Stilhed

Stærk debutroman om svære familierelationer, bristede (stemme)bånd og om hvordan afstande vokser, når man ikke kommunikerer. Et hjerteskærende værk, som ikke bør eksistere i stilhed.

’Stilhed’ er en larmende, alarmerende debutroman om forholdet mellem mor og datter, en spiseforstyrrelse, et selvmord, en graviditet, liv og død. Kort sagt - om eksistens. Men vigtigst af alt er det en historie om, hvor forfærdelig begrebet stilhed kan være.
 
Bogen indledes med en lidt grotesk anekdote om en hund, som har fået fjernet sit stemmebånd og som følge deraf ikke kan gø. Og selvom fortælleren Ida var vildt irriteret over hundens galpen, synes hun alligevel, det er både uhyggeligt og rystende, at hunden i dén grad er blevet frarøvet evnen til at give lyd fra sig.

Episoden med den stumme hund skal vise sig at være et varsel. Et varsel om, hvor meget ubehag, der kan ligge i stilheden og den udeblevne kommunikation.

Ida er gravid, og det i sig selv er dejligt. Men med graviditeten er fulgt en trang til at gense moderen, som Ida i flere år ikke har haft kontakt med. Og nu er det måske næsten for sent, for moderen ligger for døden og kan tilmed ikke tale længere – igen en ulykkelig stilhed.

Trods den mangeårige afstand og den vrede, Ida har næret til sin mor besøger hun hende alligevel på hospitalet. Og det er herfra - stående ved siden af moderens seng og henvendt til hende i du-form - at Ida fortæller sin tragiske historie om en barndom, der er styret af en spiseforstyrrelse og forstyrret af en lillebrors selvmord. Og døden, som bliver personificeret ved den døde bror, bliver samtidig mødet med den ultimative stilhed.

Der er en så ægte oprigtighed gennem hele bogen, at man sidder tilbage med en fornemmelse af, at det kunne være en erindringsroman. Det er det sikkert ikke, men lad det i dette tilfælde være et kvalitetstegn, at tanken strejfer én, for det er i høj grad det, der gør, at man kan føle desperationen og det skrækkelige i hele Idas historie.