Bog

Zhong

Af (
2016
)

Anmeldelse

Zhong af Thøger Jensen

14 apr.16

Thøger Jensen tegner et fint portræt af Kina og af en midaldrende nordjysk mand. Sproget er poetisk på en jordnær facon. Historien kryber dog ikke rigtig ind under huden.

I 1983 rejste den dengang 22-årige Jens Gordiusen til Kina i selskab med den dejlige, jævnaldrende Connie, som han håbede, han kunne være heldig at blive kærester med undervejs. Desværre afmønstrede Connie spontant Den transibiriske Jernbane, da hun lige så spontant hægtede sig på en canadisk biolog. Der gik dog næsten en måned, inden Jens i Vladivostok blev bekendt med Connies videre færd. Og dette kedelig intermezzo skulle vise sig at blive typisk for hans kinesiske eventyr, idet han ikke rigtig havde heldet med sig i det hele taget. Og for at det ikke skulle være løgn, døde hans far i en alder af blot 53 år, mens Jens hutlede sig igennem Østen.

Det er ikke altså ikke just varme og venlige minder, Jens kan lune sig ved omkring sin rejse til Kina tilbage i 1983. Men 30 år senere bliver han af sin bror, Morten, inviteret med på en forretningsrejse til netop Kina, og selvom Jens indledningsvis både kvier sig lidt, indvilliger han i at rejse med til Kina.

I vanlig underspillet og lun stil får Thøger Jensen tegnet et lille, fint portræt af Kina og af en nordjysk, midaldrende mand, som på den ene side kan karakteriseres ved for det meste at flyde med strømmen, men som på den anden side også går sine egne veje, når han ikke opdager det. Eller som han selv beskriver det, da han betragter en kinesisk dreng i samme situation: ”Det er ikke altid man selv når at opdage, at man er blevet væk, før man bliver fundet igen. ”

Sprogligt er Thøger Jensen det, jeg vil kalde poetisk på en ganske jordnær facon. For eksempel da Jens skal besvare spørgsmålet om, hvorvidt han er lykkelig: ”Det er man jo statistisk set som dansker. For eksempel om eftermiddagen, cirka en halv times tid efter at jeg har fået min kaffe, lykken skal drikkes af en porcelænskop. Det er noget kemisk, vil nogen sikkert mene. ”   

’Zhong’, som paradoksalt nok både kan betyde ”ur” og ”slutning”, er en lille roman med en stor historie inden i, og den er sympatisk på sin egen Thøger Jensenske måde. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at det ikke bliver en af de læseoplevelser, der kommer til at betyde mest for mig. Der er en distance til stoffet – en afstand, som måske ligger mere hos denne læser end hos forfatteren, men man turde jo mene, at det var sidstnævntes opgave, at få førstnævnte til at mærke historien. Og den trænger desværre ikke ind under huden på mig. Det vil den muligvis gøre på andre, ja, det håber jeg faktisk.

Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52257778
ISBN
9788702172577
Antal sider
125

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer