Bog
Grib den fucking dag
Af
(
2023
)
Rammende og rørende graphic novel om et af tidens store problemer, ensomhed blandt unge.
Rammende og rørende graphic novel om et af tidens store problemer, ensomhed blandt unge.
Anmeldelse
Grib den fucking dag
- Log ind for at skrive kommentarer
Rammende og rørende graphic novel om et af tidens store problemer, ensomhed blandt unge.
Amalie flytter hjemmefra og starter på sit drømmestudie, men virkeligheden lever ikke op til drømmen, og hun føler sig pludselig meget alene. I skolen er hun blot en lille fisk i en stor andedam, og hendes bedste veninde har for travlt til rigtigt at være der for hende. Hvordan indrømmer man, at man ikke har styr på livet, og hvordan beder man om hjælp, når man har brug for den?
Titlen 'Grib den fucking dag' henviser til alle de floskler, man kan finde på sociale medier og billige plakater til hjemmet. Ord, der med tiden har mistet deres mening og nu blot er til pynt. Amalie og hendes bedste veninde Vilja står på tærsklen til deres voksenliv, fulde af håb og drømme om fremtiden, og mens de køber ind til deres nye fælles lejlighed, griner de af alle disse klicheer, remser dem op og skriver dem ned med et glimt i øjet som en fælles målsætning. Sådan lægger denne graphic novel ud med ren idyl, men det går hurtigt over.
Amalie begynder på kunstlinjen, sådan som hun har drømt om længe. Samtidig flytter hun hjemmefra og skal dele lejlighed med Vilja, der skal gå på musiklinjen. Håbefuldt træder Amalie ind i en ny fase af sit liv, godt på vej til at blive voksen og selvstændig. Men den nye hverdag viser sig at være sværere end forventet, og Amalie bliver ramt af tvivl og ensomhed. I skolen er hun nu ikke nødvendigvis den mest talentfulde, og hendes nye lærer ser hende ikke rigtigt. Veninden Vilja har travlt med sit eget liv og finder hurtigt nye venner, som hun konstant er optaget af.
Pludselig griner de to veninder ikke længere af de kedelige klicheer sammen. Pludselig er det ikke længere de to mod alle de andre, og Amalie er overladt til sig selv. Lejligheden og fællesskabet mellem de to piger bliver derfor ikke det trygge fristed, som de havde aftalt, det skulle være. Hun ender med at krybe ind i sin skal, alene med sine egne tanker og tvivlen, som læseren næsten kan se rumstere rundt bag hendes store øjne. Skitsebogen, hvor hun løbende foreviger sine reflektioner, er hendes eneste helle, indtil Vilja en dag ved et uheld trænger ind i den boble, Amalie har lukket sig inde i.
'Grib den fucking dag' er en hyperaktuel bog om ungdomslivets store forandringer og udfordringer, der kan få den enkelte til at udfolde sit potentiale, men også få nogle unge ned med nakken, hvis de ikke får den støtte, de har brug for. Beskrivelsen af venskabet mellem de to piger er lige i øjet, og ungdomslivet skildres i det hele taget troværdigt med plads til både det smukke og det grimme.
Brugernes anmeldelser