Sangen, vi ikke kendte

Christer Bøgh Andersen inviterer med sin karakteristiske bløde streg læseren med til grænselandet mellem barndommens uskyld og voksenlivets erkendelser. 

Denne lille perle af en bog fra Christer Bøgh Andersens hånd er en rigtig god læseoplevelse og kan varmt anbefales til både unge og voksne. Handlingen strækker sig over et par uger i den 15-årige Jannicks liv; en skelsættende sommer hvor han vågner op, modnes og ser verden omkring sig med nye øjne. Scenen er et sted i nærheden af Ålborg i et genkendeligt provins-Danmark, hvor Jannick bor med sin mor og lillebroren Nis, der med morens ord er lidt af en enspænder.

Verden banker pludselig på, da storesøsteren Karen kommer hjem fra det store udland og har en uventet gæst med sig i form af veninden Camilla. Karen har været i Paris efter et tumultarisk sidste år i gymnasiet, og nu vender pigernes ankomst op og ned på den rolige hverdagsrytme, moren og de to drenge har etableret i det år, hun har været væk. Der rodes grundigt op i familiedynamikken og sættes spørgsmålstegn ved roller og relationer. Samtidig bliver der sat ordentligt skub i Jannicks hormoner ved mødet med den selvsikre Camilla, som han hurtigt fascineres af.

Dialogen mellem personerne er troværdig bogen igennem. Læseren bliver suget ind i en fortælling, hvor der faktisk ikke sker det store i handlingen, men hvor der under overfladen sker en hel masse inden i personerne.

Christer Bøgh Andersens meget genkendelige streg med bløde linjer og douche farver passer på en eller måde helt perfekt til denne historie. Stilen og farvelægningen gør, at det føles som et autentisk tilbageblik på en betydningsfuld periode i et ungt menneskes liv. Forfatteren rammer noget alment menneskeligt i denne dannelseshistorie, som jeg tror, rigtigt mange vil kunne relatere til. Overgangen fra barndommens naivitet og lykkelige uvidenhed til voksenlivets til tider smertefulde viden tages under værdig behandling, og der er et element af show-don’t-tell over bogen, som jeg er vild med. Fortælleren Jannick og tegningerne supplerer hinanden på bedste vis, og betydningsfulde pointer bliver ikke overforklaret.

Med sin historie om overgangen fra barn til voksen og sin beskrivelse af relationer i familien minder bogen mig om klassikeren ’En dyne af sne’ af Craig Thompson og også om den nyere Det må du selv om af Johan Krarup.