Det første jeg tænker på

En roman om sorgens styrke og tilgivelsens kraft, og om hvordan vi i nogle situationer er overladt til hinanden og den skæbne, der er blevet os tildelt. 

'Det første jeg tænker på' af Ida Jessen er en selvstændig fortsættelse af romanen 'Den der lyver'. Bøgerne har forskelligt persongalleri og forskellige temaer, men det lille samfund omkring landsbyen Hvium går igen. Det er Ida Jessens 6. roman, og den trækker på nogle gennemgående temaer og litterære kvaliteter fra hendes fastetablerede forfatterskab, men indeholder også mange nye aspekter.

Romanen er fortalt af Birgitte, en single storby-pige, som tager op til området ved Limfjorden for at besøge sin barndomsveninde Lisa. De to kvinder er vidt forskellige. Lisa er præst og veletableret med kernefamilie og tæt forhold til lokalsamfundet. Hun er alt det, som Birgitte ikke er. Birgitte kan ikke finde ud af kærligheden, har ingen familie, og selv hendes job er uden forpligtelser. Hun er fri og har ikke så meget at miste. Det har Lisa til gengæld, og 'Det første jeg tænker på' handler om, hvordan hun mister det dyrebareste, hun har. Lisa har to børn og den ældste Gustav bliver kørt ned på sin syvårs fødselsdag, få dage inde i Birgittes besøg hos familien. Bilisten, der ramte Gustav, stikker af, og ingen ved, hvem det er. Efter nogle dage på hospitalet dør drengen, og Birgitte bliver bedt om at blive og hjælpe Lisa i den svære tid. Pludseligt skal den lidt overfladiske veninde støtte en familie, der er ramt af den værste sorg, man kan forestille sig. De har mistet et barn, og de ved, at der er en flugtbilist, som ikke er blevet fundet eller dømt. Det lokalsamfund, som før virkede trygt og godt, bliver pludseligt uhyggeligt og skræmmende. Og det er den stemning, som Ida Jessen holder fast i gennem hele romanen. Selv i starten af fortællingen, hvor alt ånder fred og idyl i præstegården, fornemmer læseren, at der er noget mystisk på færde. Man føler sig ikke helt tryg ved fortælleren eller ved de personer, hun møder i lokalsamfundet omkring Hvium. Her foregår noget mærkeligt, men hvem er det, man ikke kan stole på: er det den gode præst Lisa eller fortælleren Birgitte, der vist ikke altid er en god veninde? Eller er det den lumre meninghedsrådsformand Hans-Morten eller den usikre barnepige Manne? På samme måde bevæger Lisas sorg sig også hurtigt over i en mistænksomhed overfor alle omkring hende: Hvem var det, der kørte Gustav over? Det første jeg tænker på er ikke kun psykologisk realisme, den har også anstrøg af krimi-genren, idet det er afgørende for Lisa at få opklaret, hvem der kørte Gustav ned, og dermed også at få genoprettet tilliden til det samfund, hun så gerne vil være præst for.
Det er et stort projekt, at ville beskrive sorgen over at miste et barn, og Lisas sorg er ikke let tilgængelig for hverken Birgitte eller læseren. Den er uhyggelig og ægte og svingende og tung. Men hun har en familie og en veninde, der prøver at hjælpe, og hun har sin tro. På den måde er sorgen som hovedtema med til at destillere de andre temaer frem, for hvordan er sorgen for en præst, der tror på det gode i mennesket, når hendes søn er død ved en flugtbilist? Og kan to så forskellige kvinder som Birgitte og Lisa have et venskab, der er til nogen nytte i situationen? Læseren bliver mødt af to forskellige kvinde-typer, der kommer på deres livs prøve i ugerne ved præstegården i Hvium, og begges liv lægges til skue og blottes i sorgen, men ingen kommer derfra som sejrherre. 

Romanen er delt op i fire dele, der adskilles af: ulykken, Gustavs død og til sidst skiftet i Lisas sorg, idet hun beslutter sig for at finde hans morder. Det er nogle voldsomme begivenheder, der finder sted i bogen, og de holdes sammen af Birgitte, der er en stabil fortæller, og som er forholdsvis udenforstående i forhold til alle disse begivenheder. Samtidig er romanen båret oppe af beskrivelser af naturen og landskabet og vejret i sensommeren ved Limfjorden. Den mystiske, trykkede stemning akkompagneres af de hede augustuger og naturens frodighed og tyngde. Indimellem afbrydes varmen af et regnskyl, som renser ud, og som får personerne til at give slip på moralen og lade begær og vrede tordne ud. Naturen omkring præstegården i Hvium trænger ind under huden på både karaktererne og læseren.

'Det første jeg tænker på' handler om tro og tilgivelse og vrede og sorg. Den er sprængfyldt med tunge emner, som præstegårdens have er fyldt med modne bær i den lumre sensommer, der omkranser handlingen. Det er en roman om mennesker og om livet på landet i en situation, som ingen ønsker at ende i. En roman om sorgens styrke og tilgivelsens kraft, og om hvordan vi i nogle situationer er overladt til hinanden og den skæbne, der er blevet os tildelt. 

Kilder, links og centrale værker