Det fælles bedste

Et charmerende og skævt kig ind i et søsterforhold, der strækker sig fra en symbiotisk barndomstilværelse i 1930’erne til et adskilt voksenliv i 60’erne.

Ved romanens start befinder vi os på en lille gård i Nübbel i Sydslesvig. Lora bliver født midt i de voksnes angst for en forestående krig, og tre år senere kommer Manni til verden. De to søstre går sansende og legende til værks, når de udforsker marker, skov og havens krat. ”At kalde bygmarken for en silkemark er Mannis ide. Når vinden tager i bygmarken, går der krusninger gennem kornet. Manni lader sig falde bagover med armene ud til siden. Hun vil lande blødt i silken”.

For dem anes krigen kun som noget abstrakt, noget de unge mænd ikke vender hjem fra. I stedet er det omgivelsernes forvoksede proportioner og sommerens evighed, der får fylde, når de ”kravler ind mellem stænglerne, ligger gemt under mammuttens blade sommeren igennem”.

Det er detaljerigdom, det er nært, og det er flot og finurligt skildret. Rosenfeldt-Olsen lykkes med at indfange den stemning, der præger barndommen, hvor tilværelsen opleves i frøperspektiv, hvor alt er stort og muligt, og hvor fantasien ikke kender til begrænsninger.

Men med ungdomsårene kommer forskydninger. En asymmetri sniger sig ind mellem søstrene, og de begynder at glide fra hinanden. Lora forelsker sig hovedkulds i den danske læge Ralf Lund, de gifter sig og flytter til Danmark og får tre børn. Hun forsøger at forlige sig med ægteskabets trummerum.

Manni føler sig svigtet af sin søster og flytter til Flensburg og i armene på ulykkelig kærlighed. Herefter tager hun til Hamborg, hvor hun møder Judith. De bliver hurtig venner og tager sammen til Berlin. Judith er udannet ved OPS (Akademie für Ordnung, Pünktlichkeit & Sauberkeit), hun er et Redskab, og Manni bliver hendes Element. Der er bagtanker med venindeskabet, omend meget forbliver uopklaret. En ny søster har sneget sig ind i den tidligere symbiose og med hende en foruroligende stemning. Hun er mystisk, og hendes indgående interesse i søstrenes liv virker mistænkelig og forbryderisk.

Romanens form er legesyg og foranderlig. Fortællervinklen skifter mellem et ’vi’, et ’jeg’ og en tredje person-fortæller. Der er dagbogsnoter fulde af et barns stavefejl, beskrivelser af lege og observationer fra en togstation, nedfældet med håndskrift. Sproget balancerer mellem det naive barndomsblik, der lever i legen, og den voksnes kynisme og jalousi, den unges politiske ståsted og småbørnsmorens vaklen.

Fortid og nutid flettes ind og ud af hinanden, ligesom søstrene, der smelter sammen flytter fra hinanden, mister og fastholder hinanden i minderne og fortællingerne.

Min eneste anke mod 'Det fælles bedste' er karakteren Judith. Hun udgør en stor del af bogens beskedne antal sider, og jeg kunne godt have undværet hendes indblanding. Den ellers så fint opbyggede fortælling med de to søstre brydes med Judiths indtog, og det ærgrer mig. Jeg foretrækker at blive i Loras og Mannis livsbaner og had-kærlighedsforhold, for der er rigeligt stof at hente dér.