtsamling fra Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) giver en ide om digterindens postmoderne udgangspunkt. I romantikken var sprog og natur adskilt. Naturen var noget, man kunne besynge, en verden uden for sproget. Hos Ursula Andkjær Olsen forholder det sig anderledes. Havet, det romantiske symbol på evigheden, er ikke udenfor, men indeni sproget. Havet er en scene, og grænsen mellem det teatralske og naturlige er opløst. Naturen, havet er blevet til en metafor, en scene. Læseren mødes af en strøm af ord, hvor højt og lavt, humor og alvor, originalitet og pastiche, poesi og prosa blandes i en form, der både er flydende og fast, tæt struktureret og løs.

Bogens grafiske udformning er afgørende for forståelsen af det poetiske projekt. Forsiden er holdt i blåt med reference til havets farve og prydes af Ib Monrad Hansens smukke illustration, der viser en gruelig havmand med bølgende hår. Folder man imidlertid omslaget helt ud, så indersiden kommer til syne, så vil man opdage, at havmanden blot er den ene halvdel af et todelt hoved. Den anden side viser en sart, smuk sirene, der komplementerer den mandlige halvdel på bedste vis. Der anslås hermed et dualistisk tema, hvor godt og ondt, smukt og grimt, liv og død, mandligt og kvindeligt sættes overfor hinanden. Denne dualistiske forståelse af livet spilles der også på i digtene, for eksempel i de to figurdigte "Himmel" og "Helvede", hvis cirkelform samtidig peger på en cyklisk forståelse af tiden.

Dualismen og det cykliske er imidlertid ikke den eneste forståelseshorisont for bogen. Nederst på forsiden, finder man en havblå skriftlinie, der er en del af et digt, der fortsætter gennem hele bogen. Denne nederste linje er et selvstændigt spor, der fortsætter gennem hele bogen fra yderst til inderst. Læsningens blik brydes dermed af en fuldstændig lineær læsning i kraft af linjen, der går gennem siderne som én lang streg. Et eksempel på de nederste linjer fra side 61-64: "De tror sandsynligvis de skal vælge mellem identitet og / forskel. Mellem bølge og partikel mellem bevægelse og / fast form. Det er en inkonsistens i huden og hårene rejser / sig. En inkonsistens i huden og havet. Havet havet havet".

Digtlinjen fortsætter i en stadig strøm på siden, og havet bindes til forestillingen om en flydende identitet. Grænsen mellem jeg og natur, hud og hav er opløst: "De store bølger de drømte om for længe / længe siden. Evigheder siden er kommet med deres / mere slående bølgeformede forestillinger om identitet". Karakteristisk er det også, at den lyriske stemme tiltaler et "de" og ikke et "du" eller et "jeg". Forestillingen om en samlende identitet er i sit udgangspunkt spaltet ligesom forsideillustrationen.

Hvor det nederste lineære digtspor iscenesætter en digterisk stemme båret af patos, så er tonen i selve brødteksten langt mere finurlig. Bogen består af teksterne "Audition til det konfliktfrie liv" og "Audition til det omkostningsfrie liv", der hver består af tre dele samt tre suiter: "Elverskud", "Father of All and King. Of All" og "Hvem skulle slå rod et stille og saftigt sted" og to lyriske mellemspil og et appendiks med titlen "De Sovende" og "De Vågne".

I de vidt forskellige tekster bruger Ursula Andkjær Olsen poetiske teknikker, som er blevet udviklet siden debuten med 'Lulus sange og taler' (2000). Det vil blandt andet sige, at hun arbejder med citatkollager, for eksempel bruges der et citat af Heraklit og uddrag fra amerikanske soldaters blogs. Derudover er sammenspillet med forskellige poetiske stemmer et særligt kendetegn for Andkjær Olsen, der har fulgt hende siden begyndelsen, og det flerstemmige kommer ikke blot til udtryk i citaternes stemmer, men også i forskellige karakterer. I teksten "Audition til det konfliktfrie liv" kan man således møde de fire personer Klog , Ræv, Sang og Orfeus. Teksten er bygget op som et lille teaterstykke for fire stemmer, her bliver havets scene altså konkret:

"Hvad har du så at sige til forestillingen om det konfliktfrie liv?
spørger Klog

Øhm. Det konfliktfrie liv?
siger Orfeus meget overrasket. Altså. Det har regnet meget i år?

Det har stormet og regnet. Bølgerne har rejst sig,
Fortsætter Sang ivrigt

Vejret er ikke længere småborgerligt,
siger Ræv sarkastisk. Modsat dengang tilbage i 1960'erne og 70'erne.

Og hvad med kloakkerne?
spørger Sang.

Der vil komme tidspunkter, hvor der bliver brug for flere tomme kar at overføre samfundets sygdomme i, gaber Ræv."

Ovenstående eksempel er blot et ud af mange, hvor Ursula Andkjær Olsen leger med genrer og roller. Her er vi tættere på Samuel Becketts absurde teater end egentlig lyrik, men samtidig er der, som man kan læse, mening i meningsløsheden. En samfundskritik dukker op mellem linierne. Tekstens ramme er et talentshow, hvor ingen rigtig dukker op undtagen den forvirrede Orfeus. En opdateret 'Mens vi venter på Godot' (1952) med et hip til dagens endeløse udbud af talentshows uden egentligt indhold.

Indhold er der derimod i Andkjærs digtning, hvis sprog bevæger sig fra affaldsprodukterne "lort", "fucking" og platte ordspil som "Karl sugar, Marx taste?" til den mest sitrende smukke poesi som "er havet blot en tråd der brænder i begge ender?"

'Havet er en scene' er en postmoderne bog, der opløser hierarkier og bevæger sig skvulpende mellem genrer, flerstemmighed, ironi, oprigtighed og pastiche. Målet med bogen er dog alt andet den overfladiske meningsløshed, der løbende sigtes til i bogen. Det er derimod i sidste ende at finde et fællesmenneskeligt udgangspunkt. Ikke bag sproget, men i sproget. Sproget, der på én gang er ufatteligt banalt og kuldegysende sublimt og hvis kraft overgår det enkelte menneskes forgæves forsøg på at fastholde sin identitet: "Sikke et hav: kald det en ekspansiv strategi med plads til / alle eller en nivellerende kraft. Jeg flyder / ovenpå som tang som skum på bølgerne! Så kan du kalde mig hvad du vil."

Cand.mag. Jakob Bækgaard