78°

En gribende tegneserie om tidens største globale udfordring for alle store børn, der tør se klimaforandringerne i øjnene.

Temperaturerne på kloden er steget så meget, at man ikke kan opholde sig udenfor midt på dagen. Hvis man skal udenfor, skal man skal iføre sig masser af creme samt adskillige lag tøj, og medbringe vand nok til ikke at tørste, men heller ikke så meget, at man bliver anstrengt af at bære det. Hvis man løber, eller ikke passer på solen, kan man begynde at hallucinere. Overalt i gader og huse ligger døde mennesker, og dengang tv-stationerne stadig eksisterede, kunne man høre journalisterne tale om sprængning af atombomber. 

Den aften hvor det blev klart, at varmen havde at gøre med atomprøvesprængninger, besluttede Artams forældre, at hele familien skulle forlade deres hjem. I løbet af det næste år, boede de mere end 20 steder, og nu bor Artam i et forladt hus sammen med sin storebror Matti, efter at forældrene er forsvundet. 

Hver gang generatorerne stopper med at virke i det hus, de har taget bolig i, er de tvunget til hurtigt at komme videre. Og de kan ikke gå ud om natten, da der muligvis gemmer sig noget farligt i mørket. Efterhånden finder man ud af, at Artam faktisk er alene, og at det er længe siden at Matti har været sammen med Artam. Da Artam endelig indser, at Mattis tilstedeværelse er en hallucination, opløses hans verden.

Bogen indledes med citatet:” Those who cannot remember the past are condemned to repeat it” af George Santayana, og historiens cirkulære fortælling passer så fint med dette. Kenneth Bøgh Andersen er en dreven fortæller, så fortællingen er stærk, og efterlader sin læser uden det store håb for fremtiden. Heller ikke da romanen afrundes 252 mio. år senere, hvor en pige er centrum for et besøg på Naturhistorisk Museum, i en tid hvor radioen afslører, "at der ikke er tegn på at temperaturen falder."

'78 grader' har tidligere været udgivet som novelle, men i denne udgave er fortællingen understøttet af Lars Gabels illustrationer, som ganske enkelt er fremragende. Han har holdt bogens nutidsscenerne i orange nuancer, hvorimod Artams mange tilbageblik er holdt i blålige farver.