Fort Europa

En dystopi, som dog ikke lader alt håb ude. Fort Europa indeholder mange vink til læseren om, at der er ting, vi skulle tage at ændre på nu - måske er det ikke for sent.

Når man bag på bogen læser om ressourcer og civilisationens sammenbrud, ligger det ikke fjernt at tænke på klimaændringer, men det er altså ikke der, forfatterens fokus ligger, men derimod på overforbrug i den vestlige verden og deraf følgende knaphed på ressourcer.

Vi følger det unge par Sofia og Markus i en verden, der minder noget om vores, dog med en del ændringer efter en kæmpekatastrofe. De færdes, først til fods, senere i lastbil rundt i det, der før har været fæstningsværket Fort Europa. I en anden tid følger vi den unge mand Örvar, pigen Yulla, som Örvar har et godt øje til og Romek, som kommer fra en anden stamme. Sidstnævnte bortfører angiveligt Yulla (vi finder dog ud af, at hun faktisk gerne ville bortføres).

Navnene i "stenaldertiden” minder en kender som jeg lidt om navnene i forfatterens serie om Questland - det er nok ikke tilfældigt. Det faktum, at det minder om stenalderen, stammer fra udtrykket om, at en atomkrig ville kunne bombe os tilbage til stenalderen - det er sket her. Den forbudte dal i det parallelle forløb i bogen er muligvis resultatet af en kernekraftskatastrofe - og i det hele taget slider samfundet i denne tid med vanskabte børn, som de i starten sender væk, men i slutningen finder ud af, at det nok ville være bedre at optage i stammerne.

 At Sofia hedder sådan, er ikke helt tilfældigt - i et par kapitler genspiller hun og Markus situationer fra '90-års fødselsdagen', som også i min familie er betingelsen for, at nytårsaften er fejret med manér - det bliver ikke nytår uden Mr Winterbottom, Pommeroy og særligt James, der falder over tigerskindet foran pejsen. Lige sådan er Yulla og Romek ikke tilfældigt valgte navne - når jeg nævner, at de to kommer fra hver sin stamme, og at stammerne hver for sig er imod, at de to unge gifter sig, så er der ikke langt til at sige Shakespeare og Romeo og Julie.

Det er typisk for flere af Freddy Miltons nyere bøger, at der er to forløb, tydeligt adskilt ved kapitler og skrifttyper i bogen. I løbet af bogen gik det op for mig som læser, at den verden, jeg i første omgang havde betragtet som en fortidig verden, ikke ulig vores stenalder, ligger efter den postapokalyptiske verden, hvor jeg fulgte Sofia og Markus. Det skete første gang, da Örvar finder en kasse med noget, læseren godt kan genkende som bøger, men "stenalderfolket” har glemt alt om bøger og om at læse. 

Det kom som lidt af en overraskelse først, og det bliver efterhånden tydeligere og tydeligere, og til sidst taler Sofia til folkene fra "stenalderen" gennem en skærm på en væg i et rum i den forbudte dal. Jeg vil anbefale bogen til dem, som interesserer sig for visioner omkring vores samfundsudvikling samt naturligvis til fans og læsere af Freddy Miltons øvrigt udgivelser, både bøger og tegneserier.