Bog

Julius' afsind

Af (
2009
)

Anmeldelse

Julius' afsind af Rune T. Kidde

04 jan.10

En uafrystelig bog om det menneskelige sind skrevet i et sjældent uortodokst sprog.

Jeg har aldrig før læst noget lignende. Aldrig, både indhold og stil er nyt og anderledes.

Historien er dybt foruroligende og leder tankerne hen til tegneserien, ’Man siger så meget’ fra 1980, fra dengang forfatteren kunne se: Enkle, ekspressive tegninger med uafrystelige udsagn, der vender vrangen ud på den menneskelige sjæl.

Formen er anderledes, de enkle tegninger er nu forvandlet til lange slyngede sætninger. Til tider så poetiske at de kunne skrives ud i vers: ”Hun bar sommerfuglevinger midt i nålenes nat, (/)hvor blyklokker kimede til gøglertagfat. (/)Det sluttede aldrig. Det gik aldrig i gang. (/)Hele skuespillet blev inden i Julius gentaget i en uendelig sang.”

Det uortodokse billedsprog kan virke søgt, men virker i denne rablende roman, og det afspejler tydeligt hovedpersonens sindstilstand: ”Uden for murene hører vi fjerne kompressorhorns gjald og den insektagtige summen af formummet maskineri. Underlige livstegn pulserer uden for Julius’ lille, livsbefængte habitat” eller ”Vandhanen dryppede lykkeligt. Der stod smilende opvask i vasken”.

Julius og bogens fortæller, Christian, er venner, bedstevenner siden barndommen til trods for at Julius jævnligt forsøger at slå Christian ihjel. Som han slår alt muligt omkring sig ihjel, fra kanariefugle til moren. Han har i det hele taget en problematisk barndom, modsat Christian hvis faste holdepunkt i tilværelsen er moren, der venter med boller og kakao, når han kommer hjem fra skole.

To meget forskellige menneskeskæbner. Christian tager en uddannelse, gifter sig, får børn etc., mens Julius rejser ud, opholder sig i Sydamerika, sejler – altid med en stribe af dødsfald efter sig.

Hjemvendt begynder han at male; en hvid klovn, altid den samme hvide klovn. Hans liv væves sammen med Christians på en måde, så man er i tvivl om at det virkelig er to personer. Den sidste hæsblæsende episode gentages og gentages med Julius og forskellige med/modspillere, en slags katarsis, hvis udgang er ligeså voldsom som bogen.

På trods af de mange dødsfald er ’Julius’ afsind’ ikke en krimi. Hvad det så er, skal jeg ikke kunne sige, det er noget helt nyt og anderledes, som fortjener at blive læst. Selv om man sidder tilbage og tænker: ”Hvad er det her for noget?” En uafrystelig bog.

Analyse

Kidde, Rune T. - Julius' afsind

Gru og skæmt går hånd i hånd i Rune T. Kiddes 'Julius’ afsind', der ikke ligner noget som helst andet i dansk litteratur.

Udtrykket ”tusindkunstner” kommer til sin fulde ret, når det gælder Rune T. Kidde. Han har en enorm produktion af tegneserier bag sig, og han har bl.a. givet sit bidrag til den litterære tradition med tegneserieklassikere som 'Litterærlige klassikere' og 'Den lilla møghætte og pulven'. Men han har også lavet børnebøger, digte, eventyr, cd’er, romaner, biografier og humoristiske bøger. Han har arbejdet for Danmarks Radio i ti år og har skrevet til både tv, opera, teater og film. I 2009 udkom 'Julius’ afsind', der af forlaget blev lanceret som Rune T. Kiddes bud på en krimi.  

'Julius’ afsind' er ikke en krimi. Der er masser af mord i romanen, langt flere end en traditionel krimi kan bære, men der er ingen mordgåde. Der er ingen tvivl om, hvem der udfører mordene, og slutningen afsløres midtvejs, så der er ikke meget at komme efter for en opklarende detektiv eller en mysterieknækkende læser. I stedet har romanen langt mere til fælles med horrorgenren og lægger ud som en relativt harmonisk barndomsidyl i beskrivelsen af det nære venskab mellem fortælleren Christian og den ensomme, drømmende Julius. Men idyllen har små sprækker, som bl.a. viser sig i Julius’ delvist skæmtende mordforsøg på Christian. Sprækkerne vokser sig langsomt større og større, indtil vanviddet udfolder sig i groteske scenarier og mord, blod og afskårne lemmer flyver hen over siderne.

Det er vanskeligt at genrebestemme 'Julius’ afsind'. Romanen opbygger ikke, som det forventes af en kriminalroman, et realistisk univers. I stedet balancerer romanen på kanten af de mere magiske genrer. Eventyrets formulariske brug af tal udfolder sig hos Kidde i scener, hvor Julius maler et maleri i syv lag, hvoraf de seks er identiske. Senere afvaskes lagene et for et, indtil det oprindelige maleri er afdækket. Men hvor eventyret ofte beskæftiger sig med det, mennesket længes efter og drømmer om, er det i 'Julius’ afsind' i stedet gruen og rædslen, der er motor for fortællingen. Derfor ligger romanen, specielt i de afsluttende vanvidssekvenser, hvor det vrimler med dobbeltgængere og spøgelser, tættere op ad den gotiske genre. Dog forankres det gotiske konkret i 'Julius’ afsind' og dermed i det psykologiske, frem for at udfolde sin egen modvirkelighed fuldt ud, som det typisk ses i et gotisk univers, fx Mary Shelleys 'Frankenstein'-klassiker fra 1818.  

Julius og Christian er på mange måder hinandens modsætninger. Christian repræsenterer menneskets pæne sider. Han oplever tryghed som barn og holder sig inden for det normales rammer og får uddannelse, kone og børn. Julius oplever derimod svigt og får et udsvævende, drømmende liv uden faste holdepunkter. Han lever dels af en arv, og dels af indtægter fra sine kunstmalerier, der alle portrætterer den samme hvide klovn. Han plages af depressioner, og hans sorte sind tiltrækkes af døden. Selv om det er Christian, der fortæller, er det Julius’ historie, der skildres. Læseren får ikke meget at vide om Christian, men til gengæld er Christian i stand til at fortælle fra Julius’ synsvinkel. Christian er det normale fikspunkt, hvorfra vanviddet skildres, men hans evne til at skildre det indefra viser den nære forbundethed mellem de to venner, der begge repræsenterer hinandens skyggesider. Det er et næsten klassisk 'Dr. Jekyll & Mr. Hyde' grundskema. Det er i dette samspil mellem de to karakterer, der nærmer sig en mental symbiose, at romanen præsterer et grundigt psykologisk gys. Det underbygges af, at brugen af pronominer enkelte steder forskydes, så det bliver uklart for læseren, hvem der er hvem.  

Sprogligt har romanen et overskud af fantasi og fortælleglæde. Den sproglige leg lyser op fra hver eneste side med fabulerende indfald og poetiske og gakkede sammenligninger. Det giver historien sit eget liv med en sprogtone, der ligger op ad det skæmtende. Som fortæller er Rune T. Kidde en drillepind, og romanen ligner ganske enkelt ikke noget andet i dansk litteratur. Den er svær at genrebestemme; der er en usædvanlig brug af fortællesynsvinkel; og gru og skæmt går hånd i hånd. Som roman vil den derfor indtage positionen som både unikum og outsider i forhold til den øvrige litteratur.

Et andet eksempel på en forfatter, der har givet efter for lysten til legen med krimigenren, er Pia Juul. I 'Mordet på Halland' sættes det store politimaskineri i gang, og skeletter dejser ud af skabe, mens opklaringen glider dybere ind i formørkelsen, og fortælleren drillende tager læseren ved næsen.

Kilder, links og centrale værker

14 apr.10

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Faustnummer
27866034
Graphic
Henrik Koitzsch
ISBN
9788770532594
Antal sider
174

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer