Bog

Man skulle nok have været der

Af (
2021
)

Anmeldelse

Man skulle nok have været der

22 maj.21

Overbevisende og rørende afslutning på Korsgaards eminente trilogi om Tue, som nu er 17 år og forsøger at finde fodfæste i København.

Afslutningen på Thomas Korsgaards anmelderroste trilogi flytter handlingen væk fra Tues samspilsramte familie, hvor Tue nu er på udebane på egne ben. Den kredser om at være hjemløs i verden og i sin egen familie og om, hvordan Tue må hutle og nasse sig igennem tilværelsen, hele tiden med frygten for at blive opdage. Thomas Korsgaard bevæger sig på overfladen af begivenhedernes gang og lader Tues indre følelsesverden stå ubeskrevet. Sproget løber let med de herligste monologer, hvor det ene tragikomiske scenarie efter det andet oprulles. 'Man skulle nok have været der' er en virkelig rørende, tåkrummende og overbevisende afrunding på fortællingen om Tue og som læser er man, trods titlen, med hele vejen.

I åbningsscenen kaster Tue i bogstavelig forstand sin fortid og familie af sine skuldre. Han er blevet sat på gaden af sin udlejer, og de få ejendele, han har, sætter han til storskrald, heriblandt sin barnets første bog. Det er ikke let at få et ben indenfor døren på boligmarkedet i København, især ikke når man ikke tjener ret meget, så Tue begynder i smug at overnatte på sin arbejdsplads, en stor avis, som han arbejder for som avissælger på gaden. Det er en uholdbar løsning, men så får han overtalt en jævnaldrende kvindelig kollega til at måtte overnatte hos hende nogle dage.

Tues situation og baggrund sættes i perspektiv, da han flytter ind hos kollegaen, som bor med sin arkitektmor i en herskabslejlighed fuld af kunst, designermøbler og dyre forbrugsvaner. Tue tager hurtigt hjemmet og familien i besiddelse og tager sig nogle friheder, især når mor og datter er ude er ude af huset. For at imponere en potentiel kæreste lader han tilmed som om, det er hans lejlighed.

Tue har ikke helt styr på de sociale omgangsformer, og pli er ikke noget, han har med hjemmefra. Han er en irriterende nasserøv og samtidig et sårbart ungt menneske uden de bedste kort på hånden. Det er lige dele tåkrummende trist og morsomt at være vidne til, hvordan han hele tiden må sno sig for at dække sig ind. Samtidig er det også nervepirrende, for man ved, at korthuset kan vælte når som helst. Sjældent forfalder Tue dog til at trække offer-kortet. Anderledes står det til med hans mor, som ringer en sjælden gang, når hun vil låne penge eller fortælle om sit ophold på et krisecenter, efter hun er gået fra Tues voldelige far. Dette er således ikke så meget en roman om at være et offer, men om at være en fighter.

Analyse

Man skulle nok have været der

I Thomas Korsgaard sidste roman i Tue-trilogien flygter Tue fra sin belastede fortid til et omflakkende liv i København

'Man skulle nok have været der' er den tredje og sidste roman i Thomas Korsgaards delvist selvbiografiske romantrilogi. Trilogien fortælles gennem karakteren Tue, der vokser op i landsbyen Nørre Ørum med vold, vilde hunde og dyrelig på gårdspladsen. I trilogiens tredje bind er Tue blevet 17 år og forsøger at skabe sig en tilværelse i København, mens han stædigt og vedholdende insisterer på ikke at være et offer for sin fortid.
 

Et uvelkomment blik på det privilegerede København
I de to første romaner i trilogien 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' fra 2017 og 'En dag vil vi grine af det' fra 2018 inviteres læseren indenfor i et måske fremmed og ukendt miljø og kan kaste et blik det underbemidlede Danmark. Familien i Nørre Ørum er økonomisk presset, og Tues humørsyge far lader frustrationerne få frit løb over for sin ældste søn, der blandt andet bliver låst ude i sneen i strømpesokker. Imens lader Tues mor tingene stå til og behandler sin depression ved at give sin spilletrang frit lejde ved computeren.

I 'Man skulle nok have været der', er blikket vendt rundt. Her er det de socialt og økonomisk privilegerede københavnere, der ses gennem Tues øjne. Ved romanens begyndelse sættes Tue på gaden af sin udlejer og vælger helt bogstaveligt at kaste sin fortid fra sig ved at smide de få ting, han har med sig hjemmefra, til storskrald. Den nu hjemløse Tue inviteres modvilligt indenfor og får midlertidig bopæl i en herskabslejlighed hos en succesfuld arkitekt i København. Det forlorne og privilegerede liv udstilles effektivt, fx når det mod slutningen af romanen kommer til en konflikt mellem Tue og arkitektens forkælede datter Victoria, da Tue afslører, at datterens prestigiøse studieplads i virkeligheden blot er købt og ikke opnået ved fortjeneste.

Hvor der i de to første romaner midt i udleveringen af det grimme og det groteske også er plads til en ømhed for karaktererne, er der i den tredje roman færre kærlige sprækker i fortællingen. Hykleriet og selvoptagetheden udstilles hos alle, og læseren udfordres på forestillingen om, at den 17-årige mønsterbryder er fri og kan begynde på en frisk i et nyt miljø. Tue er ikke blot et stakkels, omsorgssvigtet ungt menneske, der forsøger at rykke sig fri af fortiden, han er også en påtrængende, irriterende og samvittighedsløs nasser, der i sidste ende kun har fokus på egen overlevelse og udnytter den omsorg, han bliver givet, fx når han videresælger en cykel, Merete har lånt ham, for at skaffe penge til sin mor, der langt om længe har forladt faren og forsøger at skabe sig en tilværelse selv. Samtidig får han effektivt udstillet, at kvaliteter som moral og ansvarlighed er privilegier, man ikke kan tillade sig, når alt handler om det næste måltid, en seng for natten og basal overlevelse, og at der midt i selvoptagetheden også er plads til underspillet og næsten overraskende omsorg for den mor, han har forladt.
 

Scenisk skarphed og tåkrummende påtrængenhed
Selv om det sceniske og det handlingsdrevne er omdrejningspunktet gennem hele trilogien, er der i den første roman, som er en tilbageskuende datidsfortælling fortalt fra barnets perspektiv, også plads til det anekdotiske og et lejlighedsvist indre fortælleblik. I den tredje roman er det sceniske helt i front, der fortælles i nutid med udfoldet dialog, og det indre fortælleblik er skåret ned til det minimale. I et energisk og levende sprog uden knyster fremskrives en række tåkrummende scenarier, hvor Tue ved at hutle og hustle, nasse og lyve, snyde og stjæle maser sig vej gennem tilværelsen, og der opbygges suspense gennem en stigende frygt for afsløring af hans grænseoverskridende adfærd:
 

””Skal jeg lave noget mere?” spørger Merete.

”Jo tak, meget gerne.”

”Okay!” siger Merete, rejser sig og tager fat i gryden. ”Jamen, jeg kan sagtens lave mere.”

”Tusind tak,” siger jeg.

”Nej, mor,” afbryder Victoria. ”Selvfølgelig skal du ikke det.”

”Nej,” siger jeg nu og forstår. ”Jeg er også mæt.”

”Nåh, men hvis du er sikker,” siger Merete og sætter sig igen. Et øjeblik overvejer jeg at sige tak, fordi jeg måtte komme, men det gør jeg ikke, for så risikerer jeg bare, at vi også skal snakke om, hvornår jeg skal gå igen.”

I Korsgaards veloplagte og kække skrift fremskrives humoren og komikken, fx når Tues replikker falder ved siden af, og når han viser manglende social fornemmelse for den storby, han opholder sig i, og er sløv til at aflægge sig sit jyske ”dav”. Ind imellem anslår Korsgaard dog også en mere sorgfuld og rørende tone: ”Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.”
 

En autofiktiv romantrilogi afsluttes
Udgivelsen af den første roman i trilogien rejste debat om grænserne mellem virkelighed og fiktion. Spørgsmålet om, hvor tæt det fiktive alter ego Tue går på Thomas Korsgaards egen person, har forfatteren blandt andet besvaret ved at anvende udtrykket 'stuntman' lånt at den norske forfatter Per Petterson. Som stuntman deler Tue karaktertræk og erfaringer med forfatteren, men performer frit i hans sted, og fortællingen er dermed ikke forpligtet på at gengive virkeligheden én til én.

I den tredje og sidste romans afsluttende kapitel forlader forfatteren sin stuntman og lader i stedet sin karakter gå under navnet Thomas. Hermed peges effektivt på både det autofiktive spil, ligesom der lukkes definitivt ned for det fiktive alter ego Tue. Den metafiktive ring afsluttes, og der peges videre ind i forfatterskabet, da romanen forlader Thomas ved udgivelsen af hans første roman.
 

Thomas Korsgaard på det litterære Danmarkskort
Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' og har ud over trilogien om Tue også udgivet børnebøger samt novellesamlingen 'Tyverier' fra 2019.

'Man skulle nok have været der' kan læses som en nutidig dansk pendant til den norske forfatter Knut Hamsuns Sult fra 1890 om et ungt menneske, der balancerer på sultegrænsen, mens han forsøger at etablere sig som forfatter i hovedstaden. En central tematik i Korsgaard trilogi er portrættet af et socialt skævvredet Danmark, som også kan genfindes i Peder Frederik Jensens Det Danmark du kender fra 2020, der handler om et splittet Socialdemokrati og splittelsen mellem land og by. Af andre nyere eksempler på danske forfatterskaber kan nævnes Morten Papes Planen om det sociale boligbyggeri i storbyen. Også Hans Otto Jørgensen, Dennis Gade Kofod og Erling Jepsen leverer stærke portrætter af Udkantsdanmark i deres romaner.

11 jan.22

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
39055686
ISBN
9788711900338
Antal sider
263

Fik du læst?

Tema

Årets bedste bøger 2021

Vi gør status over bogåret 2021 og præsenterer redaktionens bedste læseoplevelser, der rummer storslåede historiske og personlige skildringer og aktuel debat om køn, klima og kriser.
Læs mere

Tema

Tema

Social ulighed i litteraturen

Flere aktuelle forfattere skildrer de menneskelige konsekvenser af et samfund med social skævvridning og er med til at sætte samfundsaktuelle dilemmaer under debat.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer