Doktor Bagges anagrammer

Et fremragende tidsbillede fra begyndelsen af 1900-tallet i et underspillet hverdagsdrama om et umage ægteskab, hvor den pligttro læge kæmper med sine indre dæmoner og alvorlig sygdom.

I Ida Jessens foregående roman En ny tid hørte vi om friskolelærerinden, Lilly Høy, der i 1904 kom til Vejles Vesteregn og blev gift med doktor Vigand Bagge. I denne selvstændige fortsættelse, der foregår godt tyve år senere, følger vi begivenhedernes gang set fra hans side. Vigand er blevet alvorligt syg, men fortsætter sit arbejde som praktiserende læge. I de søvnløse nætter kæmper han med sine indre dæmoner, skriver om sit liv og laver anagrammer. I sin egen underspillede, lyriske prosa tegner Ida Jessen et uforglemmeligt portræt af en mand, der i den grad bliver ét med sit kald som læge, men ikke tør være åben i de nære forhold. Der bliver løftet en flig af hans baggrund, som fortæller hvorfor, men læseren skal være vågen. Historien fremmaner et fremragende tidsbillede af et samfund, der indeholdt mange begrænsninger for individet, og man kan kun gyse over de barske vilkår for en praktiserende læge, hvor alvorlig sygdom og uhygiejniske forhold kunne få katastrofale følger.

Lilly og Vigand er et umage par. Da de blev gift, opgav hun sit arbejde. For Vigand er det en sorg, at der aldrig kom et barn, for så havde hun haft noget meningsfuldt at tage sig til. Måske giftede han sig med hende, fordi han troede, hun var gravid! ”Min kone er så begavet, og hun bruger sit gode hoved på spindelvæv”, og så laver han ud fra ordet rengøring et anagram: røgringen, irgrøn eng.  Men han hjælper hende ikke.

Doktor Bagge er et pligtmenneske, og han står til rådighed døgnet rundt. Han engagerer sig i oplysende foredrag om hygiejne, og det forstår man, når han skal ud at besøge de fattige familier, hvor døden er en flittig gæst. Især er der en gribende historie om en familie, hvor fem børn ud af elleve døde af difteritis. Først til sidst får man forklaringen.

Vigands far, som var et idol for ham, døde, da han var cirka otte år, og han havde ingen kontakt til moderen. Faderen lærte ham at tage afstand og ikke vise følelser. Vigand skriver: ”Mennesker er ikke noget behageligt bekendtskab. De er ikke andet end slim, tarme og indvoldsorm”. Hans egen sygdom skjuler han for andre.

Det er en meget læseværdig roman, der giver nye vinkler på ægtefællen Lilly. De mange lag og historier fortæller om en barsk tid på en fattig egn og om et komplekst menneske, der med sine synspunkter om skilsmisse og abort var forud for sin tid, men som med sin indestængte vrede og tavshed afviste andre mennesker. En lignende karakter, der også er læge, findes i nobelprismodtageren Alice Munroes noveller Livet fra 2012. Også hun kredser om hverdagsdramaet i små samfund.

Det er værd at bemærke det smukke omslag af Ida Balslev-Olsen. Hjul, der griber ind i hinanden på en douche blå farve, som symbol på skæbnen eller på at mennesker er afhængige af deres ophav og omgivelser. Det bliver dermed også en del af fortolkningen af dette umage ægteskab fra begyndelsen af 1900-tallet.