Bog

Heartstopper

Af (
2021
)

Anmeldelse

Heartstopper

19 jul.21

Første bind på dansk i fremragende og ultrapopulær graphic novel-serie, der har gået sin sejrsgang i mange lande.

Bogen har et par år på bagen fra sin crowdfundede udgivelse i England, men historien har ikke tabt pusten og er mere aktuel end nogensinde. På en nutidig og frisk måde henvender den sig til unge i en tid, hvor meget, der før føltes fast og sikkert, nu er til diskussion, men hvor ungdommens usikkerhed og søgen efter identitet og fællesskab stadig er den samme.

Det er en ren fornøjelse at læse om ung kærlighed, når det er Alice Oseman, der fortæller. Og hvor er det befriende at læse en ungdomsbog, hvor to drenge forelsker sig i hinanden, og det hele ikke er ”doom and gloom”. Det, at de forelsker sig i en af samme køn, er selvfølgelig en vigtig del af historien, men samtidig er det blot en del af en god historie med nuancerede og spændende personer, som læseren hurtigt kommer til at holde af og med. Forfatteren er eminent til at antyde, og der er fokus på følelser på en meget fin måde, som jeg tror, rigtigt mange unge vil kunne genkende sig selv i.

Historien handler om Charlie Spring, der går i 8. klasse. Han er en spinkel fyr, der er blevet mobbet i skolen i en periode, efter at det kom frem, at han er homoseksuel. Selvom han nu er blevet accepteret og er relativt populær, er han endt i et hemmeligt og usundt forhold til Ben, der har et offentligt forhold til en pigekæreste. Da Charlie vender tilbage efter juleferien, har han fået en ny sidekammerat i form af den 18 måneder ældre Nick, som han umiddelbart ikke har ret meget til fælles med. Men de bliver alligevel venner, og venskabet cementeres, da Nick redder Charlie ud af en ubehagelig situation med Ben.

Langsomt får de to drenge begge blikket op for, at de hver især indeholder andet og mere, end de først troede, og de finder hinanden trods forskelle og fordomme. Deres umage venskab bliver gradvist tættere og sætter gang i tanker og spekulation – både deres egne og deres omgivelsers. Forfatteren tager sig god tid, og handlingen får lov til at vokse lige så stille. Bogen giver et godt indblik i unges indre liv, hvor følelserne kan være altopslugende, og hvor opmærksomheden på små detaljer giver skiftevis sommerfugle i maven og dyb usikkerhed og forvirring.

Den store force her er tegningerne, der ved første øjekast virker ret simple. Oseman kan noget særligt med ansigtsudtryk og kropsholdninger, og hun formidler let ungdommens kejtede selvbevidsthed og den myriade af følelser, der strømmer igennem personerne. Der dvæles ved detaljerne, ved blikke, vinkler og bevægelser, og man føler med hovedpersonerne og hepper på dem hele vejen.

Alice Oseman er i god kontakt med sit ungdomsjeg, og bogens tone bliver aldrig forklarende og voksenpinlig. Bogen er let at læse, og man bliver hurtigt fanget af de sympatiske karakterer og af handlingen, der på overfladen er enkel, men alligevel ikke er det, fordi kærligheden er kompliceret. Det er en bog, som alle unge fra 13-14 årsalderen kan have glæde af at læse, og som nok også vil appellere til de voksne læsere, der synes om YA-litteratur.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Oversætter
Anne Matthiesen
Faustnummer
39370506
ISBN
9788740067613
Antal sider
263

Tema

Tema

Romance

Det er på tide at tage romancelitteraturen seriøst. Dens evne til at udbrede læseglæde er ikke til at tage fejl af.
Læs mere

Fik du læst?

Tema

Årets bedste bøger 2021

Vi gør status over bogåret 2021 og præsenterer redaktionens bedste læseoplevelser, der rummer storslåede historiske og personlige skildringer og aktuel debat om køn, klima og kriser.
Læs mere

Tema

Tema

Bogen bag filmen

En god filmatisering kan bringe vores litterære helte og skurke til live på det store lærred, og når det lykkes introduceres en ny skare af læsere.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind for at skrive kommentarer
AfUlla Møller
tor, 12/08/2021 - 10:09

Fin og inspirerende anmeldelse, der giver lyst til at læse bogen