Anmeldelse
Vilhelms værelse af Tove Ditlevsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Indædt had og lidenskabelig kærlighed går hånd i hånd. Evigt unge Tove Ditlevsen skriver i 1975 om kærlighedens kvaler i sin sidste roman, den hudløse ’Vilhelms værelse’.
Romanen ’Vilhelms værelse’, der skulle ende med at blive Tove Ditlevsens sidste, skildrer groft sagt et stormomsust ægteskab mellem digterinden/børnebogsforfatteren Lise og avisredaktøren Vilhelm. Deres 20 år lange ægteskab er karakteriseret ved voldsomme interne krige og lige så voldsomme forsoninger, og da læseren kommer ind i billedet, er Vilhelm flyttet fra Lise, fra deres fælles søn og fra sit værelse og hen til elskerinden Mille. Ægtefællerne, for en skilsmisse er ikke på tale, elsker at hade hinanden lige så meget, som de hader at elske, og det er både ondt og uhyggeligt at læse om deres vendettaer og udspekulerede angreb på hinanden. Men Ditlevsen, hvis sprog og stil på ingen måde forekommer forældet trods deres 40 år på bagen, formår at fremmane noget sært genkendeligt ved det ellers forholdsvis abnorme. Og hvor grusomt det end er at måtte indrømme, tror jeg, det er ondskaben, man som læser genkender.
”Det er underligt at tænke på, hvor megen ondskab der kan findes i mennesker, der ellers er ganske harmløse, når først en strålende lejlighed viser sig.”
Denne betragtning er egentlig gjort af fortælleren i forbindelse med Lise og Vilhelms (dog primært Vilhelms) ven John, men den er ikke uden en vis generalisering. Stilles mennesket i den rette – eller forkerte, om man vil – situation, er der ingen grænser for ondskabsfuld opfindsomhed, og ofte (hvis ikke altid?) er det kærligheden, der fungerer som benzin på nederdrægtighedens bål.
Vilhelms værelse står tomt, eftersom han holder til hos Mille, men på opfordring fra en veninde indrykker Lise en kontaktannonce i et blad, og her igennem får hun en ung mand, overboen Kurt, installeret i hjemmet. Men Vilhelms værelse bliver aldrig Kurts værelse, for på trods af de mange udenomsægteskabelige affærer Lise og Vilhelm hver især har præsteret, er de for evigt forbundne: ”Angsten for Vilhelm sad i mig som trøsken i et træ og bandt mig stærkere til ham, end kærligheden havde gjort.” Til døden jer skiller bliver en absolut sandhed i dette ægteskab.
Som det gør sig gældende for Ditlevsens samlede forfatterskab, tager hun udgangspunkt i sit eget liv og tildragelser, og ”Vilhelms værelse” er derfor at betragte som delvis selvbiografisk, da inspirationen tydeligvis er udsprunget af ægteskabet med bladmanden Victor Andreasen. Ditlevsen iklæder sig en fortællerstemme i begyndelsen af romanen, der i første omgang lægger en vis afstand til figuren Lise, men der går ikke lang tid, før forfatter og figur fletter sig ind i hinanden, og et ”hun” stedvist bliver til et ”jeg”.
”Vilhelms værelse” udkom oprindelig i 1975, men Tove Ditlevsens forfatterskab forældes aldrig. Om det er hendes hudløshed, hendes følsomme pen eller hendes humanisme, der gør det, er ikke til at svare endegyldigt på, men der er en tidløshed i hendes personskildringer og i deres indre liv, som nok ikke er uden betydning for hendes varige popularitet.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Analyse
Ditlevsen, Tove - Vilhelms værelse
Vilhelms værelse er ikke bare en simpel fortælling om kærlighed og skilsmisse, men derimod en skildring af forvirrede følelser i forhold til livets forunderlige og uretfærdige gang.
Hvis man har planer om en hyggelig aften foran pejsen med en god bog, som man rigtig kan slappe af til, så er Tove Ditlevsens Vilhelms værelse (1975) nok ikke den rette at hive frem. Vilhelms værelse er en roman, hvor man bliver nødt til at have tilkoblet alle hjerneceller. Det er ikke bare en simpel fortælling om kærlighed og skilsmisse, men derimod en skildring af forvirrede følelser i forhold til livets forunderlige og ofte uretfærdige gang. Det er en historie om, hvordan mange forskellige menneskers liv rystes sammen og har stor indflydelse på hinanden, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud. Nye personer dukker op i historien, inden man overhovedet har haft mulighed for at gøre rede for de allerede eksisterende individer. Dertil kommer en avanceret fortællekonstruktion, som kræver en opmærksom læser.
Med dette bevidste og kritiske arbejde med sproget og fortællingen går Tove Ditlevsen (1918-76) i slutningen af sit forfatterskab i retning af en mere eksperimenterende, modernistisk prosa.Det gælder begge de stærkt selvbiografiske romaner Ansigterne (1968) og Vilhelms værelse. Og det er det, der gør bøgerne til spændende læsning, trods det tragiske indhold.
Hovedpersonen i de to bøger er Lise Mundus, en slags alter ego for Tove Ditlevsen. I Ansigterne beskrives udviklingen i Lises psykose, hendes indlæggelse og ophold på den lukkede afdeling, hendes bedring og hjemkomst. Romanen slutter med håb om helbredelse og forsoning. Anderledes ser det ud i Vilhelms værelse, der beskriver forfatteren Lises ødelæggende ægteskab med redaktøren Vilhelm Mogensen. Ved romanens start er ægtemanden flyttet hen til sin elskerinde, men hans værelse er der stadig, og det bliver Lises opgave at udfylde dette tomme rum. Romanen er samtidig et forsøg på at afmontere forestillingen om en stabil identitet. Historien er fortalt af et jeg, der beretter om Lise i tredje person, men som altså samtidig er Lise. Disse forskydninger ses allerede i romanens åbning:
"I dag kørte de bort med containeren, hvorfra alt af værdi var fjernet. Resten var ubrugeligt, forfaldent skidt, for Vilhelm og Lise knyttede aldrig deres hjerter til ting, og to mennesker, der hver dag i tyve år skilles for bestandig, anskaffer sig intet nyt og foretager ingen forandringer. Selv alle billederne har jeg smidt væk for bedre at kunne samle mig om billederne på mit hjertes væg. Kun et har jeg har beholdt: kanonfotografiet af Vilhelm og Lise på Himmelbjerget. Vi er unge og så lykkelige, og der er sådan et strål af forelskelse om os, at det endog må have vakt fotografens misundelse."
Adskillelsen i et fortællende jeg og en handlende romanperson, gør det muligt for Ditlevsen både at skildre sin hovedperson indefra og at anlægge et ”objektivt” udefrakommende blik på Lise og andre personer gennem brugen af den tredje persons alvidende fortæller. Opdelingen af Lise i en jeg-fortæller og en person, der fortælles om, svarer desuden til opdelingen af Tove Ditlevsen som forfatter til romanen og samme Ditlevsen som genstand for fiktionen. Handlingen er tydeligt en afspejling af Tove Ditlevsens eget liv. Fortællingens vigtigste begivenheder og personer er taget ud fra hendes liv, men romanen er ikke i sit anlæg en selvbiografi. De biografiske data flettes sammen med det fiktive handlingsforløb på en særdeles raffineret måde, f.eks. ved at inddrage citater fra andre tekster skrevet af Tove Ditlevsen. Dertil skal lægges, at Ditlevsen formår at give indsigt i en verden, der umiddelbart synes underlig og urealistisk. Hun skildrer personerne med en præcision, der gør, at man kan se, lugte og føle dem, hvilket er med til at gøre historien levende.
Vilhelms værelse er ikke helt let at læse, men giver man sig i kast med den, åbner den op for et univers, hvor alting kan tolkes, og den giver mulighed for at sætte ens eget liv i relief. Den sætter tankerne i bevægelse, og det gør den særdeles anbefalelsesværdig.
Brugernes anmeldelser