Hirsholmene

Overraskende fin og velskrevet roman om livet på Hirsholmene under 2. verdenskrig.

”Hvor har jeg mange gange haft lyst til, at vi to skulle mødes. Det er aldrig lykkedes. Altid når jeg troede, du var lige i nærheden, forsvandt du”, siger det ældre jeg til sit yngre jeg.

I 1943 rejser den unge nyuddannede lærerinde – forfatteren - til Hirsholmene, hvor hun har fået job som lærer for øens fem børn.  Det er den ældre forfatter, som ønsker at mødes med sit yngre jeg, og derfor tager hun med hende til øen og følger hende i det år, opholdet varer. Det er ikke alt, hun bryder sig om, og den ældre kvinde kommenterer den unge kvindes handlinger. Selv om hun har erfaringen med sig og ved, hvordan det kommer til at gå, blander hun sig ikke i sit yngre jeg.

Vi følger det unge jeg i et år, fra hun forlader kæresten i Århus, til hun igen vender tilbage til fastlandet for at blive gift. Da hun kommer til øen, tager fyrmesteren og hans kone sig af hende, og da hun fornemmer, at der er uvenskab mellem fyrmesteren og øens beboere, kan hun ikke også være sammen med dem. Hun har valgt side, og det er en de ting, som hendes ældre jeg, synes er forkert. I starten er hun meget ensom, og selv om hun selv giver udtryk for, at hun har det fint med madlavning, læsning, strikning, radio og meget mere, er hun næsten ved at få økuller. Men efterhånden vænner hun sig til ølivet, hun finder roen, og hun oplever skønheden i naturen.

Historien foregår jo under 2. Verdenskrig, og det ældre jeg kan ikke forstå hvordan hun dengang kunne leve, som om krigen ikke var der – selv om hun hører lidt om den fra kæresten.

Else Skovborgs sprog er meget poetisk, historien er nærmest skrevet som knækprosa, men jeg synes, det passer rigtig fint til historien. Historien er fortalt meget stilfærdigt, og den oser af stemning og atmosfære fra det lille indelukkede samfund. For at understrege stemningen er bogen illustreret med små private fotos fra Else Skovborgs ophold på øen.

Bogen er lille af format men den er en stor læseoplevelse.