Anmeldelse
Det første jeg tænker på af Ida Jessen
- Log ind for at skrive kommentarer
En kvindelig præst mister sin søn i en trafikulykke. Hvem er flugtbilisten og kan han tilgives? Ida Jessen skriver flot og overbevisende, og hendes roman er udråbt til en kommende klassiker.
Det værst tænkelige sker for Lisa, da hun mister sin søn Gustav. På hans 7-års fødselsdag bliver han ramt af en flugtbilist, og han dør efter et par dage i koma.
Lisa er sidst i 30'erne og en afholdt præst i det lille landsogn Hvium ved Limfjorden. Hun er gift med Frederik og sammen har de to børn. Hverdagen bryder dog brutalt sammen den varme augustdag, hvor Gustav bliver kørt ned.
Lisas jævnaldrende barndomsveninde Birgitte er på besøg i den periode. Hun bor ellers i København og er forfatter. Hun er single og meget alene efter at have brudt sit seneste forhold, så hun er taget til Hvium for at få lidt opmuntring.
Birgitte fortæller historien i "Det første jeg tænker på." Mens hun tager sig af Lisa i ugerne efter Gustavs død, får hun indblik i livet i det lille sogn. Samtidig med at der sladres meget, er meget uudsagt, og mens alle iagttager Lisa - kan hun klare det? - spekuleres der på, hvem den ulyksalige flugtbilist kan være.
Mens Birgitte diskret og halvdistanceret fortæller selve historien, opruller hun episoder fra sin egen og fra Lisas barndom og ungdom, hvilket sætter deres voksenliv i relief. På den måde bliver romanen et psykologisk dobbeltportræt af to kvinder, som med forskellige livsværdier har valgt at tackle tilværelsen på hver deres måde.
"Det første jeg tænker på" gør stort indtryk på sin læser, for det er en gribende og smertelig historie, der fortælles. Ida Jessen beskriver personer og landskaber sikkert og sansemættet, og gennem antydninger og udeladelser opbygger hun en fortættet stemning, som fortælleren Birgitte får lettet lidt, da hun med halvandet års forsinkelse ser tilbage på det hele.
Ida Jessen er en vægtig forfatter i dansk litteratur. Hun fik sit store læsergennembrud i 2001 med roman "Den der lyver", som foregår i samme sogn som "Det første jeg tænker på." Hun tager med held store emner op som skyld, straf, tilgivelse, forsoning og nåde, og hun er blevet sammenlignet med klassiske danske forfattere som Tage Skou-Hansen, Martin A. Hansen og Henrik Pontoppidan.
Gyldendal, 2006. - 227 sider. Kr. 249,-
Analyse
Jessen, Ida - Det første jeg tænker på
En roman om sorgens styrke og tilgivelsens kraft, og om hvordan vi i nogle situationer er overladt til hinanden og den skæbne, der er blevet os tildelt.
'Det første jeg tænker på' af Ida Jessen er en selvstændig fortsættelse af romanen 'Den der lyver'. Bøgerne har forskelligt persongalleri og forskellige temaer, men det lille samfund omkring landsbyen Hvium går igen. Det er Ida Jessens 6. roman, og den trækker på nogle gennemgående temaer og litterære kvaliteter fra hendes fastetablerede forfatterskab, men indeholder også mange nye aspekter.
Romanen er fortalt af Birgitte, en single storby-pige, som tager op til området ved Limfjorden for at besøge sin barndomsveninde Lisa. De to kvinder er vidt forskellige. Lisa er præst og veletableret med kernefamilie og tæt forhold til lokalsamfundet. Hun er alt det, som Birgitte ikke er. Birgitte kan ikke finde ud af kærligheden, har ingen familie, og selv hendes job er uden forpligtelser. Hun er fri og har ikke så meget at miste. Det har Lisa til gengæld, og 'Det første jeg tænker på' handler om, hvordan hun mister det dyrebareste, hun har. Lisa har to børn og den ældste Gustav bliver kørt ned på sin syvårs fødselsdag, få dage inde i Birgittes besøg hos familien. Bilisten, der ramte Gustav, stikker af, og ingen ved, hvem det er. Efter nogle dage på hospitalet dør drengen, og Birgitte bliver bedt om at blive og hjælpe Lisa i den svære tid. Pludseligt skal den lidt overfladiske veninde støtte en familie, der er ramt af den værste sorg, man kan forestille sig. De har mistet et barn, og de ved, at der er en flugtbilist, som ikke er blevet fundet eller dømt. Det lokalsamfund, som før virkede trygt og godt, bliver pludseligt uhyggeligt og skræmmende. Og det er den stemning, som Ida Jessen holder fast i gennem hele romanen. Selv i starten af fortællingen, hvor alt ånder fred og idyl i præstegården, fornemmer læseren, at der er noget mystisk på færde. Man føler sig ikke helt tryg ved fortælleren eller ved de personer, hun møder i lokalsamfundet omkring Hvium. Her foregår noget mærkeligt, men hvem er det, man ikke kan stole på: er det den gode præst Lisa eller fortælleren Birgitte, der vist ikke altid er en god veninde? Eller er det den lumre meninghedsrådsformand Hans-Morten eller den usikre barnepige Manne? På samme måde bevæger Lisas sorg sig også hurtigt over i en mistænksomhed overfor alle omkring hende: Hvem var det, der kørte Gustav over? Det første jeg tænker på er ikke kun psykologisk realisme, den har også anstrøg af krimi-genren, idet det er afgørende for Lisa at få opklaret, hvem der kørte Gustav ned, og dermed også at få genoprettet tilliden til det samfund, hun så gerne vil være præst for.
Det er et stort projekt, at ville beskrive sorgen over at miste et barn, og Lisas sorg er ikke let tilgængelig for hverken Birgitte eller læseren. Den er uhyggelig og ægte og svingende og tung. Men hun har en familie og en veninde, der prøver at hjælpe, og hun har sin tro. På den måde er sorgen som hovedtema med til at destillere de andre temaer frem, for hvordan er sorgen for en præst, der tror på det gode i mennesket, når hendes søn er død ved en flugtbilist? Og kan to så forskellige kvinder som Birgitte og Lisa have et venskab, der er til nogen nytte i situationen? Læseren bliver mødt af to forskellige kvinde-typer, der kommer på deres livs prøve i ugerne ved præstegården i Hvium, og begges liv lægges til skue og blottes i sorgen, men ingen kommer derfra som sejrherre.
Romanen er delt op i fire dele, der adskilles af: ulykken, Gustavs død og til sidst skiftet i Lisas sorg, idet hun beslutter sig for at finde hans morder. Det er nogle voldsomme begivenheder, der finder sted i bogen, og de holdes sammen af Birgitte, der er en stabil fortæller, og som er forholdsvis udenforstående i forhold til alle disse begivenheder. Samtidig er romanen båret oppe af beskrivelser af naturen og landskabet og vejret i sensommeren ved Limfjorden. Den mystiske, trykkede stemning akkompagneres af de hede augustuger og naturens frodighed og tyngde. Indimellem afbrydes varmen af et regnskyl, som renser ud, og som får personerne til at give slip på moralen og lade begær og vrede tordne ud. Naturen omkring præstegården i Hvium trænger ind under huden på både karaktererne og læseren.
'Det første jeg tænker på' handler om tro og tilgivelse og vrede og sorg. Den er sprængfyldt med tunge emner, som præstegårdens have er fyldt med modne bær i den lumre sensommer, der omkranser handlingen. Det er en roman om mennesker og om livet på landet i en situation, som ingen ønsker at ende i. En roman om sorgens styrke og tilgivelsens kraft, og om hvordan vi i nogle situationer er overladt til hinanden og den skæbne, der er blevet os tildelt.
Brugernes anmeldelser