Heksene : tegneserieudgaven

Herlig og børnevenlig tegneserie-udgave af Roald Dahls klassiker. 

Roald Dahls børnebog fra 1983 har fået et noget andet udtryk. Det meget uhyggelige har fået et mere børnerettet udtryk, hvor det humoristiske de fleste steder overgår det dystre. Den samlede skæve og finurlige oplevelse er dog intakt, og mormoren er tegnet ganske vidunderligt.

Historien fortæller om drengen, der lige har mistet sin forældre i en bilulykke og nu bor sammen med sin mormor, en lille kvinde med lilla hår og store briller, der ryger cigarer hele tiden. Mormoren er en form for heksefil, hvilket betyder, at hun har en enorm viden om hekse. Og dem er der åbenbart flere af, end man lige troede. Om natten når drengen ikke kan sove, kravler han ind i sengen til sin mormor, som fortæller ham, hvad der kendetegner en heks, og hvad han skal være særdeles opmærksom på. Ikke mindst da helse hade børn! Mormoren har efterhånden udviklet en slem hoste, og de to tager efter lægens anvisninger til kysten, så hun kan få det bedre.

Drengen gemmer sig en dag i den store sal på hotellet, og kort tid efter er rummet fyldt med kvinder, der åbenbart arbejder med "beskyttelse af forfulgte børn". Drengen sidder helt stille bag en skærm, og da alle smider både parykker, handsker og sko, er de slet ikke kvinder. De er alle hekse, som Storheksen har kaldt sammen, så hun kan udrulle sin plan, der skal forvandle alle børn i England til mus. Og det er kun begyndelsen. Uheldigvis har hekse en imponerende lugtesans, og for dem lugter børn ligesom hundelort, så selvfølgeligt opdager de drengen, der gemmer sig, og heksene er alt andet end blødsødne.

Det er en fin tegneserie, der har tilført den velkendte historie andre elementer, men jeg mener ikke den kreative frihed, som Pénélope Bagieu har benyttet sig af, ødelægger den oprindelige historie. Den er bare blevet anderledes. Med det for øje, er det en stor fornøjelse at læse bogen. Jeg er helt solgt til afbildningen af mormoren, der på mange måder minder om heksen Madam Mim fra tegnefilmen 'Sværdet i stenen’. Bagieus’ tegnestil lægger sig fint op ad historien, og den ligger ikke så langt fra Quentin Blakes tegninger, som er brugt flere gane sammen med Roald Dahls bøger. Bogen kan læses af børn fra ca. 10 år, og jeg er sikker på at denne udgave også får et stort publikum.