Bog

Ørn

Af (
2023
)

Anmeldelse

Ørn

26 okt.23

Hjerte, hjerne og humor forenes i en strålende flot grafisk dannelsesroman om drengen Thor, hvis dominerende far fylder meget – også, når han slet ikke er der. 

Den ensomme Thor er vant til at følge med og lade andre tage styringen. I skolen er han et nemt mobbeoffer for bøllerne. Men en dag bliver det anderledes. Thor finder en ørneunge, der har brug for ham for at overleve, og nu er det for en gangs skyld ham, der styrer showet. Men intet varer evigt…

’Ørn’ handler om familie, venskab og den første kærlighed og er en af den slags fantastiske bøger, som alle kan få noget ud af at læse. Det er en virkelig flot tegnet fortælling, der med sine 842 sider åbenbart er den længste tegneserie nogensinde i Danmark. Dette episke format skal man dog ikke lade sig skræmme af, for bogen er meget mere show end tell, med relativt lidt tekst i form af direkte tale og lydord. Det gør bogen meget letlæst, uden at det går ud over den spændende og dramatiske handling.

Drengen Thor har en excentrisk far, som ikke lader sig begrænse af love og almindelige regler for god opførsel. Han har et uforudsigeligt temperament, som den forsagte Thor har lært at indordne sig under. Det er simpelthen det nemmeste, også selvom det farens ide om, hvad en rigtig mand er, nogle gange fører til handlinger, der måske egentlig ville byde Thor imod, hvis han fik lov til at tænke over det. Sådan går det til, at Thor en dag skyder en havørn. Alene tilbage ligger bagefter en lille havørneunge, som Thor tager til sig. Havørneungen bliver Thors lillebror, og pludselig er det Thor, der skal bestemme, passe på og vise vejen. Omtrent samtidig møder Thor pigen Elvira, og nu får han travlt, for både Elvira og den nye lillebror har deres egen vilje og kræver både tid og opmærksomhed.

’Ørn’ handler om at vokse op i en familie med en stærk personlighed, hvor det kan være svært at mærke sig selv, hvad man har lyst til, og hvem man vil være. Det er en virkelig spændende fortælling om relationer, og om hvor svært det kan være at lade være med at gentage de mønstre, der ligger gemt inde på harddisken. ’Ørn’ er umiskendeligt sin egen, men kan i emne og dybde sagtens tåle sammenligning med klassikeren ’En dyne af sne’ af Craig Thompson, eller danske Johan Krarups ’Det må du selv om’.

Jeppe Sandholt imponerer med en både spændende og rørende graphic novel med simple figurer, der med få streger udtrykker utroligt mange følelser og dybde. Han bruger få farver ad gangen og udskifter dem løbende, og kontrasten imellem disse og brugen af lys og skygge er både smuk og meget stemningsskabende bogen igennem. Close-ups af karaktererne i højspændte situationer understreger perfekt den uforudsigelige og hensynsløse del af Thors og hans fars personlighed. En graphic novel med både hjerte, hjerne og humor, der varmt kan anbefales til både unge og voksne.

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Faustnummer
137206854
ISBN
9788771761894
Antal sider
836

Tema

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer