Bog

Holger

Af (
2021
)

Anmeldelse

Holger

13 okt.21

Nicolai Hvidberg Jørgensen udgiver endelig sin bog om Holger Danske, et projekt der startede på teenageværelset som en drengs hyldest til sit idol Peter Madsen.

En ung tegners drøm føres ud i livet flere år efter sin undfangelse. ’Holger’ er en historisk tegneserie med dynamik og humor, der tydeligt viser forfatterens inspiration fra Valhalla, og den kan læses af både børn og voksne.’Holger’ er ikke bare historien om den legendariske helt Holger Danske, men også historien om, hvor langt man kan nå, hvis man holder fast i sine drømme, og hvis der er nogen, der tror på én.

Bogen er baseret på den 13-årige Nicolais forsøg på at imponere mesteren Peter Madsen, og indflydelsens herfra ses i stilen, der minder meget om ’Valhalla’-serien. Ideen om at lave en tegneserie om en prominent skikkelse i dansk historie er god, og ’Holger Danske’ er et navn, de fleste af os kender. Mennesket bag navnet er ikke så godt kendt, så historien er et relativt ubeskrevet blad og derfor et rigtig godt udgangspunkt.

Den unge kongesøn Holger bliver sendt til Frankerriget som et gidsel, da hans far Kong Gøtrik ikke kan betale sin skat til kejser Karl den Store. Opholdet i Frankerriget bliver en dannelsesrejse for Holger, og han lærer både om kristendommen, et nyt sprog, at skrive og den mest moderne kampteknik. Holger beviser sit værd overfor kejseren i kamp mod saracenerne og begynder med tiden at føle sig hjemme hos frankerne. Han møder også kærligheden i form af den smukke Belicene, og det ser et øjeblik ud, som om han vil leve lykkeligt til sine dages ende. Men sådan ender historien jo desværre ikke.

Undervejs er det svært at adskille hvad, der er lavet af den 13-årige Nicolai, og hvad, der er lavet af den voksne Nicolai, men måske er det ikke så vigtigt, men blot noget, jeg tænker over, fordi jeg kender historien bag bogen. På plussiden betyder det, at bogen kan læses af både børn og voksne. Der lægges storladent og højtideligt ud, og historien rummer hele skalaen, både kærlighed og krig, fis og ballade, og dyb sorg og vrede. De drabelige hændelser bliver gengivet på en afvæbnende måde, der ikke er for voldsom for børn. Jeg ville dog gerne have set hele ’Holger’ i farver som på den lækre forside, der er vidunderlig flot og gennemført. Jeg tror, at farver kunne have tilføjet nogle dybere stemningsnuancer til historien og gjort den endnu mere medrivende. Men bogen forsøger at gøre en historisk person levende og lettere at forstå, og det gør den ret godt. Holger Danske bliver et ægte menneske af kød og blod, der repræsenterede Danmark, og meget mere end blot et navn i en tør bog.

13-årige Nicolai var sprængfyldt med talent, det er der ingen tvivl om, og den voksne Nicolai Hvidberg Jørgensens bog ’Ego’ fra 2017 beviser, at talentet bestemt ikke er blevet mindre med årene. Jeg glæder mig rigtigt meget til at se, hvad han finder på i fremtiden.

Bogdetaljer

Forlag
Comic Factory
Faustnummer
39278413
ISBN
9788793962026
Antal sider
60

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer