Anmeldelse
Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan
- Log ind for at skrive kommentarer
Krimi om videnskab, kærlighed og forbrydelse - en cocktail af gode ting i tilværelsen
Anna Bella Nor står for at skulle afslutte sit speciale, som handler om palæoornitologi; i forskerverdenen er der en massiv diskussion om, hvorvidt fjerprydede dinosaurer er de tidligste fuglearter eller ej. Pludselig bliver den ene af hendes vejledere myrdet, og Anna Bella bliver mistænkt, fordi hendes forhold til den afdøde var meget anstrengt.
Alle bliver naturligvis afhørt, og snart efter sker der endnu et mord. Anna Bella er meget ked af det, fordi offeret er hendes gode ven Johannes. Dette påvirker naturligvis hendes privatliv, hvor der også er mange tråde at rede ud. Opklaringen fører mange steder hen, og kriminalkommissæren Søren står for opklaringen. Der sker mange mystiske ting i kældrene under universitetet. Nogen forsvinder, andre lyver, og alle er mistænkeliggjorte.
Sissel-Jo Gazans roman er noget af en krimi; ikke nok med at den er spændende, men samtidig bliver man ført ind i en ellers ukendt verden. Og heldigvis er hun god til, at forklare hvad hun taler om, det er et stort plus for læseren. Samtidig er hun god til at lave personbeskrivelser, så man når helt derind, hvor det gør ondt. Børn som lider af massivt omsorgssvigt, er et af de andre temaer som bogen tager op. Jeg synes, romanen er noget af det bedste jeg længe har læst, både fordi der er stor menneskelig indsigt, og fordi det er en ny måde at skrive en krimi på.
En speciel blanding, men utrolig fascinerende
Analyse
Gazan, Sissel-Jo - Dinosaurens fjer
Det klassiske, nordiske femi-krimiplot fornægter sig ikke i Sissel-Jo Gazans moppedreng 'Dinosaurens fjer'. Men rundt om krimiskelettet udfolder der sig et sirligt net.
Der sker et brutalt mord. Kort tid efter indtræffer endnu en mystisk og makaber likvidering og senere bliver en tredje person fundet død i sin lejlighed. En sindig mandlig betjent bliver sat på opgaven, men farer gang på gang vild i blindgyder, løgne og bedrag. Samtidig kommer romanens kvindelige hovedperson med stålhårde ben i næsen, et fortumlet singleliv og tårnhøje karrieredrømme på sporet af sagens intriger og udfører et grundigt og risikabelt stykke opklaringsarbejde på egen hånd.
Det klassiske, nordiske femi-krimiplot fornægter sig ikke i Sissel-Jo Gazans moppedreng 'Dinosaurens fjer'. Men rundt om dette traditionelle og letgenkendelig krimiskelet udfolder der sig et sirligt spundet net af psykologiske traumer, rørende og bitre kærlighedshistorier, internationale, naturvidenskabelige diskussioner og eksklusive indblik i outrerede subkulturer og forskningsmiljøer.
'Dinosaurens fjer' er med andre ord en genrehybrid, der parallelt med krimiplottet berører en række ømtålige, eksistentielle spørgsmål og menneskelige relationer, som samlet set udmunder i en grundig og bredspektret undersøgelse af løgnens og det menneskelige svigts anatomi. Fortielser, livsløgne og hemmeligheder gennemsyrer således ikke alene romanpersonernes personlige, familiære og venskabelige relationer, men også i romanens videnskabelige og faglige sammenhænge trænger den fortrængte sandhed og de uholdbare forstillelser sig faretruende og afslørende på.
Romanen udfolder sig i tre parallelle spor, der alle er udstyret med hver sin hovedperson, som på forskellig vis knytter an til to bestialske mord på to medarbejdere fra Biologisk Institut på Københavns Universitet. Romanens hovedspor følger den unge specialestuderende Anna Bella Nor, som netop har afleveret en afhandling, der afdækker den gamle kontrovers om, hvorvidt fugle er nulevende dinosaurer eller ej. I specialet har hun rettet sit skyts mod den canadiske ornitologiprofessor Clive Freeman ved at påvise de argumentatoriske fejl i hans videnskabelige praksis. Specialets indhold er sprængfarligt i forhold til den videnskabelige diskussion, og da Anna Bellas specialevejleder findes myrdet kort tid efter, at specialet er afleveret, opstår mystikken. Hvem er den skyldige?
Romanens to andre spor følger den midaldrende og fraskilte politimand, Søren, som bliver sat til at opklare sagen samt den canadiske forsker, Clive Freeman, som stædigt holder fast i sine videnskabelige synspunkter på trods af, at alle moderne arkæologiske fund og undersøgelser mere og mere tydeligt underminerer hans videnskabelige position. Umiddelbart har de tre hovedpersoner ikke meget andet tilfælles end de tilslørende relationer til mordgåderne. Og dog – for alle har de lig i lasten og alle kæmper de mod traumer og løgne, der ikke alene er svære at ryste af sig, men som også får følger i forhold til, hvordan de handler og agerer i forhold til deres omgivelser.
I erindringsglimt tilbage til de tre hovedpersoners barndom og tidligere erfaringer med kærligheden beretter historien om, hvordan de og deres nærmeste har oplevet forskellige former for svigt: fødselsdepression, mistede forældre, ydmygelser, latterliggørelse, mangel på kærlighed og ufølsomme opdragelsesmetoder er blot nogle af de mén, der præger fortiden. Enkelte af disse barndomstraumer er skarpt indprentet på nethinden, mens andre er blevet forsøgt gemt af vejen ved enten at fortie deres eksistens eller ved at lyve om begivenheders gang - og i stedet har de sat sig som nagende splinter i baghovedet.
I personernes voksenliv hæmmes de på forskellig vis, og særligt i forhold til deres kærlighedsforhold viser barndommens fortrængte og skjulte traumer sig at få store og vidtrækkende konsekvenser: angst for nærhed, fortrængt homoseksualitet og angst for selv at få børn er blot noget af den bagage, der tynger.
Romanens forskellige psykologiske spor udgør således en flerstrenget undersøgelse af årsags- og virkningsforholdet til løgn og tidlig svigt; det gælder både de, der gemmer sig i den private sfære såvel som de skjulte intriger og løgne, der hober sig op i den videnskabelige verden, som romanen skildrer indgående. Alle aspekter af livet viser sig således at være udstyret med en synlig overflade og en skjult bagside. Begge sider bliver dog langsomt trukket frem i lyset og fremstår efterhånden uhyggeligt synligt i forbindelse med opklaringen af historiens mordgåder. 'Dinosaurens fjer' rummer dermed både en indbygget spænding i forhold til afdækningen af historien kriminalgåde, og i særlig grad også i forhold til opklaringsarbejdet med at trænge bag om romanens mange andre løgne – i kampen for at nærme sig sandheden bag de adskillige opdigtede lag.
Brugernes anmeldelser