Vandpaladset

Efter at have læst "Sommertid" fik jeg lyst til at læse Ida Jessens første roman "Vandpaladset", hvis sære titel refererer til det vandkraftværk, som står med lys i vinduerne hele døgnet i den norske provins, hvor hovedpersonen Su bor.

Su kalder den restaurant, som hun indretter sammen med sin mand Boris, for Vandpaladset.

Romanen giver et på en gang realistisk og surrealistisk billede af det hensygnende industrisamfund i dalen, som besøges af turister på gennemrejse, der tager ind på Su og Boris' restaurant, får noget godt at spise og skynder sig videre til vigtigere rejsemål.

Rammen om fortællingen er Su's vågenat, den sidste nat inden Boris rejser til kysten for at overtage driften af sine forældres fiskerestaurant. Hun tænker tilbage på sin barndom med moderen og byens liv, og på livet sammen med Boris.

Alt er enkelt og stille fortalt uden stor dramatik, selv når vi hører om brud og store følelser, men med Su's ord: "...bag ved det, vi ikke helt kan gennemskue, er der allerinderst inde i dét hemmelige rum vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget."

Så bogen slutter med et håb om, at Su og Boris nok skal klare livet fremover også.

Gyldendal, 1998 - 178 sider

Andreas Kommode - 9. juni 2000