Bog

Monsterskolen - skolens største nørd

Af (
2023
)

Anmeldelse

Monsterskolen 1 - Skolens største nørd

06 okt.23

Farverig og opløftende tegneserie for børn fra 6 til 10 år om det lille artige monster Arties oplevelser og udfordringer på Monsterskolen. 

Bogen er delt op i fire mindre historier, der alle handler om venskab og mobning, men mest af alt om at turde stå ved sig selv. Fantastiske dynamiske tegninger med et væld af lækre farver holder koncentrationen fanget hos unge læsere med krudt i rumpetten.

Efter en veloverstået ferie vender Artie tilbage til den monsterskole, han går på sammen med de andre monsterbørn. Men intet har forandret sig; lærdommen fra før ferien er ikke sunket ind, og Artie lægger ud med at få skældud det øjeblik, han sætter fødderne på skolens område. Han begår nemlig den fejl at møde op kun 40 minutter for sent, et strengt no-go på Monsterskolen, hvor der gælder nogle helt andre regler end dem, læseren kender fra sin egen skole. Det er nærmest den omvendte verden her, og ægte monster-opførsel belønnes, mens en flink og pligtopfyldende dreng som Artie, der gerne vil lære noget andet og mere end at smadre ting, konstant bliver straffet. 

Artie tager som det mest naturlige i verden hensyn til andre, han rydder op på sit værelse og læser bøger, og hans forældre er åbenlyst skuffede over ham, fordi han ikke lever op til forventningen om, hvordan et ”rigtigt” monster er. Han begynder at få fornemmelsen af, at han ikke passer ind nogle vegne og måske aldrig kommer til det. Heldigvis finder Artie i løbet af bogen dog ud af, at der er brug for lige netop en som ham, og han finder rigtige venner, der accepterer ham, præcis som han er.

Denne tegneserie minder meget om Disney animationsklassikeren Monsters, Inc, men det er overhovedet ikke en dårlig ting. Ved at vende tingene totalt på hovedet i forhold til hvad, der er acceptabel opførsel i skolen, pustes der rigtigt meget humor ind i en historie, der ellers let kunne være blevet lidt for pædagogisk korrekt, hvilket mange børn og også denne anmelder synes er kedeligt. Men det undgår Beka og Bob ved at sætte fuldt sejl til med et action-niveau, der kan minde om nogle mangaer. Monsterskolen byder på en hel slikpose af farverige e-numre for øjnene og en sød historie om en outsider, der alligevel finder en plads og et fællesskab.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Oversætter
Vigan
Faustnummer
137007304
ISBN
9788775880379
Antal sider
102

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer