Machine

Ordekvilibristen Adolphsen har atter skrevet en helstøbt roman på 70 sider. Sådan!

En for længst død urhests bankende hjerte udløser en benzineksplosion, der medfører død og lemlæstelse for de to unge implicerede. Så kort kan romanens handling skitseres, men forfatterens intentioner rækker langt videre.

Læserens lokkes med på et ridt henover tid, fra urhestens død til to mennesker fra vor tid. De eksakte videnskabers indflydelse på livets udvikling danner grundlag for ridtet, og det er rablende godt gået, med en detaljerigdom som holder læserens interesse. Akkuratesse er en dyd som forfatteren rendyrker.

Drengen fra Baku, fra folkeslaget kumykkerne, Djamolidine Hasanov, forsøger at skabe sig en tilværelse som cykelrytter, men vælger at cykle ud af det russiske favntag til Iran, hvorfra han får asyl i USA. Hans nye amerikanske tilværelse starter nu med navnet Jimmy Nash.

Efter nogle omflakkende år bliver han olieborer i Utah, hvor han mister sin ene arm i en arbejdsulykke. Han fortsætter nu med at flakke om. Efter en ung pige har taget ham op i sin bil, omkommer han ved den føromtalte benzineksplosion.

Det kan lyde forudsigeligt, men forfatteren kan med sine velvalgte ord bringe en periode frem: 1960’erne, den amerikanske way-of-life, Vietnamkrigen, hippierne, guitar-musikken.

Adolphsens forrige fantastiske roman Brummstein havde samme tema: Den geologiske urtid gøres pludseligt til klarsynet nutid. Stenen Brummsteins vej gennem historien blev relateret på fremragende vis til menneskæbner.

I Machine fylder de menneskelige relationer en mindre væsentlig rolle, da hovedvægten er de præcise naturvidenskabelige sammenhænge, hvilket virker meget overbevisende.

Forsidens grafer, geografiske kort og nomenklatur kan læses ved at vende bogen mod et spejl. Læserens udfordres allerede inden bogen åbnes. Anbefales læst i ét stræk.

Samleren, 2006. 70 sider. Kr 179,-