Tarkovskijs heste

Pia Tafdrup sætter med denne digtsamling ord på den smerte og det langsomme tab, som hun oplever i takt med at demensen sniger sig ind på hendes far.

Pia Tafdrups 'Tarkovskijs heste' er 52 søjleformede digte over hendes fars demensforløb. 52 milepæle, der markerer et punkt på den linje, der udgør farens sygdomsforløb; fra forvirret og glemsom til plejehjemsindlæggelsen, hospitalsopholdet og senere døden. 52 vidnesbyrd, der markerer barnets tab og den gradvise og svært acceptable forvandling af far-datter-rollerne, der langsomt bliver omvendt proportionale; datteren træder ind i forælderens rolle, mens faren går i barndom.

Refleksion over sprog

Digtsamlingen indledes med et enkelt intro-digt og afsluttes ligedan med et outro-digt. Disse to danner en formmæssig ramme om samlingen, hvorimellem sygdomsforløbet folder sig ud. I digtet ‘Mindst ét sår’ dannes en lignende struktur - her dog over sproget. Datteren erindrer den allerførste sætning, som hun husker, faren rettede mod hende: ”Mindst ét sår har kroppen altid”. Den sættes her op imod farens allersidste sætning, som han siger til hende på sit dødsleje: ”Det gør ondt”. Denne sprogmæssige intro og outro markerer til dels farens indflydelse på datterens sprogmæssige dannelse og refleksion, men viser også på følsom vis, hvordan barnet ser sin far smuldre ned fra sin tinde, fra fast og ferm til forvirret og smertende, og den utryghed det medfører for dem begge.

I det hele taget foregår der i denne digtkreds en metarefleksion over sprogets tilstrækkelighed til at sætte ord på det uforståelige - eller mangel på samme; sprogets utilstrækkelighed. Og hvor et andet sprog end det ellers talte må til for mere rammende at dække farens oplevelse af demensen, nemlig eventyrenes - fx H.C. Andersens eventyr om ‘Den lille Havfrue’: "Min far befinder sig på havets bund, røber han". Og således imødegår det litterære sprog det sproggitter, faren skånende forsøger at skyde ind mellem sig selv og datteren, for at virkeligheden ikke kommer for tæt på (i digtet ‘Himlens tyngdekraft’).

Far og datter

Min far, står der igen og igen i digtsamlingen - og vidner om barnets trang til at have en far, men som støder frontalt ind i farens ufrivillige vej tilbage i barndommen: Ind i en glasklar erindring fra barndommen, som der står i digtet ‘Træer læses’. Og barnet må se hjælpeløst til, mens faren forvandler sig til én, hun ikke længere genkender. Og barnets ‘min far’ står da også på én og samme tid både i skarp modsætning til, men også i forlængelse af farens barnlige sysler: Beboerne spiller huskespil på plejehjemmet, hvor faren meget mod sin vilje og orienteringssans bliver anbragt. Det er tid til at leve adskilt, fordi den kvinde han elskede har forvandlet sig til hans mor, og han selv til søn for sin elskede (‘Fordrivelse fra Paradis’). Og Det velkendte har gemt sig, som det hedder i digtet ‘Glemslen behersker sin herre’, og leder tankerne hen på barnets gemmeleg, hvorved demensens destruktion af den voksnes autoritet bliver mere end antydet.

Tabet af faren materialiserer sig i datterens sprog, hvor ordene er søvnløse ringe i vandet (‘Stemme fra floden’), og ordet far forsvinder ikke ud af sproget (‘Ord begraves ikke’). Men samtidig erkender digteren i samme digt, at hun står i ordenes skygge, for ord kan ikke vække de døde til live og kun ved at vokse sammen med faren, integrere ham i sig, kan hun mærke ham igen og få (de sproglige) skygger til at lyse ('Tarkovskijs heste').

Symboler og metaforer

Farens pejlemærker i kampen for at orientere sig i et stigende kaos af glemsel bliver årstiderne; træernes farver og tilstand. Og træerne går igen som symbol i digtsamlingen. Fx stilles der spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når træerne rykkes op med rod? Det slår tonen an til det identitetstab, der gør sig gældende igennem digtkredsen - både i forhold til farens tab af sig selv og sin forankring i familiehistorien. Men også i forhold til datterens søgen efter en ny identitet i takt med, at hun viger pladsen som den, der skal passes på til fordel for farens behov for det samme. 

Broer, der braser sammen er en gentagen metafor, der bliver brugt til blandt andet at beskrive kløfterne i farens tanker og hans manglende erindring om dagen i går. Og selvom datteren prøver at bygge bro mellem farens tanker, sker det kun meget sporadisk, at de sammen krydser den flygtige bro - går tørskoede i land (i digtet ‘En flod strømmer forbi’). For at dæmme op for den tøjlesløse demens’ destruktion af farens orienteringssans har digteren valgt en stram kompositorisk form til sine digte: De lange søjleformede digte med skarpe linjeskift. Men læser man dybere, er disse linjeskift lige så tvetydige som farens tanker, og ordene kan lægge sig såvel til den foregående sætning som til den næste. Og de hyppige tankestreger er med deres indlagte pauser også med til at forvirre betoningen af det læste. På den måde bliver kompositionen en del af datterens forgæves forsøg på at skabe orden i kaos. Et forgæves forsøg på at genskabe en orienteringssans, der viser sig ikke at være muligt. 

Et andet stærkt symbol er heste. Det starter med, at de river sig løs og tager: En langbenet flugt mod en sort horisont - et varsel om demensens indtræden og hurtige vej mod glemslen. Slutteligt, efter farens død, samles hestene i én hests skønhed, som manifesterer farens mentale og kærlige tilstedeværelse i datteren trods det fysiske tab af ham.

Digteren Pia Tafdrup

Pia Tafdrup er kendt for sit stærke billedsprog, gennem hvilket hun blandt andet udforsker emner som krop, erotik og (kvindelig) identitet - og producerer metasproglige refleksioner over sprog og poesi, der peger tilbage på digtets sproglige ‘krop’ og udtryk.

Med billedsprogets følelsesstærke udtryk og digtenes klanglige og grammatiske komposition, der ligeledes er stærkt følelsespåvirkende, viderefører og udfolder Tafdrup en visionær og æstetisk symbolistisk-modernistisk tradition. Hvilket også ses i hendes poetik 'Over vandet går jeg' fra 1991.

I de senere digte udvider Tafdrup sit poetiske rum med bl.a. en række digte om tid, forgængelighed og død, som hun samler i en nytænkning af arabeskformen. Modsætningsfyldte billeder af drøm og hverdag, af det svævende og det konkrete, bliver til spændingsfyldte helheder af nærmest metafysisk karakter, som er nyt for forfatterskabet.

Pia Tafdrup er hædret med indtil flere priser, ligesom hun har modtaget Kunstrådets livslange ydelse for sit arbejde.

Kilder, links og centrale værker