Pigen som elsker monsterdyr

Bind to er lige så fortryllende som første bind med masser af farver, både lyse og mørke, og smukke karakterer med store manga øjne.

Magiline er stadig i praktik på øen Von under professor Archibald Balzar, og andet bind starter præcis, hvor det første slap. Med et billede af Magiline med tomme hvide øjne, opfyldt af skyld og overbevist om, at det er hende, der forstener andre.

Magiline er bange for, at hun har fået evnen til uforskyldt at skade andre, og hun ved slet ikke, hvordan hun skal opføre sig længere. Da hendes bedste veninde Willa heller ikke vil tale med hende, kan Magiline næsten ikke holde det ud længere. Desuden opfører vennen Alcide sig virkelig mærkeligt, mens mystiske Merode stadig er uforudsigelig. Da de fredelige lullabier pludselig angriber en drage og drikker dens blod, optrappes mysteriet, og situationen tilspidses yderligere, da Magiline opdager en uhyggelig og overraskende sandhed.

Detaljerne er utallige, og Paola Antista benytter hele farvepaletten til at sætte stemningen, så illustrationerne kan udfylde de tomme pladser i historien. Magilines forhold til vennerne er mere intenst, men til gengæld er hendes fortid som en tåge. De mange mysterier på øen både blandt de forunderlige væsner bygger en stemning op til bind tre, og jeg ser virkelig frem til at svælge i endnu en magisk og smuk bog.