Bog

Enola Holmes - sagen om den forsvundne markis

Af (
2024
)

Anmeldelse

Enola Holmes – sagen om den forsvundne markis

10 jun.24

Enola Holmes findes ikke kun som romanfigur og på film, hun eksisterer nu også i tegnet udgave, og hun er helt vidunderlig! 

I Victoriatidens England møder vi 14-årige Enola Holmes, der bor med sin mor samt kokkepigen Mrs. Lane og dennes mand butleren Mr. Lane på godset Ferndell Hall i England. Da Enola vågner på sin fødselsdag, er hendes mor forsvundet uden at efterlade sig andet end nogle blomster samt en kodet beskedbog, og kort efter ser Enola sig nødsaget til at sende besked om morens forsvinden til sine ældre brødre Mycroft og Sherlock Holmes. 

Da hendes brødre ankommer til godset, er Mycroft mere optaget af, at deres mor bruger pengene, som han sender til hende på noget helt andet end aftalt. Haven er ikke passet, der er ikke blevet bygget et badeværelse med vandkloset, og værst af alt er Enola ikke korrekt i hverken påklædning eller skoling. Mycroft beslutter til Enolas skræk, at hun skal sendes på kostskole! 

I ugerne efter brødrene er taget afsted igen, finder Enola flere og flere ledetråde fra sin mor, hvilket får hende til at tro, at noget er galt! Derfor stikker hun af til London, hvor hun gemmer sig, forklædt som enkefrue Ivy Meshle. Enola opfinder sågar et korset til alle sine ejendele, fordi ingen vil have mistanke om at gemme noget i en dames korset. Men Enola skal passe på, at hendes geniale detektivbror ikke opsporer hende, mens hun leder efter sin mor. Undervejs falder hun over en sag, der handler om en kidnapning af den unge markis af Tewksbury. Og den udfordring kan Enola ikke stå for.

Enola Holmes er en forrygende opfindelse, og jeg må tilstå, at jeg er helt på halen over denne illustrerede udgave. Enola er viljestærk, klog, beslutsom og modig, og på trods af at historien foregår i en anden tid, er Enola en moderne superdetektiv, der måske taler mere til børnene end sin ældre gnavne bror. Hun spankulerer rundt i London som enkefrue lige forbi næsen af sine brødre i sikker forvisning om, at Sherlock leder efter hende forklædt som dreng. 

Illustrationerne er veludførte med vidunderlige flotte scener, følelsesudbrud og andre spændende detaljer. Tegneserien er ikke blot en forrygende grafisk tilpasning, men en udvidelse af fortællingen om Enola og ikke mindst en mulighed for, at endnu flere kan følge Enolas eventyr. Illustrationerne giver mulighed for at vise læserne eksempler på nogle af de kodede beskeder undervejs. Bagerst i bogen kan man udforske en portefølje af sider fra Enolas egen hemmelige notesbog.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Oversætter
Vigan
Faustnummer
138273202
ISBN
9788775880454
Antal sider
58

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer